Når man går op ad den flisebelagte sti træder villaen pludselig ud af januars mørke – monumentalt, men alligevel lydløst.

Nøgne vedbend forgrener sig op ad de grå mure, som var de husets blottede nervebaner. Alle vinduespartier er blændede, og kun få lysglimt undslipper gardinernes tunge favntag.

Det ulmer faretruende inde i den store kantede bygning.

Ondskabens bordel
Villa Salò er ondskabens bordel. Det er her, fire ekstreme velhavere, the masters, har lejet sig ind, omdannet et tidligere glædeshus til manege for deres perverse sex- og voldsudskejelser.

De har ansat bordellets værtinder, the madames, og samlet sig et harem af purunge drenge og piger, vagter kaldet fuckers og tjenestefolk, der adlyder selv deres mest perfide og fornedrende ordrer.

Interaktiv perversitet
Sådan er rammen i den interaktive forestilling 'Salò', som performancegruppen SIGNA sætter op for teater Republique, og sådan er rammen i den skandaleombruste film 'Salò' fra 1975 af Pier Paolo Pasolini, som er forestillingens forlæg.

En film, der i sin tid blev bandlyst i det meste af verden på grund af sine eksplicitte scener med sodomi, tortur og drab.

Reaktion mod samfundet
»Pasolinis udgangspunkt var en reaktion mod samfundet og dets udvikling mod konsumkultur og neokapitalisme, som han sidestillede med fascismens grusomhed. Jeg er født i samme år, som Pasolinis film er fra, og min generation har ikke oplevet objektiviseringen af mennesker og opfattelsen af sex som et forbrugsgode som et paradigmeskifte – det er noget, vi er født ind i«, forklarer Signa Köstler, stifter af SIGNA, der viser rundt i den omdannede herskabsvilla.

Opdatering af Salò
Ligesom Pasolinis film er en opdateret udgave af Marquis De Sades '120 dage i Sodoma', er SIGNAs 'Salò' ført op til vores tid.

Det betyder, at herrerne ikke forskanser sig, men tværtimod inviterer gæster til at deltage i deres excesser, og villaen er ikke afsondret og utilgængelig for omverdenen, men tværtimod placeret midt på pæne Østerbro som et symbol på, at konsumkulturens fordærv er allestedsnærværende.

»Derfor handler det her ikke bare om fascisme. Pasolinis film foregår under Anden Verdenskrig med fire erklærede fascister, hvor det er dem, der er de onde. Jeg har været meget forsigtig med ikke at lade det handle om fascisterne, for så kan alle andre vaske deres hænder. Det ville være forkert. Vi har alle sammen et ansvar for, at der foregår ting som børneporno og trafficking, og at de foregår på vores egne dørtrin«, forklarer Signa Köstler.

Helvedes forkammer
Over dørtrinnet til hall'en i Villa Salò hænger et gipsrelief med motiv af uskyldsrene legende nøgne drengebørn.

Et perfekt perfidt symbol på de fire husherrers foretrukne forlystelser.

Hall'en, der stråler i ferskenfarve og imiteret guld, tunge brokadegardiner, en gigantisk hjørnesofa og en fontæne med lys i, er indbegrebet af lummer dekadence.

Herfra går det videre til salonen, hvor gæsterne vil blive delt op, alt efter hvem af husets beboere, de vil starte med at følge.

Salonens endevæg er beklædt med tv-skærme, der overvåger næsten hvert af de 27 rum i den 700 m2 store villa.

Mere direkte end filmen
Her kan gæsterne snige sig til det første lille kig på de udskejelser, som de nu skal tage del i. Og i følge Signa Köstler står forestillingen ikke tilbage for filmen. Tværtimod.

»Det her er en mere direkte konfrontation end filmen. Både med hensyn til grusomheden og de mennesker, der på hver sin måde er involveret. Filmen er stadig nærmest ubærlig at se. Der er en nådesløs kulde. Selv ikke hos dem, det går ud over, er der nogen form for katarsis eller håb. Der er heller ikke et entydigt forhold til de gode og de uskyldige. Det er det fortvivlende ved filmen. Filmen er distanceret i sin form, når den viser uhyrlighederne. Man kommer meget sjældent tæt på personernes følelser. Det gør man hos os, fordi her taler man med personerne one-on-one. Måske vil man alligevel her kunne se en menneskelighed i det, som sker«.

Filmforlæggets kerne er den rå skildring af herrernes seksuelle og voldelige overgreb.

SIGNAs performance-version er også meget kødelig.

Ingen close-up's
»Ja, det bliver eksplicit, men det bliver ikke close up. Jeg synes ikke, at det er så nødvendigt. Det er vigtigere at vise grusomheden og udnyttelsen end en penetration, men på den anden side mener jeg, at man skal kalde en spade for en spade og ikke være bange for det. Det handler om at vælge sin kameravinkel og dosere det. Ekstra Bladet har f.eks. allerede vinklet: Ok, de boller! Men det er sgu ikke det, det handler om. Det her er lige så meget et sexshow, som 'Salò' er en pornofilm«, pointerer Signa Köstler.

Magtens natur
Villa Salò er selv sagt opdelt meget strengt hierarkisk. Og det afspejler sig i de personlige gemakker. Husets masters og madames bor i værelser med indbyggede håndvaske, tykke mønstrede tapeter og store silkebetrukne senge i varierende bordelrigtige farver, udstyret med dufte og likører til at forsøde de herskendes tilværelse.

De bogstaveligt talt underliggende klasser har kun ét rum hver, hvor de må finde sig i at skulle sove, bade og for ungernes vedkommende også gå på toilettet.

Disse rum er langt mere simpelt indrettet med trepersoners køjesenge, et par stole og natpotter i hjørnet.

Baggrund som billedkunstnere
Hvert et rum i villaen er omhyggeligt indrettet, og de mindste detaljer er medtænkt.

At trioen bag SIGNA, Signa og Arthur Köstler samt Thomas Bo Nilsson alle har en baggrund i billedkunsten kan ses ved, at rummet er centralt i enhver relation og interaktion.

Det har det været i alle SIGNAs tidligere opsætninger, der ligesom 'Salò' meget ofte har kredset om magt og seksualitet, for magtstrukturer mellem mennesker har altid fascineret Signa Köstler.

»De er til stede overalt. De er oftest uudtalte, men alle mennesker agerer derefter. Og ofte er det interessant at undersøge sit eget ansvar i de roller, man indtager. Hvad er vores strategier i forhold til hinanden? Og hvad mener vi, at vi har ret til?«

Orgiesalen
Det er i Villa Salòs kælder, at husets herrer i særlig grad vil udøve deres selvbestaltede ret til at udnytte deres ansatte og opdrættede haremsunger.

Ned ad den smalle stejle trappe og ind i den blodrøde 'Hall of Orgies' skyller varmen én i ansigtet, og ligesom i resten af kælderen driver en fugtig lummerhed ned ad væggene. Her vil de fire herrer trone i deres guldstole, her vil der være daglige samlinger, hvor herrerne fra tid til anden vil hive deres ofre ind i de tilstødende 'Chamber of Debauchery', 'Chamber of Torture' og 'Ante Chamber of Hell' for at udleve deres overdrevne perverse fantasier. Netop overdrevet er et væsentligt element i både film og forestilling.

Replikken »All things are good when taken to excess« indleder nemlig Pasolinis film, og citatet er også det første, man møder på Villa Salòs hjemmeside.

»Arnold Schwarzenegger har sagt: »Start wide, expand further and never look back« – det handler om en fundamental grådighed, og det er det, Pasolinis citat refererer til. Vi har som sagt alle et ansvar, og spørgsmålet er så, hvad vi gør, når vi konfronteres med det. Forhåbentlig får vi folk til at tænke over det«.

Men hvis man kommer til Villa Salò for at blive ledt ud af konsumkulturens fordærvende klør og få indgydt håb om forandring, så kommer man forgæves.

»Pasolini sagde om håb, at »One should never hope for anything. Hope is a thing invented by politicians to keep the electorate happy«. Det er enormt trist, men også interessant. Vi mennesker finder på en eller anden måde altid noget at leve for indtil det sidste. I krig, på børnehjem, selv i Marc Dutroux' kælder finder man noget, der giver en lyst til at opleve næste dag«.

Og i forhold til som gæst at kunne forhindre de grusomheder, der foregår i den interaktive forestilling i Villa Salò, stiller hun heller ikke noget stort håb i sigte. Som hun siger:

»Det vil ikke være lettere at være helt herinde end ude i samfundet«.

DEBAT: Læs teatrets reaktioner på publikum - og publikums reaktion på teatret. Læserne: »'Ondskabens bordel' er jo bare teater«