Annonce
Scenen 30. jan. 2012 KL. 10.21 opdateret 31. jan. 2012 KL. 12.15

Danmarks næste teaterstjerne er netop droppet ud af folkeskolen

Vi har bedt 15-årige Nanna Finding Koppel, der debuterer som Ophelia i 'Hamlet', udfylde sin poesibog.

Scene-anmeldelser

Scenen The Tiger Lillies perform Hamlet

Dato 25. feb.-2. marts.
Adresse Østerfælled Torv 37, Kbh. Ø.
Entré 135-295 kr.
Sted Republique
WWW Www republique.dk

fakta

Navn: Nanna Finding Koppel

Alder: 15 år

Bopæl: Valby

Hårfarve: Brun

Øjenfarve: Grågrøn

Højde: 1,60

Vægt: 52 kg

Søskende: To søstre

Under prøverne kan jeg nogle gange glemme, at der er andre end mig og Morten Burian, der spiller Hamlet, i rummet. Vi forsvinder ind i en anden verden, lidt som når jeg går på line

Nanna Finding Koppel

Hvad er din hobby?

»Jeg har gået på line, siden jeg var syv år, og synes stadig, det er vildt sjovt. Du skal virkelig være koncentreret og gå ind i dig selv, og jeg synes, at det er dejligt at lukke alt andet ude og bare fokusere på én ting. Mine naboer har familiecirkusset Cirkus Panik, og jeg begyndte med at øve hjemme hos dem og har optrådt med dem mange gange. Mit nummer består i at gå baglæns, gå i knæ og at gå i spagat«.

Hvem er dit forbillede?

»Philippe Petit, der gik på line mellem World Trade Centers to tårne. Eller ... jeg ved ikke, om han er mit forbillede, for han er en rimelig spøjs mand, nok lidt manisk, og jeg kunne aldrig selv finde på at gøre det, han gjorde. Men at han satte sig et mål og lærte at gå på line for at kunne udleve sin drøm – og gjorde det uden sikkerhedsnet – det har jeg stor respekt for«.

Hvad vil du være, når du bliver stor?

»Skuespiller! Jeg kan rigtig godt lide at skabe en karakter. Det er spændende at sætte sig ind i, hvad andre mennesker tænker og gør, og en kæmpe udfordring at få karakteren til at være troværdig. Samtidig får man lov til at lege rundt. Under prøverne på forestillingen kan jeg nogle gange helt glemme, at der er andre end mig og Morten Burian, der spiller Hamlet, i rummet. Vi forsvinder ind i en anden verden, lidt som når jeg går på line«.

Hvad er dit yndlingstøj?

»Jeg elsker at klæde mig ud, og jeg kommer tit til at købe kjoler, parykker, skæg og hatte på loppemarkeder og i vintagebutikker, selv om jeg egentlig er ude for at købe almindeligt tøj. Så jeg har fire gange så meget klæd ud-tøj som almindeligt tøj, og når jeg er alene hjemme og keder mig, tager jeg noget af det på og opfinder karakterer, der gør sjove ting«.

leg.  Her øver den unge skuespiller sig i at balancere på forestillingens rekvisitter – iført røde roser og blå vindruer fra sin bugnende klæd ud-kasse.

Hvornår er du mest glad?

»På scenen. Jeg er for nylig droppet ud af skolen for at spille teater, men inden da havde jeg altid bare lyst til at blive liggende i sengen i stedet for at gå i skole. Men nu, når jeg vågner, har jeg rent faktisk lyst til at tage på arbejde. Det er megafedt!«.

Hvad er du bange for?

»I 'Hamlet' skal jeg gå på en sengekant i høje hæle, og jeg er lidt bange for at falde ned og slå mig. Så jeg øver mig hver dag for at blive helt sikker i det«.

Hvad er du mest stolt af?

»Mine forældre er virkelig seje. Jeg tror ikke, at det er alle forældre, der ville give deres datter lov til at droppe ud af 9. klasse for at lave teater. Men de blev glade på mine vegne, fordi de ved, hvor meget jeg vil det her, og kunne se, hvor stor en chance, det var«.

Hvad er din yndlingsfilm?

»Luc Bessons 'La femme Nikita'. Hovedpersonen er en ung pige, der er på grænsen til at være voksen – hun hører til både i børne- og voksenverdenen. Sådan kan jeg også have det. Den ene dag synes jeg, at det er hyggeligt at klæde mig ud og lege, og den anden dag har jeg mere lyst til at sidde og snakke om livet«.

Hvordan var din første gang?

»Jeg optrådte for første gang som otteårig med Cirkusset på Møn, hvor jeg skulle gå på line. Det havde regnet rigtig meget, så linen var blevet våd, og jeg var ret nervøs over at skulle gå på den. Også fordi jeg skulle gå baglæns. I dag ville linen gå mig til hoften, men fordi jeg var så lille, så den meget højere ud, så jeg kan huske, at folk var ret imponerede«.

Hvad er dit mest pinlige øjeblik?

»Jeg er ret god til at fortrænge de pinlige ting, men det var lidt mærkeligt, da vi fik taget pressebilleder til 'Hamlet', og jeg skulle hænge nøgen ind over Mortens ryg. Det var lidt vildt at stå der foran instruktør og fotografer, men på den anden side var det slet ikke ubehageligt, for folk var søde, og jeg er ikke så sart – vi er jo alle sammen nøgne under tøjet«.

Hvad laver du, når du er helt alene?

»Hvis ikke jeg er i gang med den store udklædning, ligger jeg i min seng og ser film på min computer. Det er altid film, der står på min ønskeliste. Den næste film, jeg gerne vil se, er Thomas Vinterbergs kortfilm 'Drengen, der gik baglæns', som min veninde har fortalt om. Den handler om en dreng, der mister sin bror, og fordi han gerne vil have, at alt skal blive godt som før, hvor hans bror levede, og hans forældre var glade, begynder han at gøre alting baglæns«.

Hvem er den lækreste mand?

»Han er lidt for gammel til mig, men Johnny Depp var meget lækker, dengang han var ung. Og så er modellen, der er med i Rihannas nye video, rimelig fråderen. Han er lidt mulat og ret lækker«.

Hvad drømmer du om?

»Om at kunne blive ved med at spille skuespil og få lov til at spille en masse forskellige roller. Og så håber jeg, at jeg bliver ved med at lytte til mig selv og gøre det, der gør mig glad. Og huske at blive ved med at lege og have det sjovt«.

Hvad er dit motto?

»Jeg stjæler min mors motto: If I can't dance, it's not my revolution. For hvis der er for mange løftede pegefingre og ikke plads til at have det sjovt og gøre det, der gør én glad, så er der sgu ikke så meget sjovt ved at være«.

Hvordan har du det lige nu?

»Jeg er virkelig glad for at være med i 'Hamlet' og har lært rigtig meget af at være her. Mine medspillere er meget mere erfarne end mig, så jeg har lært meget af at se på dem og blive inspireret af det. Tidligere har jeg spillet Katrine i børnefilmen 'Karla og Katrine', og det er meget anderledes at lave teater. På film kan du tage en scene om igen og igen. På teater skal det virke første gang. Det kan godt gøre mig lidt nervøs. Men det er jo første gang, jeg laver teater, så jeg forsøger at tage det i stiv arm – jeg kan jo kun gøre det, så godt jeg kan. Og så må jeg lære af mine fejl«.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu

Bedst lige nu