Annonce
Scenen 30. jan. 2012 KL. 20.00

Teaterredaktørens kommentar: Ind med de brogede kroppe, tak!

Politikens teaterredaktør Monna Dithmer roser den nye sæsons bud på, hvad et menneske kan være på scenen, men hun mener stadig, at det er et alt for begrænset omfang.

Scene-anmeldelser

Der er langt mellem dværgene i dansk teater.

Men som optakt til forårssæsonen er et kun 117 cm højt livstykke netop sprunget ind i ’Sex og Vold’ på Huset Teater, senere er det Østre Gasværk, det gælder. Et varsel om et broget forår for teatret, en mere mangfoldig skuespillerarena?

Når Sigrid Husjord er blevet stadig mere efterspurgt på scenen i de senere år – fra Hamlet-nar til Marylin Monroe, fra superhelt til luder – skyldes det ikke bare, at hun er en god skuespiller. I kraft af sin kortvækst har hun nærmest fået status som trofæ på scenen, en garant for at dansk teater er åbent for alle typer mennesker og kroppe.

LÆS OGSÅ Provo-instruktør leger med Friends

Den holder bare ikke. Tværtom. Når teatret aktuelt rykker ud med titler som ’Det normale liv’ og ’Next to Normal’, er kendsgerningerne over en kam, at der er uhyre snævre grænser for normaliteten. I hvert fald når det gælder de kroppe, der skal give liv til det hele.

Lutter elitenormale mennesker befolker scenen med mere end almindeligt pæne kroppe, ensartede i forhold til vægtklasse, hudfarve, højde og andet, der kunne stikke ud. Især kvinderne har det med at skulle holde sig på måtten. Stort set ingen vejer for meget eller tillader sig at se lidt skæve ud.

En beskæmmende ensartet bestand
Mændene har større råderum. Her vil man typisk pege på Nicolas Bro som en anden trofækunstner, der uagtet sit store korpus tilmed har kunnet spillet en klassisk forfører som Don Juan. Men han er på alle måder et unikum og en undtagelse. Tykke mænd havner som regel i den sjove afdeling, og har man mørk hudfarve, er man skabt til at indtage rollen som kioskejer.

Slående er det, når man gennemgår Dansk Skuespillerhåndbog – et salgskatalog med portrætter og personinfo – hvor beskæmmende ensartet en bestand vi har at gøre med. Er Shakespeares grundformel om, at teatret skal holde et spejl op for naturen, det rene oldævl i dagens teaterbusiness?

LÆS OGSÅ Fransk teaters slemme dreng gør comeback

Selvfølgelig er det stadig et holdbart argument, at forudsætningen for, at en skuespiller kan tjene som spejl for mangfoldige typer, netop er, at han/hun i udgangspunktet er mere neutral. Det gør det ikke mindst nemmere for en teaterdirektør at møblere om på sit ensemble.

Samtidig gælder det jo, at en god skuespiller kan lægge krop til selv de mest ekstreme typer. Her har teatret den fordel i forhold til filmgenrens stereotype krav om realisme, at publikum er med på, at det er et spil, i et kunst(igt) rum, hvor man kan tage en skummel næse på, og så er man forkrøblet skurk.

Nye typer kroppe
Men netop fordi en god skuespiller groft sagt kan forvandle sig til hvad som helst, skulle der ikke være noget til hinder for at lukke mere skæve kroppe ind i folden. I dag bliver der typisk spillet langt mere på de glidende overgange mellem den fiktive og den virkelige person.

Hele det materiale, en skuespiller har med sig, er i spil og er med til at bestemme de historier, der bliver fortalt. Så hvorfor ikke sikre sig en mere mangfoldig skuespillerbestand? Det giver nyt liv til foretagendet at invitere fremmedelementer indenfor.

Det har man med jævne mellemrum kunnet konstatere de seneste 10-15 år, hvor nye typer kroppe i skiftende bølger har gjort deres indtog på scenen. Der har eksempelvis været bølgen af autenticitetsdyrkende virkelighedsteater, hvor folk fra gaden skulle på scenen, typisk i form af outsidertyper.

Nye bud på, hvad et menneske kan være på scenen
Men man får åbenbart ikke uautoriserede eller provokerende anderledes kroppe ind på scenen helt uden slagsmål. En ’Hamlet’ på Det Kgl. med en Ophelia med Downs syndrom blev lagt ned i opløbet, og en ’Pretty Woman’ på Halmtorvet med ægte gadeludere vakte vild furore.

Mere stilfærdigt er det gået med strømmen af folk af anden etnisk herkomst og deres brogede kulturbagage, samt med queertyperne og deres neoburleske frodighed.

LÆS OGSÅ Optimismen spirer i det kriseramte danske teater

Nycirkusatleterne har tilsvarende været med til at udvide de menneskelige udtryksmuligheder på scenen, ligesom dukker (mandsstore marionetter, dyreoutfit m.m.) har sørget for at skabe et mere grotesk spillerum.

Alle disse nye bud på, hvad et menneske kan være på scenen, har også sat sig deres spor på det teater, vi kan se her i den nye sæson. Men i alt for begrænset omfang.

Jeg ser frem til et mere mangfoldigt forår for dansk teater. I lang tid fremover.

FACEBOOKBliv ven med Politiken

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu

Bedst lige nu