Rollen som Kino i 'Perlen' på ungdomsteateret Perron X, 1990

»Lang tid før jeg kom ind på teaterskolen, boede jeg i Helsingør med mine forældre. Jeg var 17 år og lige droppet ud af skolen efter 10. klasse. Så hørte jeg om Perron X, et kommunalt teaterprojekt for arbejdsløse unge, som jeg syntes passede godt til en som mig. Det viste sig hurtigt, det var et meget blandet miljø. Der var jo ligesindede, som brændte for skuespillet ligesom mig, men der var også de tunge arbejdsløse med misbrug og psykiske problemer.

»For mig blev det et totalt slaraffenland, og måske mest fordi vi havde en virkelig god lærer. Han åbnede op over for os unge og inviterede os med ind i en fantastisk verden. Fik mig til at forstå, at teater ikke bare var noget med at stå i posebukser og sige gammeldags replikker, men at man også kunne være ekspressiv, kreativ og anderledes. Det var ham, der gav mig modet til at turde blive skuespiller«.

»Ret hurtigt fik jeg hovedrollen som indianerdrengen Kino i stykket 'Perlen'. Jeg kan ikke huske replikkerne mere, men jeg har stadig et ar på overlæben fra en slåskamp om perlen til en gennemspilning, hvor jeg fik min medspillers knæ i hovedet. Det blødte helt vildt, men publikum troede selvfølgelig bare, det var meningen. Stykket havde en overdådig scenografi med 14 kubikmeter sand på en udendørsscene og var virkelig professionelt, i forhold til at det var et arbejdsløshedsprojekt«.

»Pludselig var teater ikke bare noget, vi legede. Det var rigtigt teater, og der blev også skrevet om det i de lokale aviser. Her fandt jeg et rum, hvor jeg kunne blive set og hørt og taget alvorligt. Jeg fik slået fast, at jeg ville være skuespiller, og jeg fandt ud af, at det var det, jeg var god til«.

Foto:  Peter Mydske.

Rollen som Hr. Samsa i ’Metamorfose’ på Teaterskolen, 2000
»Jeg kom ind på Statens Teaterskole som 25-årig i andet forsøg, men jeg havde egentlig håbet på at undgå det. Jeg tror, at jeg på det tidspunkt syntes, det ville være meget mere rock and roll ikke at have gået der ... Da jeg så kom ind, viste skolen sig at være en virkelig intens proces. Jeg havde ekstremt meget fokus på mig selv, mine følelser, mine behov og min egen udvikling i de år«.

»Et halvt år efter jeg startede, var der da også krisemøde i min klasse – en krise, der handlede om mig og min kammerat Søren Vejby. Altså, vi var ligesom krisen. I hvert fald i de andres øjne. Der var nogle, der syntes, vi fyldte for meget, og de følte sig kuede og undertrykte af os. I dag tror jeg mere, det handler om, at jeg er god til at tage mit rum, og det var der så nogle andre, der ikke var lige så gode til«.

»Men det var da ubehageligt at gå på et hold, hvor jeg ikke følte, jeg havde lov til at være mig selv. Hvis skuespillere kan noget som kunstnere, er det jo, fordi de viser nogle meget personlige sider af sig selv og dermed af alle andre. Hvis du ikke ved, hvem du selv er, kan du ikke spille rollen som en anden. Et par år efter krisemødet spillede jeg den autoritære far Hr. Samsa i Kafkas ’Metamorfose’«.

»Instruktøren havde et meget stramt koncept og en fast ramme, og i starten strittede jeg enormt meget imod det og følte, at det var for snærende til, at jeg kunne folde mig ud. Men da vi begyndte at spille, fandt jeg ud af, at hvis jeg bare lukkede øjnene og gjorde det, instruktøren bad mig om, kunne jeg finde frihed selv i et stramt koncept. Med den rolle gik det op for mig: Aha, teater handler jo også om at lave noget sammen med andre«

Foto:  Peter Mydske.

Rollen som Hesselhud i ’Guitaristerne’ på Mungo Park, 2005
»Den allerførste dag, vi havde prøver på stykket, blev vi sat til at lave en gennemspilning af en tekst, vi aldrig havde set før. Manuskriptet var ikke færdigskrevet, og vi havde kun 25 sider at gå ud fra. Det var nyt og enormt mærkeligt, men også sindssygt frisættende, fordi det fjernede fokus fra, at man skulle præstere. I stedet skulle man bare stille sig op og forsøge«.

»Det var meget anderledes, end de prøver, jeg havde været med til tidligere, hvor det handlede om at sidde omkring et bord og bare snakke, snakke, snakke om sin rolle, sådan: Gad vide, hvad der sker, hvis jeg går derover? Her var det: Ikke mere snak, op på gulvet, lav noget, og se, om det virker! Det er en metode, instruktøren Nikolaj Cederholm arbejder med«.

»Jeg havde selvfølgelig været inde og se hans teaterforestillinger på Dr. Dante, og da jeg så fik mulighed for at arbejde med ham og manuskriptforfatteren Line Knutzon, var jeg nødt til at sige ja. Den gruppe af mennesker, der spillede der i Allerød, havde en tilgang til arbejdet, som var ekstremt befriende. I modsætning til teaterskolen følte jeg her, at der var plads til, at jeg kunne være mig selv. Jeg kunne fylde alt det, jeg havde lyst til – for det gjorde de andre også«.

Foto:  Peter Mydske.

Rollen som Lars i tv-serien ’Album’, 2008
»Det særlige ved den her rolle var, at jeg vidste i rigtig god tid, at jeg skulle spille den. Jeg havde tid til at gro et kæmpe skæg og få langt hår og lange negle, både på hænder og fødder. Læste en masse om alkoholisme og satte mig ned på bænken på Enghave Plads og studerede dem, der sad der. Hvordan går de? Hvordan snakker de med hinanden? Hvordan er deres blik?«

»Jeg prøvede at finde en måde at være gammelfuld på. Nogle sad alene og var depressive med deres druk, mens andre sad og skræppede op ovre i hjørnet. Nogle ville kalde det method acting, selv om det nærmest er blevet et fyord, fordi folk tror, det handler om, at man skal have taget stoffer for at kunne spille narkoman. I virkeligheden handler det bare om at have god forberedelsestid, fordi jeg på den måde kan forme mig selv med hår, min mimik eller min krop«.

»Sådan et skæg giver for eksempel sindssygt meget. Hele ens mimik bliver anderledes, og der er nogle bevægelser, der kommer helt naturligt. Man rører ved det, det skal væk fra læberne, det klør. Man skal rette det ud. De bevægelser ville ikke opstå, hvis man fik klistret et skæg på. Jeg opdagede også hurtigt, at folk kiggede på mig på en helt anden måde, end de plejede. Under indspilningerne var jeg på vej til frokostpause, og på gaden mødte jeg en af mine venner«.

»Men da jeg hilste, veg han udenom – han troede, jeg var én, han ikke ville have noget med at gøre. Og det var også nogle helt andre piger end normalt, der lod øjnene hænge lidt længere ... Hvis jeg havde råd, ville jeg kun have ét job om året, for det giver helt utrolig meget til rollen, når man har så lang tid til den«.

Foto:  Peter Mydske.

Rollen som Karl, ’The Thing’ 2011
»Jeg har gået på seks forskellige skoler som barn. Mine forældre kunne ikke finde ud af at bo det samme sted ret længe ad gangen, og jeg nåede blandt andet at bo i Lundtofte, Virum, Ordrup, Snekkersten og Helsingør med dertilhørende skoleskift. Det betød, at der aldrig rigtig kom ro på familiedelen, da jeg voksede op. Og det er nok derfor, jeg stadig selv ved at definere mig som familiemand, far til to og som del af hele det forholdsvis stramme koncept en familie jo er«.

»Sidste år var jeg i udlandet otte måneder ud af tolv, blandt andet tre måneder i Canada, hvor jeg indspillede Hollywoodfilmen ’The Thing’. Det er den første amerikanske film, jeg er med i, og jeg spiller en læge på en polarbase, der bliver angrebet af rumvæsener. På en måde var det spændende at være med i en Hollywoodproduktion, hvor de har råd til at gøre, hvad de vil: De laver special effects, man spiller mod green screens, og der er et kæmpe visual effects-arbejde«.

»Men jeg havde svært ved at finde mit eget drive i det. Jeg havde ikke rigtig en fornemmelse af, at jeg blev set som menneske eller hørt som skuespiller. Herhjemme er jeg vant til, at folk lytter og tager skuespilleren alvorligt som kunstner, medskaber og medvirkende, men derovre havde jeg en fornemmelse af, at jeg egentlig bare skulle være lidt i billedet en gang imellem. Samtidig var jeg sindssygt meget væk hjemmefra«.

»Det var alt for meget og lige ved at knække min familie midt over. Det blev pludselig meget klart for mig, at hvis jeg skulle væk på den måde igen, så skulle det være for at lave noget, der var meget mere vigtigt. Og næste gang vil jeg have min familie med«.