I 1989 blev det første afsnit af serien ’Seinfeld’ sendt. Det handlede om betydningen af forskellige hilsner.

Det handlede om antallet af uknappede knapper på en skjorte (»Den anden knap afgør alt«). Det handlede om helt almindelige hverdagssituationer og helt almindelige mennesker – om alt og ingenting.

Serien skabte en ny strømning inden for komikken og inspirerede komikere og manuskriptforfattere i hele verden til at lave jokes om alt og ingenting – blandt andet i Danmark.

Her sad manuskriptforfatter John Stefan Olsen og så ’Seinfeld’ på VHS. Han var i gang med at skrive en af de første danske sitcoms og brugte serien som inspiration.

John Stefan Olsen, manuskriptforfatter på de danske sitcoms ’Hjem til fem’ og ’Madsen og Co.’: »Vi sad ude i Valby og skrev manuskript. Vi brugte enormt meget tid på at sætte os ind i genren og lod os meget inspirere af ’Seinfeld’. Men jeg kom nok til at skrive det mere revyagtigt. Sådan: Nu skal det være sjovt. Vi kendte jo slet ikke genren på det tidspunkt og troede, at hvis noget skulle være sjovt, skulle det være lidt hyggeligt og rundt og Olsen-banden-agtigt. Men de største sitcoms handler om at udleve alt det nedrige i menneskesindet. Egoisme. Nærighed. Kan jeg snyde min ven? Kan jeg være sammen med hans kæreste? Det er den slags, man laver sjov med i de bedste amerikanske sitcoms og specielt i ’Seinfeld’«.

»Jeg kan huske den her scene, hvor George skal giftes med sin kæreste. Han bryder sig ikke om hende og har prøvet at slippe ud af forholdet i længere tid, men alligevel er han blevet i det. I starten af afsnittet skal de så købe kuverter til bryllupsinvitationerne. George er som altid en fedterøv og vælger selvfølgelig de billigste kuverter, men de viser sig så senere at indeholde giftig lim. Da kæresten har sendt bryllupsinvitationerne ud, bliver hun syg og indlagt på hospitalet. De kommer alle sammen hen på hospitalet, og så kommer lægen ud og siger: »Hun er død«. »Er hun død?«, siger George. »Ja«, siger lægen. »Er de sikker?«. »Ja, selvfølgelig er jeg sikker«, siger lægen. Og han fortæller så, at hun er død af en forgiftning fra nogle kuverter med en særlig billig lim. Den scene er så grænseoverskridende. Man kan jo godt forestille sig en lettelse over, at nogen dør, men det er jo ikke tilladt. Og det er det uudsagte, man kommer til at grine af«.

Jerry Seinfeld er født og opvokset i New York. Efter college studerede han drama og kommunikation på City University of New York, hvor han begyndte at interessere sig for at optræde.

Senere begyndte han at optræde på barerne i New York. Ofte uden betaling. I slutningen af 1970’erne blev han af den kendte komiker Rodney Dangerfield hyret til at optræde på landsdækkende tv, hvilket førte til en birolle i komedieserien ’Benson’, hvor Jerry Seinfeld spillede en talentløs komiker. Efter fire afsnit blev han fyret.

LÆS OGSÅCasper Christensen varmer op for sit store idol

Han fortsatte med at optræde som komiker og fik i 1981 et slags gennembrud, da han var med i USA’s største talkshow, ’The Tonight Show’ med Johnny Carson.

Den kun seks minutter lange, men vellykkede optræden om blandt andet schweizerknive og verdens fedeste mand blev set af millioner af seere og blev begyndelsen på en næsten ti år lang række af optrædener.

I Danmark kendte de færreste Seinfeld på det tidspunkt, men i begyndelsen af 1990’erne begyndte han at blive kendt herhjemme.

Jacob Tingleff, komiker: »Jeg kan huske, at jeg gik ned i Rostrup Bogmarked på gågaden i Herning og bestilte hans bog. Det var som at kigge ind i troldmandens værksted. Jeg var meget inspireret af den måde, han bygger en joke op på. Han giver sig god tid og er ikke bange for pauser. På det tidspunkt havde komikere ofte en frygt for lange passager uden grin og i særdeleshed for pauser. Seinfeld brugte mere tid på historien. Det kunne jeg enormt godt lide. En af hans bedste er den med de olympiske lege. Den er lidt lang. Men det, han siger, er:

»OL er en af mine yndlingssportsbegivenheder, selv om jeg har et problem med sølvmedaljen. Hvis man tænker over det: Når man vinder guld, er man glad. Når man vinder bronze, tænker man: I det mindste fik jeg da noget. Men når man vinder sølv er det lidt sådan: Tillykke ... du vandt næsten. Du kom først i gruppen af tabere. Du er den største taber«.

Han bygger på og bygger på i stedet for at lukke den efter den første pointe: »Du kom først i gruppen af tabere«. Man ender med at grine af den samme joke tre eller fire gange. Med Seinfeld og hans generation får jeg øjnene op for den moderne komiker, som fortæller historier og formidler sit syn på verden gennem sine egne observationer, i modsætning til den gammeldags form for komiker, som står og fortæller oneliners«.

»Sådan noget ville jeg også lave, så jeg satte mig ned for at skrive. Det var noget med folkeskolen. Noget med, at man lærer, at man ikke skal ryge, men det første, man skal lave i formning, er et askebæger. Så tænkte jeg: Hvordan kommer man videre fra det? Jeg byggede videre på noget om folkeskolen, men endte hele tiden med at snakke om nogle andre fag eller noget om at cykle til skole. Jeg kunne ikke udvide det ene emne og opdagede, hvor svært det egentlig var at lave den slags«.

I 1980’erne optrådte Jerry Seinfeld som komiker på barer og i tv. Efter den vellykkede optræden i ’The Tonight Show’ blev han inviteret til at komme tilbage mere end 25 gange og til at optræde i ’Late Night’ med David Letterman.

I en lang periode turnerede han i talkshow og på scener overalt i USA. Med op mod 300 show om året. Han blev kåret som den sjoveste stand-up-komiker i USA i 1988 og interviewet af blandt andet Playboy og Time Magazine, som skrev om hans »tilbagelænede observationer af den moderne tilværelses trivialiteter«.

Selv om hans vittigheder om store popcornbægre (»jeg har ikke brug for så meget isoleringsmateriale«) og andre ligegyldigheder ifølge Los Angeles Times var »banale« og »tomme, og selv om han på nogle punkter var mere konservativ end Eddie Murphy og Steve Martin, var han ifølge bogen ’Seinfeld: Much Ado About Nothing’ godt på vej til at blive »den komiske talsmand for sin generation og tid«.

En talsmand, som blandt andre den danske komiker Sebastian Dorset stadig lytter til.

Sebastian Dorset, komiker: »Jeg holder af mange af hans ting, men især den her joke fra greatest hits-showet ’I’m telling you for the last time’, hvor han fortæller om heste. Det starter med, at han er ude at ride i noget sommerland og har fået en gammel hest, der er så svajrygget, at han næsten kan nå jorden med benene. På et tidspunkt, hvor den stopper op, prøver han at give den en hæl i siden. Men den vender sig bare om med sit lange hestehoved og kigger på ham: Hør her! Jeg har været her i tyve år og kender vejen. Du skal ikke komme for godt i gang. Seinfeld er virkelig god til at spille hest. Han laver et lille drej i halsen og de der udspillede øjne«.

»Men det er så hans overgang til at tale om væddeløbsheste og om, hvordan rytterne råber og sætter sporene i siden på deres heste. Hestene må jo undre sig, siger han. Når de er løbet en gang rundt på banen og kommer frem til målstregen. De var der jo i forvejen. Hvad skulle det til for? Han er helt oppe i falset: »We were just here!«. Jeg kan bare ikke slippe det billede af den her forvirrede hest, der kigger til alle sider og registrerer: Vi var her før. Hvorfor skulle vi løbe? Vi var her jo. Lidt barnligt og krænket«.

LÆS OGSÅSeinfeld lægger personlige grin på nettet

»Seinfeld er utrolig god til at sætte sit intellektuelle blik på en ting og sige: »O.k. Hvad foregår der til et hestevæddeløb?«. Så går han ind i bestanddelene og spiller dem. Jeg kunne så godt lide hans hestejoke, at jeg besluttede mig for også at lave noget om heste. Jeg tænkte: O.k., hvad er ikke dækket af Seinfeld om heste? – og så kom jeg på at lave noget om heste i firspand. Jeg beskrev den triste skæbne det må være at være den hest, der går bagerst altid og tilbringer sit liv med at kigge ind i numsen på en anden hest. Der må være noget bitterhed: »Hvis du en gang til skider på mine forben, ender du som vallak«. Man kan selvfølgelig ikke bruge den samme formulering eller pointe. Men selve emnet heste kan man vel ikke påberåbe sig? Man kan heller ikke gå hen til en maler, der maler åkander, og sige, at det er en kopi af Monet. Det handler jo om, hvad man gør med de åkander«.

I slutningen af 1980’erne skrev Jerry Seinfeld sammen med sin ven Larry David et manuskript til en komedieserie.

Serien hed ’The Seinfeld Chronicles’ og handlede om komikeren Jerry Seinfeld og hans oplevelser sammen med en lille gruppe venner, som byggede på Jerry Seinfelds eget liv og hans omgangskreds. Men.

»Det er ikke specielt underholdende at se to fyre stå og snakke på et møntvaskeri«, mente en blandt testpublikum efter at have set det første afsnit.

NBC producerede – trods det kritiske testpublikum – de første afsnit. I starten var seertallene lave og truede seriens overlevelse, men det ændrede sig, da serien blev flyttet til torsdag aften. Lige efter den populære ’Sams bar’. I årene fremover voksede antallet af seere til omkring 20 millioner. Og Jerry Seinfeld blev mere kendt som skuespiller og manuskriptforfatter end som komiker.

Lars Bukdahl, litteraturanmelder på Weekendavisen: »Seinfeld er som manuskriptforfatter meget mere original end som stand-up-komiker. Han har funny bones og er teknisk set en fremragende mainstream stand-up-komiker, men han går ikke ud over den etablerede form og er ikke nyskabende som Steve Martin eller Eddie Murphy i gamle dage. Som manuskriptforfatter er han vanvittig god til den der dissektion af det små i hverdagen og til at få den gjort vittigt og absurd«.

»Jeg kan især godt lide den her episode, hvor Kramer har fundet kulissen fra et amerikansk talkshow fra 1970’erne og indrettet sin lejlighed som talkshowet. Det ligner et typisk talkshow fra 1970’erne i brunorange farver. Lidt kitschet. Der er en stol til værten og et blinkende skilt med teksten ’The Merv Griffin Show’. I scenen kommer de andre personer så ind i Kramers lejlighed uden at vide noget om talkshowet. Kramer beder dem om at sætte sig i stolene og begynder at konversere talkshowagtigt med dem. Det er noget af det mest fantastiske. Han sidder og spørger dem om alt muligt og insisterer i det hele taget på at køre det som et rigtigt talkshow. På et tidspunkt holder han reklamepause. Så drikker han en diet coke og spiser nogle chips. Og efter pausen vender han så tilbage til gæsterne«.

»Det er bare ekstremt sjovt. Hans forsøg på at køre det som et rigtigt talkshow. Pausen skal med og alt muligt. Samtidig viser det, at serien på det tidspunkt er så veletableret, at den pludselig kan forvandle sig til en anden serie. Det er rent show off«.

LÆS OGSÅTo stavefejl i Seinfeld-stjernes navn på Walk of Fame

Serien ’Seinfeld’ var 1990’ernes mest sete komedieserie. Den kørte i ni sæsoner og var i to år det mest sete program i USA, foran blandt andet ’60 Minutes’ og ’Rosanne’.

Det sidste af i alt 180 afsnit blev vist i 1998 og havde 76 millioner seere, kun overgået af ’Sams bar’ og ’M*A*S*H’.

På den måde blev ’Seinfeld’ for 1990’erne, hvad de to andre serier var for 1970’erne og 1980’erne. Men samtidig noget helt andet.

Michael Skovmand, lektor i engelsk ved Aarhus Universitet: »’Seinfeld’ blev opfattet som et nybrud i forhold til den amerikanske tradition for komedieserier. Den bryder med en lang tradition, hvor serier som for eksempel ’Sams bar’ og ’Blomsterbørns børn’ typisk har været en blanding af satire og sentimentalitet, og hvor man har de her tårevædede afslutningsscener med skuespillere, som omfavner hinanden og siger tak og så videre. Amerikanerne elsker moraler. Der skal både være learning og hugging. Seinfeld gør det anderledes og har jo netop det her motto: No hugging, no learning«.

»Et godt eksempel er det sidste afsnit, hvor Jerry og hans venner bliver arresteret og stillet for retten, hvor de bliver anklaget af alle de mennesker, som de har krænket i løbet af seriens ni år. Det bliver en form for rekapitulering af de sidste ni år. Det ender med, at de får en dom på et år, fordi de har været egoistiske og ikke har vist samfundssind. De sidder der i fængselscellen alle fire og snakker sammen. Men der er slet ikke nogen form for learning eller fortrydelse. En af de sidste kommentarer er fra Elaine, som nægter at tage orange fangedragt på, fordi farven ikke passer til hende. Det interessante i forhold til andre slutepisoder, for eksempel i ’Blomsterbørns børn’, er, at der ikke er nogen form for sentimentalitet. Det er noget nyt i komedieserier og kommer helt tydeligt fra stand-up-traditionen, hvor man netop ikke går ind og glatter ud til sidst eller på nogen måder kommer med en form for opbyggelighed«.

Jerry Seinfeld blev tilbudt mere end 110 millioner dollar for at lave endnu en sæson af serien.

Men han takkede nej. I stedet genoptog han sin karriere som stand-up-komiker, først med en samling af greatest hits i showet ’I’m telling you for the last time’ og senere med nyt materiale.

Han skrev manuskript til filmen ’Bee Movie’ og var hovedperson i dokumentaren ’Comedian’ om sig selv og sin karriere.

Han har sammen med Larry David solgt genudgivelsesrettighederne til ’Seinfeld’ for mere end 2 milliarder kroner og har ud over sin pension sikret sig et større antal Porscher og Billy Joels hus. Nu er han på turne i Europa.

Spørgsmålet er, om, og i så fald hvordan, Jerry Seinfeld og hans serie vil blive husket.

Clement Kjærsgaard, tv-vært: »’Seinfeld’ vil blive husket. Men man vil ikke se tilbage på 100 episoder af den og sige: Det var fantastisk. I modsætning til en serie som ’Venner’, der om fem år vil stå tilbage som et tidsbillede. ’Seinfeld’ vil blive husket for sit greb – og de greb var revolutionerende og dagsordensættende på en måde, som ’Venner’ aldrig var. Det er det der med at lave et show om ingenting. Nøglescenen i hele serien er den her scene, hvor Jerry og George er til møde på den amerikanske tv-station NBC. Jerry er blevet opfordret til at komme med en pitch til et nyt tv-program, og nu er han så sammen med George taget hen til NBC for at fremlægge ideen. Men de ikke har nogen idé. Og så sidder de så over for de her folk fra NBC«.

»George siger:

»Jeg kan opsummere programmet med ét ord: ingenting«.

»Ingenting?«, siger en af dem fra NBC.

»Ingenting«, svarer George.

»Hvad betyder det?«.

»Det er programmet. Programmet handler om ingenting«.

»Men hvorfor skulle nogen se programmet, hvis det handler om ingenting«.

Så læner George sig lidt frem.

»Fordi det er i fjernsynet«, siger han«.

»Den scene handler om lige præcis det, serien handler om. A show about nothing. ’Seinfeld’ handler jo om, hvornår man har været venner længe nok til at hjælpe sine venner med at flytte? Hvad skal jeg stille op med mine forældre? Hvad skal jeg stille op med min kæreste? Hvad skal jeg stille op med sådan og sådan? Så fremhæver den dem i en eller anden form for absurditet. Det kan være underholdende. Man tænker: Det var da absurd, eller det var da pudsigt. Men i det øjeblik man knækker koden for, hvordan serien er bygget op, mister den noget flyvehøjde. Så var det måske heller ikke sjovere«.