Villa Saló ligger gemt bag høje hække.

Næsten intet lys trænger ud på den tilgroede havegang, og huset virker livløst. Dørklokkens lyd skærer igennem den stille, klassiske musik, der fylder mørket.

Villa Salò
Men liv er her. For døren bliver åbnet af en militær-klædt mand med maskingevær – en såkaldt 'Fucker'. Husets Fuckers er vagter for Villa Salòs fire Masters, som er øverst i hierarkiet. Under dem hører fire Madames, The Fuckers, en stor flok tjenestepiger og - allernederst - 12 børn. Og som publikum er man gæst af en udvalgt gruppe.

Efter en velkomst i salonen, hvor gæsterne får at vide, at man kun må tale engelsk eller tysk i huset, leder beboerne sine hold af gæster rundt i huset.

Et barn fører en lille flok på fire ovenpå mod børneværelserne. Halvvejs oppe af trappen står en habitklædt herre med fuldskæg. Han fanger en gæsts øjne og stirrer autoritært på hende. Hun slår blikket ned.

Han er en Master. Øverst i hierarkiet, og efter kun ti minutter i villaen, indgyder han gæsterne respekt og ubehag.

TV Tag del i sex, vold og ydmygelser på Østerbro

DEBAT Læserne: »'Ondskabens bordel' er jo bare teater«

Rigtige piskeslag
Inde på børneværelset spiller to børn i undertøj spillet Ping Pong. Gæsterne sidder på de slidte hospitalssenge, mens de lytter til børnenes små-skænderi:

»I’ll beat you, I will!«

»No, I’m much better than you«.

»The winner can slap the loser five times, then«.

De spiller færdig, og vinderen stikker taberen fem syngende lussinger.

En Master stikker hovedet ind i børneværelset og får øje på en træt, udeltagende gæst , der hænger op ad væggen og hviler hovedet på hånden.

Han er henne ved hende i to skridt og spørger:

»Did someone hit you?«

Ingen har slået hende, hun er bare træt, men inden hun når at svare, hvisker et af børnene:

»It was Tonino who did it«, og smiler ondskabsfuldt.

Masteren trækker en lang pisk frem fra siden og lader slagene regne ned over en dreng i lange underbukser. Pisken suser gennem luften, og der tegner sig tydelige striber over hans hvide hud.

Senere på aftenen taler gruppen af gæster om episoden. Katrine Westphall, der sad lige ved siden af barnet, siger vantro:

»Han piskede ham virkelig. Det var rigtige slag!«

LÆS ARTIKEL Chokteater: Passivt publikum er skræmmende

LÆS ARTIKEL Chokteater er et råb om med-menneskelighed

Udfritning
Katrine Westphall er på besøg i Villa Salò sammen med sine venner Kuna Rasmussen og Andreas Juul Pedersen.

De tre venner har med vilje ikke læst alt for meget om teaterstykket, for de ville have mest muligt ud af oplevelsen. Og de er fascinerede og frastødte på samme tid.

»Jeg tror, det hurtigt blev fedt for os, fordi vi snakkede med børnene«, siger Kuna Rasmussen.

»Vi opdagede hurtigt, at det var fedt at udfritte dem, for de havde altid et svar«.

Og det er netop også meningen med Villa Salò. Gæsterne er velkomne til at føre samtaler med skuespillerne og spørge dem om, hvad der foregår i huset. De bliver i deres roller og svarer ifølge deres egen logik og stiller selv spørgsmål.

»Der var en dreng, der spurgte mig, hvorfor jeg smilede«, siger Katrine Westphall.

»Jeg svarede, at sådan var jeg bare, og så kiggede han bare på mig og sagde, at jeg ikke ville smile, hvis jeg skulle æde lort ligesom ham«.

Menneskemøbler
Efter scenariet i børneværelset, går den lille gruppe gæster videre til et stort herreværelse med gyldne møbler og dyreprint.

De tre venner sætter sig i sofaen overfor endnu en master. The President. Det er hans soveværelse.

Han sidder tilbagelænet i sin sofa og smiler veltilfreds til de mange gæster, der er samlet langs væggene og på sengen. Der er et lille glasbord foran ham, men hans ben hviler mageligt over ryggen på et barn, der ligger krøllet sammen på gulvet.

The President kniber øjnene sammen og henvender sig til Katrine Westphall, der sidder ham nærmest:

»Would you like to rest your feet?«, spørger han, og svipper med hånden mod sin levende fodskammel.

Katrine Westphalls øjne flakker mellem ham, hendes venner og barnet, inden hun kort svarer nej tak.

»Why not?«, spørger The President afslappet, og så er der stille lidt.

The President løfter benene og sparker barnet i siden, så det vælter om på siden med et støn.

»Why not?«, gentager han. Ikke vredt, bare uforstående

»It’s comfortable«.

Katrine Westphall prøver at forklare, at hun ikke kan bruge et andet menneske som et møbel, og The President lytter og kommer så med sine egne argumenter for, hvorfor det lige præcis er det, man kan. Hvis man har lyst. Katrine Westphall kommer til kort.

Imens er barnet begyndt at røre på sig. Det snor og maser sig lige så stille ind mellem først bordben, så gæsternes sko. Hun rejser sig bag en gæst i nærheden af døren og hvisker:

»Please stay where you are, so he will not see me leaving«.

»Jeg var lige ved at gore det«
Det, der skete i The Presidents rum, kendetegner et besøg i Villa Salò. Skuespillernes logiske argumentation for, hvad de foretager sig virker gennemtænkt. Så gennemtænkt, at det fanger gæsterne på det forkerte ben.

»Det var sådan rigtig ubehageligt, da han bad mig bruge barnet som skammel«, siger Kathrine Westphall.

»For jeg var lige ved at gøre det. Jeg svarede ham jo, at jeg ikke havde det godt med det, men jeg kunne ikke forklare hvorfor«.

Kælderkoncert
Børnene i Villa Salò har flere formål end at underkaste sig piskeslag eller agere skamler.

Sidst på aftenen bliver de fleste gæster samlet i kælderens orgierum. Et stort, blodrødt lokale med trone, velourmadrasser og klaver.

Børnene musicerer på klaver, violin og trompet, og da de går i gang, suppleres de af et smerteligt og smukt firestemmigt kor.

The President går langsomt langs rækken af optrædende børn. En efter en flår han dem rundt, så de har ryggen til publikum og trækker deres bomulds-undertøj ned under ballerne på dem. Ingen af dem falder ud af takt.

Da han har afsluttet rækken vender han tilbage til den spinkle pige ved klaveret. Han tager omhyggeligt sine egne bukser ned og stiller sig til rette bag hende med knæene mod klaverskamlen. Han griber fat om hendes hofter, og det giver et klask, da han støder mod hendes baller. En forpint lyd undslipper hende, men hun spiller videre.

Kvalmende ligegyldighed
Lidt efter kl. 23 forlader Katrine Westphall, Kuna Rasmussen og Andreas Juul Pedersen Villa Salò.

Ude i den frostklare nat samler de sig under en gadelygte og fordøjer oplevelsen. De har været der i godt fem timer.

Andreas Juul Pedersen holder om sin albue og har en knyttet hånd oppe for munden.

»Det var vildt grænseoverskridende«, siger han.

»Alle de vildt sindsyge ting bliver kastet lige i hovedet på en. Det de gjorde og sagde. Og jeg var ikke i stand til at formulere et modsvar«.

Andreas Juul Pedersen er den af de tre venner, der er mest påvirket af forestillingen.

Kuna Rasmussen og Katrine Westphall siger, at de ikke havde for svært ved at distancere sig fra uhyggelighederne, fordi det jo ikke var virkelighed.

»Jeg synes, det var en fantastisk oplevelse. Det virkelig imponerende var, at det var så helstøbt. Derfor ramte det mig«, siger Kuna Rasmussen.

»Det var bare frustrerende og vanvittigt«, siger Andreas Juul Pedersen.

»Men jeg var imponeret over, hvor stor en effekt det havde på mig«.