Det er ikke andet end pjat og pjank. Charme og champagne. Pastakomik og en ordentlig familiepizza som happy end.

Alligevel har Det Kongelige Teater valgt helt rigtigt med sæsonens sidste operapremiere, der lader Rossinis sommerfarce om ’Tyrken i Italien’ genopstå som feriepostkort fra nogle overraskende frivole 1950’ere.

Serveret på sølvfad
I en scenografi af enkle gule og blå flader garneret med strandparasoller, badebolde og pastelfarvede scootere vandrer forfatteren med den hvide hat rundt og gør notater til den opera, han vil skrive.

De siger jo, virkeligheden overgår fantasien, og sandelig om ikke outsideren i det hvide sommertøj har heldet med sig.

Han får det hele serveret på et sølvfad af de andre medvirkende. Mozartsopranen Henriette Bonde-Hansen springer ud i en sand triumf af et koloraturparti som den utro hustru Donna Fiorilla, der ikke kan se en tyrkisk playboy gå i land uden straks at mærke en sød kilden i underlivet.

»Jeg kan egentlig godt lide tyrkere«, konkluderer hun for sig selv, mens Tigran Martirossians bredskuldrede tyrkerbasse sænker landgangen. Og så går slaget ellers sin gang.

Maskerede bjørnebandesigøjnere
De to elsker i den jaloux ægtemands seng til akkompagnement af Vesuv i fuldt udbrud, og det er kun den mest usandsynlige række af dybt utroværdige hændelser, der bringer Fiorilla og hendes hårdtprøvede husbond tilbage i hinandens arme.

Herunder det forhold, at en af forestillingens maskerede bjørnebandesigøjnere viser sig at være tyrkens gamle haremsflamme Zaida, og så bliver det dem, der stiller op sammen på det afsluttende, lykkelige gruppebillede i det gule strandsand foran det blå Middelhav.

Det hele ville vel være spild af en aften, hvis ikke lige det var, fordi den unge Rossini har ødslet noget af sin mest sprudlende musik på løjerne. Det bobler af champagne og knaser af isvafler.

Ikke mindst når Giancarlo Andretta dirigerer.

Viril tyrker med pistol
Med en stilfornemmelse, der rækker til det yderste bløde af fingerspidserne og med en fin omhu for kalibrering får han de mange vittige ensembler og komiske kor til at fungere som gennemsigtigt hvidt badetøj.

Man spærrer både øjne og ører op og lader sig mere end villigt føre med Rossinis bølger i land på den italienske kyst, hvor en viril tyrker hurtigt får brug for at trække automatpistolen.

Mezzosopranen Andrea Pellegrini sidder lige i øjet som den stolte Zaida, Palle Knudsens forfatter er fremragende, og kun tenoren Bo Kristian Jensen kæmper lidt med de utaknemmelige højdeklatrerier i sit parti.

Tak for Alessandro
Men selv om Henriette Bonde-Hansen er helt fantastisk velsyngende og forførende som den utro unge hustru, så er det indforskrivningen af den italienske Rossinibas Alessandro Corbelli, der løfter komikken til sublime højder.

Med puder på maven og hår, der stritter i tindingerne, er manden ikke bare med til at trække det sanglige niveau derop, hvor Rossini kræver det. Han er også mand for den perlerække af alt andet end fladpandet komiske optrin, som giver forestillingen klasse.

11. og 13. juni erstattes han af Nikolai Didenko, og ikke for at sige et grimt ord om ham, men se forestillingen med Corbelli. Han kan ikke erstattes.

Lånt i Covent Garden
Opsætningen er lånt fra Royal Opera House, Covent Garden i London, der havde den for fire år siden med Cecilia Bartoli og Alessandro Corbelli i hovedrollerne og med Adam Fischer som dirigent. Bartoli har vi lige haft.

Nu har vi Covent Gardens Rossini-hit, og tak for det!