Facaden - robust respekt for byens tårne
Dér, hvor Frederiksstaden møder verdenshavet.

Sådan har arkitekt Lene Tranberg beskrevet byggegrunden, hvor det nye Skuespilhus er placeret. Og det er helt tydeligt, at placeringen i havnen har haft indflydelse på husets udseende.

Med sin bastante teglstenmur er Skuespilhuset en moderne fortolkning af havnens omkringliggende pakhuse, som nu huser Admiral Hotel, boliger på Holmen og Gammel Dok på Nordatlantens Brygge.

»Mursten symboliserer robusthed og understreger, at muren bærer noget, nemlig hele tredje sal, der med sin glasstruktur nærmest svæver over bygningen«, forklarer arkitekt Jens Øblom fra Lundgaard & Tranberg, der har tegnet huset.

»Vinduespartierne er placeret dybt inde i murfacaden. Derved får muren endnu mere tyngde, fordi man tydeligt kan se, hvor tyk den er«.

På facaden er de vandrette linjer understreget, idet man har valgt nogle mursten, der er meget længere og smallere end normalt.

Fugen på langs ligger forsænket inde i muren, mens den på tværs holder samme niveau som murstenene, hvilket understreger de vandrette linjer i murværket.

På tredje sal er det derimod de lodrette linjer, der dominerer, og vinduerne ligger som en lang glasmosaik af grønlige farver.

Allerøverst troner det kobberrøde scenetårn.

»Materialet er brugt i respekt for byens tårne. København kaldes for 'byen med de smukke tårne', og overalt i det indre København støder man på tårne af kobber, som i dag er irgrønne«, fortæller Jens Øblom.

Farverne - inspireret af kobber
Når man kommer tæt på teglstenmuren, kan man se, at den indeholder et hav af farver, der spænder fra grå, gul, grøn til lilla, blå og brunlige nuancer.

»Farverne på teglet skal kunne gå i spænd med kobberet, selv når kobberet ændrer farve og på et tidspunkt bliver brunt, næsten sort og til sidst helt irgrønt«, siger Jens Øblom.

Grøn er også farven på vinduesfrisen på tredje sal. For at slippe for et trist kontorbygnings-look, som man ser det i mange nye glas-bygninger i dag, er vinduerne farvet i tre grønne nuancer i et irregulært mønster.

Lyset - Stjernehimmel og dæmpede lyslianer
Så snart man træder ind, skal øjnene vænnes fra det blændende lys fra vand og havn til den dunkle belysning indenfor.

»Det er helt bevidst, for som publikum skal man forberede sig på, at man skal i teatret, og publikumsområderne er tænkt som en mental pause, inden magien og illusionen begynder«, fortæller Øblom.

I foyeren er lyssætningen en vrimmel af lange snoede ledninger med en lille lampe for hver ende, som danner en lavt hængende stjernehimmel. 'Lian-lys' har arkitekterne døbt dem.

Jo længere ind i rummet man kommer, des tættere bliver vrimlen af de små lysende øjne på stilke. Om aftenen vil de være helt dæmpede, så man slipper for spejlbilledet af sig selv i vinduerne, men derimod kan iagttage lyset fra havnen og de forbipasserende både.

Man har så vidt muligt forsøgt at forbinde havnen og vandet udenfor med husets indre. For eksempel ved at skabe maksimalt udsyn.

»Ruderne i det store vinduesparti indeholder langt mindre jern end normale ruder, hvilket gør dem mere klare og giver et bedre udsyn ud over havnen. Samtidig kan man i dagslys let se indenfor, blandt andet på grund af et indendørs ovenlys, der lyser teglstenmuren op«, forklarer Jens Øblom.

Mellem vandet og Skuespilhuset snor en promenade beklædt med træ sig. Træsorten er eg, ligesom traditionelle skibsplanker, og det rustikke trægulv fortsætter indenfor i husets glasfoyer og skaber en naturlig overgang mellem havneforløbet og huset.

Teglstenmuren - Specialdesignet grotte af engelsk ler
Indenfor fortsætter teglstenmuren og giver rummet et grottelignende udtryk.

Stenene til muren er special-designede og håndlavede af Petersen Tegl i Sønderjylland, som har måttet eksperimentere med både materialer og brænding og sendt adskillige prøver til København, før det lykkedes at ramme præcis den sten, arkitektfirmaet ønskede.

Resultatet blev forskelligartede, rustikke og sandede mursten. Nogle af dem er ligefrem skæve, med store strittende ujævnheder, der ligner åbenlyse fejl.

»Det skyldes, at murstenene stables og brændes ved så høj varme, at leret når at smelte en lille smule, og derved vokser stenene lidt sammen og 'smitter af' på hinanden«, forklarer Jens Øblom.

Sandresterne stammer også fra brændingen, hvor man stryger sand på stenene, for at holde stenene adskilt – som når man stryger mel på bagværk.

»Ikke bare deres farve, men også deres mål er anderledes end de traditionelle røde og gule mursten, vi kender så godt i Danmark. Disse mursten er nemlig meget lange og lave. Deres mål er dog tilpasset traditionelle danske måletraditioner, således at de stadig følger nogle overordnede måleenheder. Leret, der er brugt til stenene, er fra England, da engelsk ler kan tåle at blive brændt ved meget høje temperaturer«.

Også forbandtkoderne – det vil sige murværkets grundmønster – er specielle, idet arkitekterne har ønsket at sløre mønstervirkningen og i stedet fremhæve de vandrette linjer.

Mønstret er så kompliceret, at en gruppe murermestre, som Jens Øblom inviterede til at se huset, ikke kunne gennemskue det. Der er gjort ved, at mønsteret først gentager det er så kompliceret, at en gruppe murermestre, som Jens Øblom inviterede til at se huset, ikke kunne gennemskue det.

Mønsteret gentager først sig selv efter 22 rækker mursten i højden og efter 4,5 meter i bredden. Det gav nogle ganske særlige udfordringer for murerne, der lavede muren.

»De måtte stå med en tegning over forbandtet, og efterhånden som de murede, stregede de en række mursten på tegningen ud«, siger Jens Øblom.

Interiør - magiske toiletter
En vigtig tanke bag det nye Skuespilhus er den visuelle kontakt mellem publikumsområder og personaleområder. Fra personaleindgangen i Kvæsthusgade kan man spejde gennem en lang gang, tværs gennem huset, ud i publikumsfoyeren og videre ud i havnen.

Selv på toiletterne er der teatermagi i luften. Rundt om hvert spejl sidder en perlerække af elpærer, så man et øjeblik tror, man er faret vild og gået ind i Ghita Nørbys garderobe.

Gulvet glinser af sølvstøv. »Det er egentlig en simpel gulvløsning«, siger Jens Øblom, »for det er et Epoxy-gulv – et kunstmateriale – der er strøet med sølvglimmer«.

De samme pærerækker af lys rundt om spejlene finder man i solistgarderoberne, som ligger på tredje sal, østvendt og med panoramavinduer direkte ud til vandet.

En trappe går ned til vinduet, og en lille repos med en madras sikrer, at solisterne kan hvile sig mellem prøverne – og samtidig føle, at de ligger og vugger i vandskorpen.

Formen - rund og perfekt efterklang
For at finde inspiration til salens udformning har arkitekterne været på studieture med teatret og har ladet sig inspirere af blandt andet Shakespeares runde teatersale, de italienske renæssanceteatre og det antikke amfiteater.

Resultatet er blevet en helt rund teatersal, og ikke en oval, som man kender det fra for eksempel operasale.

Fordelen ved den runde sal er, at alle tilskuere sidder tæt på skuespillerne og dermed kan se deres ansigtsudtryk og let kan høre, selv når skuespilleren hvisker fra scenen.

To akustikere har arbejdet med lyden i den store sal, de har regnet og regnet og undervejs bygget en kæmpemæssig model af rummet for at skabe den perfekte efterklang. Og det er lykkedes.

I salen har man nærmest mirakuløst opnået den helt perfekte efterklang på 1 sekund, som er idealet for skuespil, og som er kortere end den ideelle efterklang i opera.

Salen er designet til at spille skuespil i – hvilket var den primære ting, skuespillerne savnede i Stærekassen. Et hav af vinkler og forskydninger i den rå murstensvæg forkorter efterklangen og sikrer, at alle tilskuere kan høre.

Er der ikke udsolgt en aften, påvirker det ikke akustikken, for stolesæderne, som på ydersiden er betrukket med velour, er designet, så de reflekterer lyden på samme måde som en menneskekrop, der sidder ned.

Det nye skuespilhus åbner med forestillingen Hamlet