Hvorfor skal jeg gå ind og se en ung pige blive massevoldtaget af syv mænd, så hun til sidst ligger tilbage som en jamrende klump med blodigt underliv?

Det kvalmende ubehag har stadig ikke fortaget sig her et par dage efter mit besøg i (u)lystens hus, Villa Salò.

En overvældende, forførende gang totalteater, der på alle måder rykker grænserne for, hvad der kan være teater.

Fra perversionernes store fader
Svært ikke at blive anfægtet af, hvad jeg som publikum overhovedet går med til – også uden for teatret. Er perversionernes villa blot en minimodel af en mere generel forråelse?

Selvfølgelig skal en forestilling som ’Salò’ gå til yderligheder, når den tager afsæt i Passolinis berygtede film, en af de angiveligt mest perverse film nogensinde, og i ’120 dage i Sodoma’ af en af perversionernes store forfædre, Marquis de Sade.

Så kan man ikke begynde at skrige op over, at der er nogen, der bliver bollet i røven.

Men det grænseoverskridende består ikke mindst i, at den banebrydende performancegruppe Signa – der har vundet internationalt ry for deres interaktive forestillinger – sørger for, at publikum her selv tager del i udskejelserne. Hov, hov!

Måske var vi ikke ligefrem selv med til at udføre den store penetration, men vi fik på nærmeste hold smasket den live op i synet. Og kunne måske have deltaget eller grebet ind?

I hvert fald er det slut med den slags teater, hvor man sætter sig som tilbagelænet publikum, på sikker afstand af scenens åsted.

Lokkes indenfor
På vanlig vis kan man købe sin billet på teatret Republique, men herfra hører al teaterskik og brug op. Aldrig så snart har man ringet på døren til den afdankede Villa Salò på Krausesvej på Østerbro (en herskabsvilla fra århundredeskiftet, bygget af en jødisk vekselerer), før man bliver kastet ud i bordellets leben og overdådige saloner.

LÆS ARTIKEL Ondskabens bordel ligger på Østerbro

Slående er kontrasten umiddelbart mellem husets grumme indhold og den imødekommenhed, der stråler ud fra de snakkesalige tjenestepiger og husets selskabsklædte værtinder.

Det er en del af forførelsestaktikken: Man lokkes generøst indenfor – og bliver langsomt fedtet ind i mere, end man kan stå inde for.

Det var ellers fristende, da en de militante vagter, the Fuckers, inspicerer min taske og med et frækt glimt i øjet spørger, om jeg har nogle særlige ønsker for i aften, for ellers kan han da godt vise mig noget omme bagved …

Sex med beboerne er forbudt
Men den slags kontante tilbud om sex hører ikke til de services, huset normalt kan tilbyde. Vi må gerne gå frit omkring og snakke, glo og nyde samværet med de i alt 32 beboerne, men det er forbudt at have sex med dem.

Det fremgår af de husregler, som husets frue (Signa Sørensen) i overdådig satinkjole til start instruerer os i, mens hun fremviser et par af husets kollektion: ’børn’, dvs. unge piger og drenge, der rørende akavet og totalt kuede står der i uformeligt institutionsundertøj og skal vise deres ynder frem.

Som totalt prisgivne sexslaver udgør børnene den absolutte bund – og forestillingens omvandrende smertepunkt – i husets strengt opdelte magthierarki, hvor det er de fire Masters og deres libertinerregime med ret til enevældig lystudfoldelse, der dikterer alt. Kort sagt: His master’s voice.

Ikke den rene lystvandring
Hvad der mere præcist skal ske denne aften, er der ingen, der helt har styr på, heller ikke hvordan det skal udvikle sig i de i alt fem døgn, som forestillingen kører nonstop her i den første ud af fire runder.

Det afhænger af, hvordan spillet – med publikums interageren – udvikler sig. Der er som altid hos Signa ikke noget manuskript, kun en løs dramaturgisk ramme: De fire Masters har invaderet bordellet med et krav om at få deres særlige lyster tilfredsstillet.

Kun hvis husets beboere kan levere den ønskede service, vil husets frue & kolleger igen få kontrol over bordellet.

Hvordan det så nærmere går for sig, må man selv finde ud af ved at gå rundt i de godt 30 værelser og mænge sig med libertinere, tjenestepiger, Fuckers m.m.

Huset er i sig selv en forrygende totalinstallation, et orgie i tapeter, svungne gardiner, forgyldninger, fede tæpper og uhyrligt nips – også i de laverestående kvarterer, hvor beboerne stuves sammen som burhøns i små aflukker.

Stryger 'børn' over håret
Her kan man snart opleve de fire libertinere sidde og konversere med os gæster om libertinerens uindskrænkede lystregime, eller de udfritter os om vores hemmelige lyster, alt imens de stryger ’børnene’ over håret, som var de hunde, vælter dem brutalt omkuld og bruger dem som stol eller boller dem forfra og bagfra.

Som et åndehul i huset kan man altid opsøge køkkenet, hvor tjenestepigerne rumsterer rundt med godt humør og gebrokken accent og tilbyder en skål suppe, en snak eller et hemmeligt glas vodka.

Styrken er i den aktive konfrontation
Man kan godt gå rundt og være med på en kigger. Men der, hvor forestillingen har sin styrke, er i den aktive konfrontation med beboerne – i de uventede møder og nærgående situationer.

Imponerende er det, så autentiske performerne virker, vel at mærke er de alt andet end uddannede skuespillere.

Der kom imidlertid lidt for meget globryllup over oplevelsen af Villa Salò, da jeg var der lørdag aften.

For mange gæster på en gang vadede rundt, uden at der rigtig var nok at glo på eller gå i clinch med.

Det er et rent logistisk problem, men det viser også skrøbeligheden i Signas interaktive udfordring. Der er frit slag for publikum, men det kræver både, at man giver sig godt med tid til at involvere sig, og at der er bemanding nok til virkelig at få folk fedtet ind i perversionernes domæne.

Hvorfor sagde ingen fra?
Det er med god grund, at Signa er blevet noget så sjældent som dansk scenekunst med international succes.

Den form for interaktivt totalteater svarer perfekt til en 2.0-tidsalder med behov for, at brugerne selv kan være med til at skabe et unikt produkt.

Og den intensitet, som lederne Signa Sørensen, Arthur Köstler og Thomas Bo Nielsson kan præstere i storskalaformat, har jeg ikke set mage til nogen andre steder.

Når det fungerer optimalt, føler man sig hensat i et skruestik mellem en mærkbar realisme og en gang kulørt pulp fiction.

Vi er helt på det rene med, at det er et spil, men det opleves påtrængende virkeligt, og som medaktører har vi muligheden for at gribe ind og bliver dermed på en helt anden vis medansvarlige.

’Salò’ synes her at sætte tryk 16 på de typiske Signa-temaer om magt, sociale regelsystemer og seksualitet.

Ung pige massevoldtaget
Som et afslørende spejl udstiller forestillingen – når den fungerer bedst – ens forhold til autoriteter, hang til at være en del af fællesskabet … og lyst til at se en ung pige blive massevoldtaget?

Nej, ikke ligefrem, selv om vi denne aften strømmede ned i Orgiesalen ved rygtet om, at et at de unge pigebørn skulle »defloreres«.

Lille, sårbar og fint klædt på til sin store aften var hun – for, efterhånden som de fire Masters gik løs på hende, at gå mere og mere i opløsning.

Ingen greb ind, men folk begyndte lige så stille at sive.

Da vagterne til sidst skulle fuldføre opgaven, meldte kvalmen sig for alvor, ikke mindst på grund af den nådesløse systematik i foretagendet, præcis ligesom hos de Sade. En demonstration af rendyrket machomagtudøvelse og fornedrelse, med seksualiteten som redskab.

Hvor langt vil de gå?
Hvorfor skulle jeg så se på det? Er det nødvendigt for at få øjnene op for al den anden vold mod kvinder, som der heller ikke gribes ind over for, når det gælder trafficking af prostitueret kvindekød?

Eller hvad er det i det hele taget for en form for underholdning, folk lukker ind i deres hjem hver aften, når de skruer op for nok en krimi, hvor talløse kvinder bliver skændet, skamferet og parteret?

Nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke turde tage imod Fuckerens tilbud om en gennempuling. For hvor langt vil de egentlig gå her i Villa Salò, og hvor langt vil vi følge med? Der er ingen vej udenom. Når Villa Salò åbner for en ny omgang perversioner, er jeg nødt til at tage en tur igen. Ej blot til lyst.

DEBAT: Læs teatrets reaktioner på publikum - og publikums reaktion på teatret. Og læs teaterleder Signa Sørensens åbne brev til publikum: Læserne: »'Ondskabens bordel' er jo bare teater«