Hvis man skulle lave ’Carmen’ for unge, ville det være oplagt at gøre sigøjneren Carmen til en rå perkerpige.

Medlem af en gadebande. En ødelagt tøs, der i en alt for ung alder ved alt for meget om, hvordan man lokker og tilfredsstiller mændene. Hvordan man ryger, drikker, slås og bruger en kniv.

Lyder det skingert? Så nærlæs lige, hvad det egentlig er, der sker for den cigaretrygende skønhed, som alt for ofte reduceres til en kliché i rødt og sort.

Carmen er ikke nogen sigøjner i folkedragt. Hun er heller ikke et politisk korrekt erotisk kvindeportræt, hvis man vil have mig undskyldt.

Hun er en tragisk skæbne. Et ungt menneske, der har lært sig det seksuelle spil, men som først og fremmest er som et såret dyr, der længes efter at bryde ud. Efter »frihed«, som hun synger.

En overrumplende oplevelse
Den skotske instruktør David McVicar nærlæste tydeligvis teksten til ’Carmen’, da han i 2002 skulle nyopsætte Bizets populære opera for den engelske sommeropera Glyndebourne. Det fik han en overraskende dramatisk opsætning ud af.

Det er McVicars opsætning, Det Kongelige Teater har hentet til byen. Her er ingen radikale opdateringer af det fransksprogede værk a la den, jeg indledte med at foreslå.

Når man får at vide, McVicar oven i købet er faldet for originalversionen med talt dialog i stedet for den hyppigere opførte udgave med sungne recitativer, så tænker man måske mon Dieu, det bliver en lang aften!

Tværtimod. Med en nærmest ekstrem omhu for naturalistisk nøjagtige tableauer, med en rembrandtsk smuk lyssætning og med en akkuratesse, der rækker ned i den mindste detalje, har McVicar og hans erstatning i København, instruktøren Lee Blakely, restaureret sig frem til så meget finkornet mening og sammenhæng i historien om fabriksarbejderen Carmens liv og død, at det kan virke helt overrumplende.

Netop den talte dialog giver så mange informationer til fintegningen af personerne og historien, at dette bliver en ’Carmen’ befriet for klichéer.

Den seksuelle spænding holdes hele vejen igennem
Carmen er ikke flyttet fra Sevilla. Sammen med scenograf Michael Vale var det en næsten bogstavtro, svagt opdateret opsætning, McVicar lavede for syv år siden.

Men de vender Sevilla på vrangen. Det er de snuskede yderkvarterer, vi ser udsnit af. Bagsiden af turistattraktionerne.

Der er rå sex og en voldelig spænding i luften, når Carmen og de andre piger på cigaretfabrikken i første akt tager deres pause.

De er buret inde på den ene side af et højt trådhegn med Don José og de andre soldater på den anden side af hegnet.

Og godt det samme, for de unge mænd patruljerer langs trådnettet som rovdyr. De vil ind til de svedende piger i den bagende sol.

Den seksuelle spænding holdes hele vejen gennem en forestilling, som ender med, at Carmen får halsen skåret over. Så det bløder ordentligt.

En fornem, russisk, dyrt indkøbt gæst
Ekaterina Semenchuk er en dyrt indkøbt, dybt sexet og overraskende ungdommelig Carmen. En fornem russisk gæst, der normalt synger med kolleger som Anna Netrebko og Bryn Terfel.

Hendes titelfigur har en sensuel dybde i stemmen, der bruges på en alt andet end pæn måde. Men det er heller ingen pæn pige, den fortvivlede mors dreng Don José i sidste akt tager sit blodige opgør med uden for tyrefægterarenaen.

Den engelske tenor Paul Charles Clarke er rigtig til rollen. Ved premieren stod han netop så vokalt stærkt, men samtidig fysisk svagt, som den pæne unge mand skal.

Ikke for bedsteforældre og børnebørn
Med Johan Reuter i en flot rolledebut som tyrefægteren, med Guido Paevatalu som hans ældre kollega, der nu trækker i mafiosoudstyret som smugler, og med Inger Dam-Jensen som en from og forknyt Michaëla er dette en ’Carmen’ for voksne.

Ikke for bedsteforældre og børnebørn.

Se den og nyd et omhyggeligt restaureret stykke musikdramatik om ægte mennesker. Kapellet spiller nuanceret og skarpt. Selv om ingen ved, hvad det gør, når andre sangere – heriblandt svenske Elisabeth Jansson som Carmen – kommer til i partierne, kan den klart anbefales.