Foran kulisserne til den pastelfarvede newyorkerlejlighed med rå vægge og Manhattans skyline uden for vinduerne står de så.

Rachel fra Zimbabwe, Phoebe fra Uganda, Monica fra Nigeria, Chandler fra Irak, Ross fra Zimbabwe og Joey fra Sri Lanka. Fyrer punchlines af om Joeys sæd og seneste scoringer på gebrokkent engelsk og læser lidt hakkende op af deres replikker, der ruller hen over teleprompteren, mens kameraerne langsomt bevæger sig rundt om dem.

Tonerne til kendingsmelodien fra ’Friends’ brager ud af højttalerne, og de seks asylansøgere liner op på række foran publikumspladserne og skråler med fra teleprompteren. Lidt falsk og en smule ude af takt:

»I'll be there for you«
»So no one told you life was gonna be this way (klap klap klap klap). Your job’s a joke, you’re broke, your love life’s D.O.A. It’s like you’re always stuck in second gear. When it hasn’t been your day, your week, your month, or even your year. But I’ll be there for you«.

Og før det kan nå at synke ind, at sangen nærmest kommenterer på asylansøgernes egen tilværelse, afbryder instruktøren sangen:

»Tak. En gang til. Det kan I gøre bedre«, råber han. Og så tager de seks venner hinanden i hænderne og starter forfra.

Moderne Godotfortælling
De to teaterinstruktører Tue Biering og Jeppe Kristensen er i gang med prøverne til deres næste forestilling: en genindspilning af 13 afsnit af den populære amerikanske tv-serie ’Friends’.

Replikkerne, humoren, scenografien og kendingsmelodien er den samme. Den eneste forskel er, at instruktørerne har været på rundtur i landets asylcentre for at finde skuespillere til rollerne som de seks venner fra serien.

Asylansøgere er nemlig det bedste cast til at spille hovedrollerne i den populære tv-serie, mener instruktørerne bag. De opfatter ’Friends’ som en slags moderne Godotfortælling om at vente på meningen med livet.

Ligesom asylansøgerne, der sidder og venter på en tilværelse uden for murene, befinder de seks venner i tv-serien sig i en slags parentes i deres liv, hvor de konstant venter på et mere permanent sted at bo, et job, en kæreste eller et andet tilhørsforhold.

De oplever en hel masse, men deres liv forandrer sig ikke grundlæggende, og de er ikke rigtig en del af det New York, der omgiver dem.

En anden virkelighed
25-årige Halmat Ahmet kommer fra Erbil i det kurdiske område i det nordlige Irak. For en måned siden forsøgte han forgæves at stoppe den strøm af blod, der fossede ud af brystet på en anden asylansøger i Sandholmlejren.

Kammeraten blev stukket i brystet efter et masseslagsmål, der startede mellem nogle asylansøgere i kantinekøen.

Vennen døde, mens han sad med ham i armene, og nu vender billederne hele tiden tilbage til Halmat Ahmet. Billeder af død og blod og øjne, der bare stirrer helt stift ud i ingenting.

Men nu står Halmat Ahmet her på scenen, i en helt anden virkelighed. Han har fået lov til at være kameramand på forestillingen, men i dag er han stand-in for ham, der ellers spiller Chandler.

»Chandler er ham fyren, der aldrig får sex«, siger han og griner. Og fortæller så, at han hver aften går tidligt i seng, så tiden indtil han skal ind på teateret igen, ikke føles så lang.

Et hårdt liv
»Her på teatret tænker jeg ikke så meget over alle de ting, jeg har set og oplevet. Her griner vi hele tiden. Der bliver nødt til at være noget sjov, ellers er det ikke til at komme igennem livet«, siger han.

Prøverne til dagens afsnit er allerede en time forsinket. For en af asylansøgerne skulle til lægen, en anden til sagsbehandling, og det er i øvrigt ikke hver dag, at asylansøgerne kan overskue at stå ud af sengen og tage bussen hele vejen ind til teatret på Frederiksberg.

Indtil videre har forestillingen allerede mistet tre skuespillere, fordi to fik afvisning på opholdstilladelse og blev sendt ud af landet, og en tredje havde for store psykiske problemer til at være med.

LÆS OGSÅElisabeth Msonza fra Zimbabwe spiller Rachel i 'Friends'

De fleste danskere ved godt, at asylansøgere lever et hårdt liv, siger Tue Biering. Men det er et liv langt fra os andre. Og det er den afstand, han gerne vil gøre op med:

»Jeg tror, at vi er mange, der er ramt af handlingslammelse over for de her mennesker. Vi kan godt have ondt af dem og prøve at sætte os ind i deres forhold ved at læse om dem i aviserne eller se et dokumentarprogram om dem i fjernsynet. Men vi har aldrig mødt dem, og det der mærkat ’asylansøger’ skaber en distance. I den her forestilling har vi som instruktører, publikum og skuespillere et fælles projekt om at få forestillingen til at virke«.

Sæddonor
Tilbage på scenen er asylansøgerne i gang med et afsnit fra første sæson. De gennemspiller den scene, hvor Joey skal greje udfordringen ved både at tjene gode penge som sæddonor og samtidig holde på en ny kæreste, der forventer sex af ham.

Den lille fyr i lidt for stort tøj, der spiller Joey, hiver fat i Halmat Ahmet:

»Hey, Chandler, can you help me out here? I promise, I will pay you back«.

Halmat Ahmet i rollen som Chandler skæver over på teleprompteren og fremstammer så:

»Oh, yeah, right, o.k. ... «.

Den lille fyr i det store tøj fortsætter:

»I will pay you back this time«, siger han med øjnene fast naglet til teleprompteren.

Halmat Ahmet forsøger at se skeptisk ud. Han skæver over på replikkerne, der ruller forbi på skærmen:

»And where’s this money coming from? «, siger han så.

»Well ... I’m helping out with some ... research«, fremstammer den lille fyr, som kort efter falder ud af rollen og bryder fnisende sammen, da han skal indrømme, at han er i gang med et ’sperm study’.

'Friends'-feeling
Hvert afsnit bliver indspillet og vist live på internetsiden friendstv.dk med teaterpublikummet som live studio audience, og hvis skuespillerne synger forkert eller fortæller en joke, der ikke virker, så stopper instruktørerne forestillingen og tager scenen om, indtil publikum griner.

Formålet med stykket, fortæller Tue Biering, er at undersøge, om man kan skabe den såkaldte ’Friends’-feeling i rummet mellem karaktererne, publikum og skuespillerne.

LÆS OGSÅProvo-instruktør leger med Friends

For når hele verden har taget de seks venner i New York til sig som deres egne, og ’Friends’ er en af de mest sete sitcoms nogensinde, er det, fordi den handler om nogle helt grundlæggende menneskelige ting, mener Jeppe Kristensen. Og det er derfor, vi nærmest opfatter dem som vores egne venner.

»’Friends’ er en 22 minutter lang pause, hvor man kan se andre mennesker med helt tåbelige og små problemer. Det er enormt genkendeligt. Det jeg har til fælles med karaktererne i ’Friends’, er sådan set det samme, som jeg har til fælles med asylansøgerne: drømmen om et tilhørsforhold til andre mennesker, om et job og om et rigtigt sted at bo. Når man kan identificere sig så meget med seks karakterer fra New York, kan man så også gøre det med seks asylansøgere fra Sandholm?«, spørger han.

Outsourcede ’Elverhøj’
Tidligere har de to instruktører skabt stor debat ved at opsætte ’Pretty Woman A/S’ på Halmtorvet med en gadeprostitueret i Julia Roberts rolle som luderen Vivian Ward. Outsource Det Kongelige Teaters opsætning af ’Elverhøj’ til Asien, fordi skuespillerne i Bangladesh var billigere end deres danske kolleger.

Og indspille ’Dollars FO’ med tilfældige færinger i hovedrollerne som Blake, Alexis og Krystle.

De populærkulturelle mastodonter, som vi er opvokset med, har programmeret os til at opleve verden på en bestemt måde, og de trigger nogle følelser i os, som man kan bruge til at skabe identifikation med, når historien har en relation til det i forvejen velkendte klassiske materiale, forklarer Tue Biering:

»Asylansøgerne bærer på en stereotyp fortælling om, at de er nogle stakler, som sidder ude i nogle lejre, og som vi ikke kan identificere os med. Med det her stykke udlåner vi ’Friends’-fiktionen, så vi kan relatere til dem på en måde, som er mere tryg og genkendelig end at læse en artikel om Sandholmlejren«, siger han.

Allermest håber de to instruktører på, at forestillingen vil få folk til at grine:

»Vi tror på styrken i at grine sammen på tværs af skel i vores samfund mellem mennesker, der ellers ikke møder hinanden. Det kan være det venlige grin, det hånlige grin, det latterliggørende grin eller det overlegne grin. Men lige meget hvad, så er det en social ting, når man griner sammen, fordi man forholder sig til hinanden«, siger Jeppe Kristensen.