Dramatikere og teaterinstruktører stod klar i kulissen for at tolke virkeligheden, da de to fly fløj ind i World Trade Center i 2001.

Mens det typisk tager lang tid at lave en spillefilm eller skrive en roman, kan et teater i princippet »knalde en forestilling op på en formiddag«, som teaterlederen på Mungo Park, Martin Lyngbo, siger.

Men den kunstneriske bearbejdning af den skelsættende begivenhed 11. september dukkede først op på de danske scener et par teatersæsoner senere.

Forklaring?

»Selv om teatret faktisk har den force, at produktionstiden kan være ret kort, så bliver fleksibiliteten ødelagt af abonnementsordningen. Teatrene er nødt til at planlægge repertoire halvandet til to år frem«, siger teaterlederen fra Mungo Park, der derfor nu lancerer det »definitive brud med et stivnet abonnementssystem«:

Mungo Park introducerer årskortet, kendt fra svømmehal og fitnesscenter, hvor køberen får adgang til at komme så tit, det skal være inden for en periode på 12 måneder. Prisen er sat efter, at årskortet betaler sig, allerede når man går i teatret anden gang på et år, og ideen modtages positivt blandt iagttagere.

Kæmpesucces
»Det er kraftstejleme en god idé. Administrativt enkelt og suverænt brugervenligt«, som leder af Center for Kunst & Lederskab ved CBS, professor, dr.phil. Ole Fogh Kirkeby har udtrykt det, efter at hele teaterverdenen gennem længere tid har diskuteret, hvordan en forældet abonnementsordning kunne føres up to date.

Oprindelig var Arte og abonnementerne, der blev tilbudt gennem et sæsonkatalog, guld værd for landets scener, der pludselig kunne sælge billetter, også til almindelige danskere uden for kernefeltet af betalingsdygtige bedsteborgere.

»Man fik flere i teatret, og alle var glade, men det blev simpelthen så stor en succes, at hele teaterlivet begyndte at rette ind efter det. Også når det gjaldt forestillingens indhold«, mener Martin Lyngbo.

Branche-bingo
Programmet skal tilrettelægges allerede halvandet til to år før en premiere, men teatrene kan ikke ane, hvad der rører sig så lang tid frem. Det lokker dem til at satse sikkert med sammensætningen af ikke altid lige oplagte navne, vurderer teaterlederen:

»Det betyder, at man er nødt til at sætte noget på programmet, man ved sælger. Så er det, man kobler Steffen Brandt, Bob Dylan og Trine Dyrholm sammen, uden at de måske har ret meget til fælles, i stedet for at tilrettelægge efter, hvad man gerne vil fortælle. Det bliver sådan en branche-bingo: Hvis vi har de her tre navne på række, så sælger det nok«.

Der ligger også noget utidssvarende i, at forudbestillingerne straffer impulsive teatergængere, der »ikke aner, hvad de skal i marts 2011«, og belønner folk med »utrolig meget styr på deres liv, mener Lyngbo.

Ingen plads til begejstring
Kulturiagttageren Christian Have er enig:

»Det her med at sidde med en Netto-agtig brochure lang tid i forvejen for at vælge tre-fire forestillinger, man ikke aner noget om, det er en kassetænkning, der ikke passer til moderne livsstil. Tendensen er, at folk vil tættere på, før de lægger sig fast, og det gælder måske især det unge publikum, man så gerne vil have i tale«, vurderer Have, der kalder årskortet et forfriskende initiativ.

»Det eksisterende abonnementssystem er et par stramme bukser uden plads til begejstring. Jeg siger ikke, at sådan et fitnesskort her er løsningen, det skal prøves af først. Men det tilgodeser de ændrede adfærdsmønstre«.

Samarbejdeordning om fælles årskort
Hvis alle teatrene indfører årskort, står teatergængerne med et nyt problem: Hvis de vil have rabat, skal de købe sæsonkort hos alle de teatre, de før ville have købt abonnement til. Martin Lyngbo forestiller sig imidlertid samarbejdsordninger med fælles årskort for teatre, der typisk taler til samme publikum.

Under alle omstændigheder er tiden for det eksisterende abonnementssystem ved at rinde ud, påpeger han:

»Hvor teatrene tidligere har tilbudt fælles abonnement, atomiseres ordningen i år, hvor der udbydes et væld af abonnementsordninger. Det Kongelige har ét abonnement, Københavns fem store scener et andet plus deres egne, og de små og mellemstore scener et helt syvende system«.

»Det er helt håbløst, for folk vælger jo ikke teaterforestilling efter, om teatret er småt eller mellemstort. De vælger efter indhold eller fortælling og dramatiker og skuespillere«.

Har de valgt rigtigt, vil i hvert fald publikum hos Mungo fremover kunne se samme forestilling igen og igen uden at betale ekstra. Det eneste, der kræves, er plastikkortet – og selvfølgelig en ledig stol.