Det var Simon Spies selv, der havde valgt filmen.

Biografen i Mercur Teatret var rejsekongens seneste investering, og med den havde han endelig muligheden for at udbrede sin filmsmag til hele den københavnske befolkning.

Det var 1. september 1971, og alle de 648 blåpolstrede sæder i teatersalen var optaget, da lyset blev dæmpet og Bauers U3-maskiner satte gang i filmspolerne.

Filmen hed ’Fire frække numser fik et gok’, og titlen beskriver filmens handling fint. Den blev ingen større publikumsbasker. En amerikansk udgave af en sengekantsfilm med unge pigers gavmilde kavalergange som største trækplaster.

Berlingske Aftenavis’ journalist beskrev i avisen næste dag premiereaftenen som en »småmondæn cocktail-atmosfære og under bevågenhed af vort såkaldte filmmillieus mest skabagtige nulliteter«.

Comedy og upcoming bands
41 år efter den skandaleombruste Simon Spies’ filmpremiere er der ved at blive gjort klar til endnu en af slagsen i teatret i Nyropsgade, som ellers har ligget hen som et temmelig dødt spot i byen de seneste år.

I aften åbner comedy- og musikteatret Bremen, når bollywoodfilmen ’My name is Khan’ bliver vist på Simon Spies’ gamle lærred.

Denne gang er det også en Simon, der står bag. Sammen med syv andre bagmænd, som blandt andre tæller Casper Christensen, Frank Hvam og Niels Hausgaard, har Simon Kvamm skabt Københavns nyeste teater.

LÆS OGSÅCasper C. genopliver Simon Spies' teater

»Bremen skal være et sted, hvor vi, som står bag, selv kan være med til at bestemme, hvad vi viser. Der skal være plads til store comedy-show, men også upcoming bands. Jeg leder jo i forvejen efter supportbands, når jeg spiller med Nephew, så det er naturligt for mig at være med her, hvor jeg har mulighed for at lade dygtige bands fra undergrunden optræde«, siger Simon Kvamm.

Kun de blå sæder er falmet
I dag ser salen ud, præcis som den gjorde, da Simon Spies på premieredagen lod det bedre borgerskab fornøje af letpåklædte piger.

Der er det samme tykke røde fløjl på trappetrinene, de samme glaslamper på væggene. Kun de blå sæder er falmet lidt i farven, ligesom det gule skumgummi er ved at vokse ud af det mørnede stof flere steder.

Men det gør ikke noget, mener Kristoffer Carr-Saunders, der viser rundt i teatersalen og er Bremens nystartede direktør.

»Salen har så meget historie og patina, at vi bliver nødt til at bevare det. Det er så fedt at have sin daglige gang et sted, hvor Simon Spies har huseret, og hvor der er blevet skabt så store ting. Når vi har de her lokaler, kan vi ikke bare være bekendt at sætte noget kopimusik på og lave noget braller. Der er noget forhistorie her, som vi skal leve op til«.

Siden Simon Spies i 1980 rykkede ud af teatersalen i det indre København, har der været mange forbi.

Blandt andet holdt Privat Teatret til i 22 år, indtil det lukkede for to år siden, og siden da har flere enkeltforestillinger og koncerter lejet sig ind. I øjeblikket bliver tv-programmerne ’Live fra Bremen’ og ’Aloha’ optaget her.

LÆS OGSÅHjortshøj: Bliv længere oppe fredag aften

Ud over selve teatersalen i stueetagen er der ikke meget tilbage fra Spies’ storhedstid, hvor han ejede hele bygningen. Godt nok findes hans berømmede elevator stadig i et af backstagerummene i teaterkælderen.

Det var den elevator, han tog mellem teatret, sit kontor på første sal og herskabslejligheden på sjette, så han slap for at bruge samme indgang til teatret som almindelige mennesker. Men døren til elevatoren er sømmet fast i dag.

Spies’ vinglas står endnu
På førstesalen i bygningen er der heller ikke meget af rejsekongens gamle kontor tilbage.

De eneste efterladenskaber efter Simon Spies er de ekstravagante forgyldte dørhåndtag, som Kristoffer Carr-Saunders griber fat i for at fremvise det hvidmalede, gulvtæppeklædte lokale, som det gamle kontor er blevet forvandlet til.

Og så selvfølgelig baren, der stadig fylder det meste af den ene væg, og hvor en bakke med vinglas bliver hævet op med en summende lyd, når bordpladen rykkes til side. Simon Spies’ gamle vinglas står der stadig, grå og støvede.

Suiten på sjette sal kan vi slet ikke komme ind i, beklager Kristoffer Carr-Saunders, for her er aflåste hotelværelser nu.

Lejligheden, der fyldte hele etagen, var Simon Spies’ berygtede elskovsrede på øverste etage af Hotel Mercur – hans hotel i Vester Farimagsgade, hvorfra man kunne komme direkte ind i teatret i Nyropsgade.

Her blev Spies’ elskerinder, de såkaldte morgenbolledamer, sendt op i den røde seng med spejlene og de indbyggede blinklys, der lyste i takt til udfoldelserne på lagenet. Her lå isbjørnene på gulvet, og ryatæpperne hang i loftet.

LÆS OGSÅSpies' vilde liv kommer i biografen

I dag er alt det borte. Til gengæld eksisterer tennisbanen på toppen af hotellet stadig, hvor Simon Spies altid mødtes med tre af sine morgenbolledamer, som han spillede med tre mod en.

Også en natklub
På sigt er det meningen, at Bremen skal udvides fra først og fremmest at være en comedy- og musikscene (med bollywoodfilm i ny og næ) til også at være natklub og have plads til litteraturarrangementer, musicals, teater og mode.

Og for de bands, der endnu ikke kan trække så mange publikummer, at de 648 stole kan fyldes, er der en mindre mobilscene, som kommer til at stå i teatrets foyer, hvor der også vil være optrædener.