Den første læseprøve på en ny forestilling er noget helt særligt. Det er her, instruktøren præsenterer sine ideer. Det er her, skuespillernes arbejde med manuskriptet begynder. Det er første skridt i en proces, som er ny hver gang, og som ingen ved, hvor fører hen.

Politiken var med, da det Kgl. Teater holdt læseprøve på den svenske instruktør Anders Paulins Kafkaforestilling i Skuespilhuset.

Det er første gang, at holdet bag forestillingen er samlet. Sceneteknikere, skuespillere, produktionsfolk og set- og kostumedesignere lytter opmærksomt, mens Anders Paulin præsenterer dem for ideerne bag forestillingen.

Selv om Københavns Havn ligger dækket af sne uden for panoramavinduet, er der en slags forårsstemning i lokalet. Forventningen er mærkbar: Det er starten på noget nyt, en ny forestilling, nye opgaver, nye tanker.

Og nye indtryk, som da Anders Paulin viser et klip fra en af sine mange inspirationskilder: den hæsblæsende sydafrikanske science fiction-thriller ’District 9’.



Sidste gang, instruktør Anders Paulin arbejdede på Det Kgl. Teater, udvandrede publikum fra hans opsætninger af Shakespeares ’En Skærsommernatsdrøm’ og Klaus Manns ’Mefisto’. Og hvis det er det, man får lyst til, når man ser hans stykker, så er det okay med Paulin:

»Alting, som er en aktiv handling i forhold til det, vi gør, er godt. Det er ikke en så stor konflikt for mig, at man melder ud, at man har en holdning. Vi laver ikke det, vi gør, for at please, og det beder vi om respekt for. Men så må vi også respektere, hvis det ikke passer publikum«.



Skuespiller Jens Albinus har brug for et øjebliks timeout. Det ekstremt åbne oplæg er ikke hverdagskost til en første læseprøve. Det kan Mogens Laursen, der er tonemester på Det Kgl. Teater, også skrive under på:

»Det er nok det mest diffuse, jeg har været med til. Og jeg har været med til lidt af hvert efterhånden. Jeg har på fornemmelsen, at Anders vil kæmpe hårdt mod al konformitet«.



I PR-materialet hedder forestillingen ’Kafka: Stop Making Sense’. Paulin kalder den bare ’Kafak’. Og på nettet er titlen ’AFKAK FAKAK FKAKA’. Men det hele hænger sammen, når man ser det gennem instruktørens kraftige briller.

For hele grundideen er at holde alle konklusioner åbne. »Det er vigtigt, at vi ikke prøver at nå et resultat«, siger han igen og igen.



Hmmmm ... Skuespilleren Maria Rossing lader de første indtryk af ’Kafak’ synke ind. Holdet har fået udleveret et manuskript uden roller, og når der er replikskifte, er det markeret med ordene ’Nogen’, ’En anden’ og ’En tredje’.

Målet er, at forestillingen ikke må fryse fast i en bestemt form.

»Den proces, jeg håber, at vi kan arbejde med helt til det sidste, er at blive ved med at tage afstand fra det kendte. At I tolker teksten aktivt, når I er på scenen«, forklarer Paulin. Men hvordan opfører man en tekst, som man ikke må lære at kende?

Mens skuespillerne diskuterer oplægget, lytter Anders Paulin og tager noter i en sort bog.

Skal forestillingen være den samme hver aften, eller skal der være forskellige versioner? Skal der være instrumenter med på scenen? Hvilket sprog skal der tales? Det er der ingen, der ved endnu. Og går det, som instruktøren gerne vil have det, er der ingen, der kender svaret, før sidste spilledag er forbi.