Han er ansvarlig for at sætte 12 Brad Pitt’s i omløb under klimatopmødet i december. For at invitere folk indenfor i en forgyldt container på Gl. Torv, hvor de, udstyret med paryk og briller, kunne blive prøvefilmet som mega star Brad på mission for at redde planeten Jorden.

Ellers er der ikke meget Hollywood over instruktøren Tue Biering, der, som han haster ind ad døren, mest af alt ligner en opløben cykelvikar. På 10. år er han i gang med sin egen mission med at rykke teatret nye steder hen.

Teater skal ikke bare være noget med at gå hen til en bestemt adresse og sætte sig i en plysstol. Det gælder om at kunne indfange alle de vidt forskellige typer af historier og mennesker, der omgiver os i dagens mediesamfund.

Seneste større projekt var ’Dollars’, som Biering og hans faste kollega, dramaturgen og instruktøren Jeppe Kristensen, lavede på Færøerne ved at hente folk ind fra bygderne som medvirkende i den glamourøse tv-soap.

LÆS OGSÅ'Dollars' genindspilles på Færøerne

Han bragede under stor ståhej gennem mediemuren med ’Pretty Woman A/S’ (2008) på Halmtorvet, hvor der hver aften blev købt en prostitueret til at spille hovedrollen. Her i sæsonen er der måske udsigt til en ny provokation med tv-serien ’Friends’ på NyAveny med nogle nye autentiske virkelighedsaktører.

'Friends' er en Godot-fortælling
Hvem de er, vil Biering – måske belært af mediehalløjet omkring ’Pretty Woman’ – bare ikke tale om lige nu.

Hvorfor er du så optaget af det sammenstød mellem Hollywood-historier og hverdagsvirkelighed?

»Sjovt nok er jeg egentlig ikke så interesseret i det som spørgsmål. ’Pretty Woman’ var et kunstnerisk, ikke et socialt projekt. Jeg får en lidt dårlig smag i munden, når man taler om virkelighedsteater. Jeg laver altid 100 procent fiktion. Men med ’Pretty Woman’ skete der det, at mens publikum i den ene hjernehalvdel havde en film kørende med Julia Roberts, var der i den anden en anderledes fiktion om prostituerede. Samtidig så vi et menneske komme til syne bag fiktionerne«.

At grebet med Hollywood-fortællingerne rykker folk, hænger for Biering sammen med, at de er det moderne menneskes ursuppe. Herfra er der direkte adgang til publikums hjerte, bevidsthed og forventninger.

En drømmesituation for en instruktør: Pludselig begyndte det f.eks. at lyse i folks indre biograf, når de blev spurgt, om de ville spille Brad Pitt.

LÆS OGSÅIBYEN og Brad Pitt redder verden

»Let’s face it: Når man dykker ned i stof som ’Pretty Woman’ og ’Dollars’, så tager det røven på én hver gang, hvor pissegodt det er konstrueret. Der er god grund til, at nogle serier og film bare går hen og bliver globalt eviggyldige. Jeg kan tage til Ghana og sige ’Friends’ og Rachel, og så ved de, hvad jeg taler om. Vi har alle sammen et billede af den der pastelgrimme newyorker-lejlighed«.

»’Friends’ bygger på hele rækken af serier med det samme statement: »Gudskelov er der ikke sket noget siden sidst«. Lejligheden er fuldstændig uforandret, og det er de medvirkende også. Når vores egne liv racer kaotisk af sted, så kan man vælge at stille ind på nogle mennesker, som bare går rundt om hinanden og ikke laver en skid. Det er vores moderne Godot-fortælling«, siger Tue Biering.

Vær liderlig NU!
Selvsagt er der et skrigende behov for at twiste Hollywood-modellen med alle dens happy ends, problemfrie padlen rundt og garanterede opdeling af verden i sort og hvidt.

»Vi lever i en stadig mere polariseret verden. Pludselig er der et hegn og en kæmpe forskel på at være på den ene og den anden side af hegnet. Det er en måde at beskrive verden på i sort og hvidt, som politik har overtaget efter bedste Hollywood-dramaturgi, og som medierne styrer efter. Men hvor er vi på vej hen, når vi henter en stor del af vores virkelighedsopfattelse fra medierne, der er bygget op på samme måde som pornografi? Det skal være stærkt, hurtigt og med udløsning helt up front: Du skal være liderlig NU!«.

Men du er jo selv med til at kører selv samme sort-hvide Hollywood-dramaturgi op?

»Helt klart, jeg skyder genvej for at komme derind, hvor vi føler os trygge, for så at lirke eller rokke ved et eller andet. Her kan jeg blive inspireret af f.eks. billedkunst til andre mere komplekse måder at fortælle historier på, hvor man lader det moderne livs strittende paradokser stå frem: Life is a bitch and then you die«.

Det er grundlæggende historien om det globaliserede menneske, som optager Tue Biering, Hvordan kan vi overhovedet navigere mellem alle disse hegn, ondskabsakser og kaskader af informationer, der strømmer imod os fra alle sider?

Instruktøren-for-det-hele
Vi har et enormt potentiale, men også alle muligheder for at gå ned på det. Her i foråret skal instruktøren da heller ikke bare ’lege’ med Rachel & Friends, men iscenesætte Christian Lollikes ’Fremtidens historie’ på Aarhus Teater samt stå for ’Historien om alt’ på Jomfru Ane Teatret.

Hvordan man får løst projektet med at fortælle ’alt’ på en scene, er Biering lykkelig for, at han ikke er ene om at give et bud på. Det sker sammen med hans gruppe Flyvende Grise.

Han har aldrig befundet sig godt med rollen som instruktøren-for-det-hele, men søgt kreative fællesskaber med udsigt til vildtvoksende projekter, som dengang han satte turbo på teatermiljøet i de kgl. Turbinehaller.

»Der er lidt arrangeret ægteskab over det, når man skal prøve at forelske sig i en teaterdirektørs idé. Man er nødt til at have hjertet med. Det, der gør, at jeg hver dag kan stå op og lave teater er, at jeg bliver stillet over for noget, som jeg ikke har den fjerneste ide om, hvordan skal løses«.