Annonce
Scenen 17. nov. 2009 KL. 10.17

ABBA-legende: Nu spiller jeg kun for børnebørnene

I går besøgte Björn Ulvaeus København for at præsentere ’Mamma Mia!’.

Scene-anmeldelser

fakta

Musicalen ’Mamma Mia!’ blev første gang sat op i London i marts 1999 og har siden været spillet over store dele af verden, fra Japan til Brasilien.

15. oktober 2010 får den dansk premiere i Tivolis Koncertsal.

Den er oversat til dansk af Ann Mariager, mens Anne Linnet har oversat de 22 ABBA-sange, der er med i forestillingen.

I rollerne ses bl.a. Nicoline Siff Møller (Donna), Kristine Yde Eriksen (Sofie), Pernille Schrøder (Rosie) og Nastja Arcel (Tanya).

Hvis jeg skulle tale om ABBA hver dag, ville jeg nok kaste op over det«.

Björn Ulvaeus griner. »Men heldigvis hviler jeg mig indimellem«.

Engang var han medlem af den svenske popgruppe, som sang om ’Waterloo’, men som i modsætning til Napoleon ikke tabte. I dag er Björn Ulvaeus, 64, en overordentlig rig mand, som nærmest har vadet i succes siden den dag i 1974, hvor ABBA vandt det europæiske Melodi Grand Prix.

Siden er der kommet mange sange og nogle musicals til, blandt andet ’Mamma Mia!’, som er anledningen til, at han i går var på københavnsk visit.

Megasucces rammer Danmark
Musicalen, der er bygget op om 22 af de ABBA-sange, Björn Ulvaeus skrev sammen med Benny Andersson, sættes op i en dansksproget version til næste oktober. I forvejen har den været spillet for fulde huse i London, New York og 200 andre storbyer verden over. På verdensplan er der solgt mere end 40 millioner billetter.

LÆS OGSÅ ABBA-musical bliver sat op på dansk

Det havde I aldrig troet dér i 1974?

»Nej, vi troede, at vi kunne have en vis succes, og så ville det forsvinde efter et år. Men at det skulle blive sådan her ... nogle gange må jeg nive mig selv i armen«.

»Af og til føler jeg, at jeg står udenfor som tilskuer og ser på. Om du så kommer til det mørkeste Afrika eller Asien, så kender de vores sange, og det er jeg naturligvis meget smigret og stolt over. Men det er virkelig svært at forstå«.

Kvinder er mere spændende
Du og Benny må jo have ramt en nerve i musikken?

»Vi kom fra en nordisk tradition – de sange, vi hørte, fra vi var små, var nordiske viser, folkemusik, slagere fra Tyskland, Danmark, Italien – og det kan man nok høre i melodierne. Det gør dem nok lidt eksotiske«.

Jeres musik er jo ikke særlig macho. Snarere feminin?

»Vi syntes begge, helt fra begyndelsen, at det var meget mere interessant at skrive for kvinder og høre kvinder synge. Kvinder er bare mere spændende væsener«.

Siger altså manden, der var gift med ’hende den lyshårede’ fra ABBA, Agnetha, som tusinder af små piger verden over gerne ville være. Hvis altså ikke de ville være ’hende den mørkhårede’, Frida. ABBA blev opløst for 27 år siden, og intet tyder på, at gruppen nogensinde bliver gendannet.

LÆS OGSÅ ABBA genforenet i Stockholm

Spiller for børnebørnene

»Jeg har aldrig haft lyst til at stå på scenen. Man står der foran 20.000-30.000 mennesker, men efter et stykke tid bliver det det samme, og vi syntes altså, at det var meget mere stimulerende at skrive og skabe nyt i studiet«.

Benny spiller jo fortsat. Spiller du overhovedet noget?

»Jeg spiller lidt guitar for mine børnebørn, ellers ikke. Og hvis jeg sætter musik på, er det altid klassisk. Mozart og den slags. I bilen lytter jeg til de nyeste sange – indimellem dukker der jo kanongode sange op, som man gerne ville have skrevet«.

»’Pokerface’ (af Lady GaGa, red.) er jo en helt uimodståelig sang. Haha, der er mange sange, jeg gerne ville have skrevet. ’Silent Night’ f.eks. Den har levet længe«.

Ville være ligesom Beatles
»At vi i det hele taget kom i gang med at skrive, skyldes jo Beatles. De var virkelig vores forbilleder. Hver gang der kom en ny plade med Beatles, var det jo grænseoverskridende og nyt, og det var også det, vi ville, så vi ikke lavede den samme ting hele tiden«.

»Men jeg ved ikke, om fansene var hængt ved, hvis vi var fortsat med ABBA. I hvert fald faldt det os helt naturligt at skrive musicaler i stedet for at fortsætte med at være en popgruppe«, siger Björn Ulvaeus og retter sig lidt op i sofaen.

»Men som Paul McCartney engang sagde: »Once a beatle, always a beatle«. Sådan er det også med ABBA. Always an ABBA!«.

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu

Bedst lige nu