Det er lidt kækt at vende tilbage til rødderne i en alder af 33 år, som det er tilfældet i Anders Matthesens nye show ’Anden vender tilbage’.

Sådan utidigt verdensmandsagtigt på den overlegne facon.

»Nu har jeg ligesom udforsket alt muligt i løbet af mit lange liv og min fantastiske karriere, men det er og bliver altså det oprindelige udgangspunkt, der står mit stadigt bankende hjerte nærmest.«

Dansk stand-ups John Lennon
På den anden side: John Lennon var ikke ældre, da han kastede sig over sine musikalske rødder i selskab med produceren Phil Spector i begyndelsen af 1970’erne. Og det blev som bekendt til det fremragende album ’Rock’n’roll’.

Nu er Anders Matthesen ikke John Lennon. Men inden for dansk stand-up er han nok det tætteste, vi overhovedet kommer på ham som en skikkelse, der er ganske utroligt talentfuld på flere områder, toneangivende på sit hovedfelt og samtidig ikke bange for at sige sin mening og tænke lidt dybere over verdens indretning.

En garvet veteran
Og derfor skal der ikke lyde et ondt ord fra denne skribent om, at han slår lidt ud med armene og gebærder sig som en garvet veteran, der som en anden komisk Odysseus returnerer og banker bejlerne af banen med et one man-show, der – for nu at sige det på gammelmodigt nydansk – sparker røv big time.

For det er en fornøjelse at se og høre Anders ’Anden’ Matthesen demonstrere sine talenter på en scene med en mikrofon i hånden. Det er sine steder så morsomt, at man frygter for sit liv. Og det er så veloplagt, så sprudlende begavet og talentfuldt, at man ikke kan andet end at overgive sig og grine, grine, grine og grine.

Selv om Matthesen kun er 33 år gammel, så er han faktisk en veteran på den danske scene i bred forstand. Femten år er der gået, siden han debuterede på restaurant DIN’s i det indre København, hvor der blev afholdt DM i stand-up.

Afstikkere i alle genrer
Den unge mand fra Albertslund gik hjem som nummer 2 i konkurrencen. Vinderen fra dengang kender kun de færreste i dag, og det samme er tilfældet med nummer 3.

Hefter fulgte nogle år som omrejsende komiker, hvor Anders Matthesen tjente sine sporer og udviklede sin teknik på diverse klubber i Danmark. Han fik også tiltusket sig lidt airtime på fjernsynet, og det blev efterfølgende til et par job som tv-vært. Siden er det blevet til en fornem karriere med afstikkere til alle mulige andre genrer.

Han brød for alvor igennem til det brede publikum med radio-fænomenet ’Hvad snakker du om?’, som også blev titlen på det første one man-show. Og han fik helt hul igennem med fortællingen om ’Terkel i knibe’.

For slet ikke at tale om ’Jul på Vesterbro’ og teaterstykket ’Simon’, hvor han spillede Simon Spies. Samt de totale triumfer i form af først showet ’Tal for dig selv’ og endelig koncept-forestillingen ’Anden på Coke?’, der udvidede grænserne for, hvad stand-up kunne være med kulisser, iscenesættelse og fortløbende handling om en kunstners dommedag over sig selv.

En helvedes masse på hjerte
Måske blev han kun nummer 2 ved debuten, men siden indtog han med stor selvfølgelighed førstepladsen. Derfor er det slet ingen flothed, når Anders Matthesen nu i den modne alder af 33 år vender tilbage til sine rødder. For han har vitterligt været omkring i løbet af de seneste par år.

Og som han stod på scenen i Gasværket ved premieren, forstod man også, hvorfor han måtte vende tilbage. For det lyste ud af manden, at han elsker at optræde, elsker at fortælle sine jokes – og ikke mindst at han har en helvedes masse på hjerte, som han brænder for at komme af med.

Han indledte med at berette om sit behov for at komme tilbage til rødderne – og med denne meta-agtige indledning samt et par codyle morfar-brandere kastede han i virkeligheden også lys over sin fascination af comedy-genrens elementære virkemidler, ’mand med sprog og mikrofon’.

Det er nemlig en dialogisk form, hvor kunstneren pingponger med sit publikum – og den dialog er ifølge Matthesen en forudsætning for, at vi kan eksistere side om side som mennesker på tilfredsstillende vis.

Traditionel ’observational comedy’
Han skulle lige lidt i gang, lige op i gear. Men da det var sket, kørte den uforfærdede lyskrøllede sprogmester derudad i halvanden time, og der blev stort set ikke sat en fod forkert.

Med vanlig sans for timing og et kolossalt sprogligt overskud samt øre for det skæve og skægge høvlede han dårskaber og dårligdomme igennem, mens publikum i salen forgæves forsøgte at få vejret mellem latterkaskaderne.

Det var måske nok ’observational comedy’ af ganske traditionel beskaffenhed, men fordi Anden er så fuldbåren en tekniker og så uendelig observant, løftede det sig til et eget unikt niveau.

Verden er nederen
Den gennemgående pointe i stort set det hele er, at verden ikke er noget optimalt sted at leve – faktisk temmelig nederen.

Men at man bliver nødt til at omfavne dette vilkår for ikke at synke hen i navlebeskuende tristesse og handlingslammelse.

Som en Beckett ser Matthesen latteren midt i meningsløsheden. Formuleringen »Så brug dog hovedet menneske, du er på jorden, der findes ingen kur mod det« fra Becketts slutspil kunne godt fungere som motto for Anders Matthesens samtidssatire.

Men kun i et vist omfang. For Anden opponerer voldsomt imod, at vi lader os styre af latterlige regler, som vi kritikløst efterlever uden i noget omfang at reflektere over dem. Og han efterlyser en humanistisk fornuft og en dialog.

Romantiker og idealist
Dermed bliver han romantiker og idealist, som længes efter en mere optimal omgangsform og mentalitet. For ifølge ham lever vi efter et syndefald, hvor oprindeligheden er gået fløjten. Og det er han decideret vred over.

Hvilket man også tydeligt mærkede i showet, der fungerede allerbedst, når vreden fik lov til at få frit løb – typisk i forløb hvor et emne blev holdt ud i strakt arm for derefter at blive klapset godt og grundigt af i forløsende morsomme pointer, ofte med et skær af grænseoverskridende vanvid.

En af de ting, der karakteriserer Andens komik, er de næsten ufattelige temposkift.

Han kan gå fra det jovialt hyggesnakkende til det psykopatisk rablende på ganske få sekunder. Som en Kjeld Petersen i sine velmagtsdage. Men uden på noget tidspunkt at blive skinger og afsporet.

For Anden er nemlig også en ekstremt bevidst og cool komiker, der som en virtuos jazz-musiker kan bevæge sig ud af en tangent uden på noget tidspunkt at miste fornemmelsen for det tema, der skal slås an til sidst.

Gajolæske-filosofien
Skulle man bebrejde ham noget, kunne det være, at han på et intellektuelt plan balancerer på grænsen af gajolæske-filosofien.

Der er en vis naivitet over hans budskaber: Opfør jer ordentligt, sig det videre, tænk for jer selv og lad være med at smide affald på gaden. Men det gør dem hverken uholdbare eller fjollede.

Og når de så fremføres med en sådan komisk virtuositet og antropologisk fornemmelse, gør det faktisk slet ingenting.

’intelligent underholdning med noget på hjerte’
’Anden vender tilbage’ er en tour de force udi klassisk stand-up-comedy. Fremragende morsomt og teknisk upåklageligt. Og efter at have set forestillingen vil man have vanskeligt ved eksempelvis at se på formanende skilte, gå til bageren eller købe et par strømper uden at komme til at grine.

Det er årets indtil videre bedste bud på begrebet ’intelligent underholdning med noget på hjerte’. Det siges, at vi i Danmark mangler hænder; men i virkeligheden er der mere brug for flere som Anders Matthesen: vrede unge ænder.