Man skal vogte sig for at komme i kløerne på baronessen. Vogt dig!

I en sky af cigaretrøg og gådefuld aura sidder hun og leger Løvinden og Magisteren. Styrer rundt med den unge digterspire. Sluger ham i små mundfulde. Med hud og hår og længsel.

»Man kan ikke komme til Olympen med en barnevogn«, lyder det fra det gamle koryfæ. Unge Thorkild Bjørnvig skal forsage kone og barn, sit job og sit litterære miljø. Kun ved at slutte en pagt med Blixen kan han finde ind til sin sande skrivegejst.

LÆS OGSÅBorgens spindoktor skal finde mennesket frem i Blixens elsker

Det er nærmest helt fysisk til at mærke inspirationen strømme fra Karen-Lise Mynsters forførerske. Hun oser af karisma – dreven elegance, en rugende mørk glød i blikket, smygende ord, der så pludselig hugger til.

Tydeligvis får hun selv nyt (vampyr)liv gennem sådan et stykke magisterguf. Men er det faktisk hende, der skriver gennem ham, så han bare bliver en af hendes marionetter – ædt op indefra? Det er en fascinerende dans mellem Blixen og Bjørnvig her i de dannede Rungstedlund-gemakker på en baggrund af dunkelt forvrængende spejle.

Det brænder indeni
For sådan en digterhvalp med krøllet hår kan godt slå sig i tøjret – og true med at forlade spillet, for så alligevel at kaste sig over den erotiske luns kød (Sofia Nolsøe), som baronessen frister ham med.

Pilou Asbæk fremstår med en oprigtig tvivl, drenget usikkerhed og varme, men har lidt svært ved at finde indre dækning for de store ord, der strømmer ud af hans digtermund.

Men heller ikke den magtfulde spilfordeler har ubetinget styr på spillet hele vejen igennem, trods sit åbenlyse førergreb. Blixens lille spinkle skikkelse synes selv at blive fortæret indefra – om det så skyldes syfilissmerter eller en dæmonisk kraft, der får hende til at krumme sig sammen på gulvet som et stønnende dyr. Det er ikke kun fra cigaretten, det ryger. Det brænder indeni.

Baronessens åndelige kraft
Der, hvor forestillingen får Blixen-kloen i mig, er netop, når den har mod til at lade baronessen træde frem som heks, besat af en dæmon som inspirationens kraftcenter. Det her er andet end et gængs psykologisk magtspil.

Baronessen har åndelig kraft nok til indirekte at lade Bjørnvig få et lemlæstende dunk i hovedet, så han kan komme til fornuft, sansernes fornuft. Og når han stikker af fra deres pagt, kommer hun efter ham med et bulder og brag, som var det fra filmen ’Paranormal Activity’.

Uanset om man tror på ånder eller ej, er det et stærkt billede på den sjælekraft, der strømmede fra baronessen. Det er der godt med drama i. Det gælder ikke mindst, fordi Karen-Lise Mynster i sit mageløse portræt samtidig lader en sårbarhed ulme, en evig forladthedsfølelse hos denne misfit i det menneskelige selskab.

Mere Blixen, mindre Bjørnvig
Godt, at dramatikeren Thor Bjørn Krebs ikke har vogtet sig for at gå i lag med koryfæet, selv om det er lige så farligt, som det er oplagt dramatisk stof.

Blixen er jo kortlagt forfra og bagfra, og man genkender alle sentenserne, lige fra »Je responderai« til »jeg bliver et smukt lig«. Men de er ualmindelig godt flettet sammen, uanset at det er i en ret gammeldags form, i solid traditionel opbygning.

Min anke er blot: Hvorfor skal vi i den grad interessere os for den unge Bjørnvig og hans skrivekramper, kvaler med kvinder og alt det der? Forestillingens fascinationspunkt ligger åbenlyst hos baronessen og hendes inspirerende kraft som mørkemester.

Det kreativ-destruktive mørke ville jeg gerne have set stærkere billeder på – selv om Søren Iversens instruktion har både nerve og rytme. Ikke for at skulle trænge ind bagved og løse gåden om Blixen, der jo insisterede på, at sandheden lå i selve maskespillet. Men frem med en billedstyrke, der har ikonets anelsesfulde slagkraft! »På din maske skal jeg kende dig«.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN