Annonce
Scenen 13. nov. 2011 KL. 08.14

Anders Matthesen: Lige nu ved jeg ikke helt, hvem jeg er

Manden, de kalder Anden, stiller pludselig spørgsmål ved sin egen livsvej.

Scene-anmeldelser

Scenen 'ANDERS'

Dato 5. september 2012 kl. 19. Herefter 10 andre datoer med mulighed for flere.
Adresse Falkoner Allé 9, Frederiksberg
Mere info Turnéen bringer også Anden forbi Aalborg Kongres & Kultur Center, MCH Herning Kongrescenter, Stadium Arena Fyn, Musikhuset Esbjerg og Musikhuset Aarhus. Billetter kan købes på Billetnet.
Kunstner Anders Matthesen
Sted Falconer Salen

Den 36-årige komiker Anders Matthesen er blevet far og har luget ud i vennerne. Men er han nu også blevet sådan en rigtig voksen (m)and?

Han aner det ikke selv, men i sit nye stand-up-show leder han efter svaret.

Anders Matthesen har lavet stand-up i 18 år og er kanoniseret som en af branchens bedste. Han har haft succes på tv, på teatret, som film-skuespiller og -instruktør og som musiker. For nylig blev han far til en dreng, og han bor sammen med sin kæreste, der i forvejen har to mindre børn.

Lige nu står han i en uvant situation: Er det en midtvejskrise? En fødselsdepression? Eller en form for åbenbaring?

Han kender ikke svarene, men glæder sig til at lede efter dem i det nye onemanshow med titlen 'ANDERS', der har premiere til september næste år i Falconer Salen på Frederiksberg.

Får vi nu dit endelige opgør med 'Anden'-personaen?

Anders 'Anden' Matthesen

  • Født 6. juli 1975 på Østerbro i København, men voksede op i Albertslund
  • Debuterede som stand-upper på Restaurant Din's i 1993.
  • Har lavet følgende onemanshows: 'Hva' snakker du om' (2001), '9 års jubilæum' (2002), 'Tal for dig selv' (2004), 'Anden på coke' (2006), 'Anders Matthesen vender tilbage' (2008) og til næste år 'ANDERS'.
  • Har derudover udgivet flere cd'er, medvirket i teaterstykker, skrevet animationskomedien 'Terkel i knibe' (2004) og filmen 'Sorte kugler' (2009), hvor han selv spiller hovedrollen. Har desuden været vært og medvirket i en lang række tv-show.

»Nej, jeg er ikke ude på at skrinlægge mit alter ego. Vi er mere ude i en afsøgning af, hvad 'Anders' er, og hvad 'Anden' er. Om der er forskel på dem. Jeg bliver mere og mere bevidst om, at folk har en ide om, hvem jeg er - på godt og ondt. Og jeg erkender, at jeg selv har været med til at skabe et billede af mig, som jeg ikke altid kan genkende«.

'Deler gerne min livshistorie'
Hvad kan du ikke genkende i folks billede af dig?

»Mange har f.eks. den antagelse, at jeg er meget privat og reserveret. Det synes jeg ikke selv. Jeg synes, jeg er generøs og åben, og jeg har sgu ikke noget imod at dele min livshistorie med en rocker på Hong Kong Bar midt om natten over en fadøl. Mine shows tager også udgangspunkt i dybt personligt materiale fra mit eget liv. Nogle gange selvfølgelig i forklædning. Men jeg synes fandeme ikke, jeg er nærig med mig selv«.

»Så er der dem, der tror, jeg er en mavesur stodder, fordi jeg har sagt, at alle mennesker har krav på høflighed. Det mener jeg stadig. Man pifter ikke efter andre på gaden, og man skal ikke gå op og klaske mig hårdt i ryggen på et diskotek. Man giver hånd og taler pænt til hinanden. Jeg synes ikke, det gør mig til en krukke. Alligevel er der mange unge mennesker, der nu siger 'De' og 'Hr.' til mig. Egentlig er det meget kært, nu jeg tænker over det«.

LÆS OGSÅAnden er Danmarks sjoveste mand

Anders Matthesen tager en slurk af sin Coca Cola Zero. Den står på bordet sammen med den kop kaffe og mineralvand, han også har bestilt. Vi sidder i det fjerne hjørne på Sokkelund Café & Brasserie på Frederiksberg. Her kender man udmærket Hr. Matthesen. Her fjerner man fluks et 'Reserveret'-skilt fra bordet, når man hører, hvem der skal bruge det.

Matthesen bestiller kun drikkevarer. Han har ellers medbragt en køkkenvægt, for han er på streng diæt og vejer al den mad, han indtager. Han er gået i kickboxing-træning og har smidt syv kilo på 27 dage, men mangler stadig en håndfuld for at nå målet; en kampvægt på 69 kilo.

»Jeg har haft virkelig dårlige erfaringer med at slippe tøjlerne, hvor kareten så er kørt i grøften. Jeg synes ikke, jeg er sygeligt perfektionistisk, men jeg tager de runder, der skal til. Og det er der eddermaneme ikke mange omkring mig, der gør«.

Anders Matthesen - om at ville bestemme selv.

Foran os ligger en meget ordrig pressemeddelelse, der beskriver det nye 'ANDERS'-show.

LÆS OGSÅAndens nye show hedder 'ANDERS'

Matthesen har ikke selv skrevet teksten, men står inde for hvert ord i den, siger han. Således også sætningen: »De seneste par år har komikeren gennemgået en storm af personlige udfordringer, en række store omvæltninger, livsmæssige overvejelser og i det hele taget ladet sig udfordre af livet, dets foranderlighed og alt hvad det byder på - på godt og ondt«.

Det er noget heavy shit. Hvad taler vi om her?

»Jamen, jeg har fået en markant anden måde at leve på. Når man får børn og kæreste, kan man ikke leve med sig selv som førsteprioritet længere. Det forplanter sig til mit arbejdsliv, for nu kan jeg ikke bare arbejde om natten, som jeg ellers foretrækker. Jeg kan ikke bare være ligeglad med, om køleskabet er tomt, men begynder allerede kl. 12 at tænke over, om vi skal have kylling til aften. Det er lidt angstprovokerende. Og meget anderledes fra det gamle liv«.

»Og så har jeg fået et klarsyn på nogle ting, hvor jeg har været for naiv. For blåøjet. Jeg har ladet nogle folk behandle mig for dårligt. Folk helt tæt på mig. Der har udnyttet mig. Stjålet fra mig. Jeg har taget nogle personlige opgør og fået ryddet op i bekendtskabskredsen«.

18 år og myndig
Og de her ting tager du med over i stand-up-showet?

»Ja, og jeg synes, det er et megaspændende sted at stå i min karriere. Jeg har lavet stand-up i 18 år. På en måde er jeg blevet myndig nu. Jeg har haft mine ungdomsoprør og min stand-up-pubertet, og nu er jeg måske ved at blive voksen. Ikke at det nye show skal handle om at skolde flasker og skifte ble. Men jeg kan mærke, at min comedy har fået en anden form. Som, min mor og mine venner mener, er mere klædelig«.

Hvordan klædelig?

»Knap så ivrig og forstillet. På en måde mere stille og rolig, uden jeg dog står og læser op af en bog med en kridtpibe i hånden. Men mere moden og personlig. Showet handler om de fejl, jeg har og de tanker, jeg gør om mig selv. Det er virkelig spændende, fordi jeg ikke selv ved, præcis hvem jeg er lige nu. Og hvad jeg egentlig tror på. Alt står åbent«.

»Jeg tager mig selv i at tænke, at jeg aldrig gider at lave musik mere. Andre dage tænker jeg, at jeg kun vil lave musik og stoppe helt med comedy. Næste dag overvejer jeg at male et billede. Så går jeg i konditormode og bager sportskager i en måned og tænker, jeg vil opfinde nogle nye småkager. Ugen efter læser jeg japansk. Ugen efter melder jeg mig til en kickboxing-kamp. Faldskærmsudspring bliver sikkert det næste. Men jeg ser ikke alt det her som en krise. Mere som en åbenhed over for livet«.

»Det er sgu ikke så svært at ligge forrest i det her felt«.

Anders Matthesen - om kvaliteten af dansk stand-up.

Nyt show er som en graviditet
Komikerens forrige, og meget succesrige, onemanshow 'Anders Matthesen vender tilbage' er fra 2008. Og selv om han i mellemtiden har udgivet cd'en 'Villa Peakstate', optrådt med kollegaen Thomas Hartmann i showet 'Bytte, bytte købmand' og spillet Dirch Passer i forestillingen 'Kjeld og Dirch' på Nørrebro Teater, er det en lang pause for en mand, der har et ry for at være yderst arbejdsom.

LÆS OGSÅAnden kan stadig ikke rappe

»Jeg har haft nogle legeår, hvor jeg har samlet materiale, så jeg er helt sikker på, jeg har noget kvalificeret at byde på. Det har jeg nu. Når jeg når til det punkt i mine shows, begynder mine drømme at ændre karakter og guide mig til, hvordan showet skal være. Det er ligesom at være gravid. Når man skal ind og tale med scenografen, er det ligesom at se de første skanningsbilleder. Man aner ikke, hvad der kommer ud, men man ved bare, det bliver det fedeste i verden«.

Med din nye rolle som familiefar in mente kan du vel ikke arbejde lige så intenst, som du plejer?

»Jo, det kan jeg, men det er klart, at jeg må slække på den arbejdsforkælelse, jeg havde tidligere. Jeg kan ikke bede om kaffe, loungemusik og så ellers otte timers absolut stilhed. Men ellers er jeg inde over alt, der har med showet at gøre: Plakater, korrektur, billeder, scenografi. You name it«.

Er du perfektionist?

»Jeg har haft virkelig dårlige erfaringer med at slippe tøjlerne, hvor kareten så er kørt i grøften. Jeg synes ikke, jeg er sygeligt perfektionistisk, men jeg tager de runder, der skal til. Og det er der eddermaneme ikke mange omkring mig, der gør. Jeg synes, der er fejl overalt. Og når man påpeger det, trækker folk bare på skulderen, som om de godt vidste det, men ikke orkede at rette det. Det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg er oldschool, og derfor er det f.eks. vigtigt for mig, om plakatteksten er skrevet med den helt rigtige skrifttype«.

For mange uforberedte komikere
Hvorfor er det så vigtigt? Bør du ikke vælge dine kampe med større omhu?

»Det kan godt være, men jeg synes, mine kampe giver mening. Jeg vil ikke bytte plakater, scenografi eller shows i det hele taget med nogen af mine kolleger. Jeg siger ikke, de er dårlige. Men der er for mange af de der Bremen-typer (de unge komikere, der skriver sketchene i 'Live fra Bremen' på TV 2, red), der bare går på scenen og fyrer pis af som: »Så var der den om ham Jesus, der lavede sten til brød«. Gu var der ej. Det var Jens Vejmand. Lav din research, tosse«.

»Jeg gør tingene på min måde, og derfor er jeg altid stolt over mine shows. Og hvis jeg kommer til at lave en fejl, irriterer det mig helt vildt. Som f.eks. i 'Anden på coke' (2006), hvor jeg i starten af showet kommer til at sige, at jeg ikke har dyr, og hvor man senere ser mig tale til en fisk. Det var en fan, der skrev det på Youtube, og det er bare pisseærgerligt, for det kunne sagtens være undgået«.

Du siger, du ikke vil bytte med en kollega. Men det var jo præcis, hvad du gjorde i 'Bytte, bytte købmand', hvor du og Thomas Hartmann skrev til hinanden. Var du utilfreds med det show?

»Nej, det var jeg fandeme ikke. Men det er, fordi Hartmann også er grundig og arbejdsom. Vi er gode venner og har altid jammet godt sammen. Og så kendte publikum præmissen, altså at vi skrev til hinanden. Hvilket, jeg i øvrigt synes, han slap bedst fra«.

LÆS OGSÅAnden sælger over 300.000 billetter

»Men jeg ville aldrig gå på scenen med et manuskript, en anden har skrevet. Selv om det efterhånden er kutyme i vores branche. De store komikere har travlt med at lave tv, og så får de en af Bremen-drengene til at skrive. Jeg synes, det er pinligt, når en mand, der har været i gamet i 12 år, får en rookie, der har været i gang i seks måneder, til at skrive sit show. Så tænker jeg, at det sgu ikke er så svært at ligge forrest i det her felt«.

Hvilken kollega tænker du på her?

»Det må du selv ud at undersøge. Jeg er jo ikke stikker. Men der er flere eksempler på komikere, der stiller sig op med et onemanshow, der ikke er færdigt. I hvert fald i mine øjne. Det handler mere om at komme ud i landet og få noget punani (fisse, red). Ja, jeg kan godt høre, jeg lyder gammel og bitter. Men jeg har faktisk altid haft den holdning, at tingene skal være gennemarbejdede og originale«.

Har ikke behov for at svine sønnen til
Er der emner, du ikke vil lave comedy om, nu hvor du er blevet far?

»Altså fordi jeg er voksen og følsom nu? Nej, der er ikke nogle hellige emner som sådan. Det kan da godt være, at jeg - hvis jeg laver jokes om min søn - lige vil overveje, hvordan han vil reagere, når han selv skal se det en dag. Men jeg har ikke det store behov for at svine ham til, og jeg ved slet ikke, om jeg overhovedet vil nævne ham. Det er også en virkelig træt stand-up-kliche: »Nu er jeg blevet far, nu skal I bare høre«. Kun hvis jeg kan bruge det til noget originalt, vil jeg nævne ham. Men det kan da godt være, jeg vil undgå nogle ord. F.eks. vuggedød. Det er virkelig et modbydeligt og nederen ord. Der er associationer og tanker, der er så forfærdelige, at man ikke har lyst til at joke med dem«.

'Jeg har virkelig abstinenser'
Anders Matthesen optræder primært i Falconer Salen med sit nye show, men tager det også med rundt i landet, hvor han optræder i Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Herning.

Og der er ingen tvivl om, at komikeren glæder sig til at komme i øjenhøjde med sit publikum igen. Også selv om der er 10 måneder til, at 'ANDERS' har premiere.

»Jeg kan næsten ikke vente længere. Jeg var inde og se Linda P. i sidste uge, hvor jeg bare sad og tænkte: »Kom nu, giv mig scenen - bare i fem minutter«. Det er forfærdeligt. Jeg har virkelig abstinenser. Jeg har to timers materiale allerede, som jeg har prøvet af under ydmyge forhold på Fanø og under meget våde forhold på Beach Club Alanya. Det meste sad lige i skabet. Så hvis jeg var en doven komiker, ville jeg bare læne mig tilbage og sige, jeg var færdig nu. Men mit arbejde er først lige begyndt«.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu

Bedst lige nu