Da det hele var forbi, da den sidste nysgerrige boksefan havde rejst sig fra dybet af sin kropsfavnende lænestol i Danmarks Radios prestigetunge Koncerthus et pænt stykke på den anden side af lørdagens midnatstime – og da den sidste bryststærke reserveblondine på høje hæle var sejlet ud gennem foyeren med tung parfume hængende i kølvandet – ja, da det hele var forbi, stod den noget sønderskudte sværvægtsskude Brian Nielsen ind i presserummet i katakomberne under det mægtige betonbyggeri på Amager.

»Hold da kæft, hvor ser jeg godt ud«, råbte den danske boksebamse ud over forsamlingen af journalister og en håndfuld gamle kammerater, der med jævne mellemrum opfordrede Brian Nielsen til at blive færdig, så de for helvede kunne komme ud i byens natteliv.

Og så satte den 45-årige comebackbokser sig bag bordet på det podie, hvor amerikaneren Evander Holyfield, vinderen af det senioropgør, der storladent blev kaldt ’Legends of The Ring’, allerede tronede.

Et ovenud lykkeligt trafikoffer
Som der en god times tid forinden var lysende forskel på de to snart 50-årige mænd i ringen, hvor der blev givet og taget – med Holyfield som den, der gav, og Nielsen i den barske solorolle som den, der tog mod det hele – var der også forskel på de to boksere, da de skulle sætte ord på nattens hændelser.

Amerikaneren lignede en afslappet mand, der var ganske godt tilfreds efter en omgang solid fitness henne om hjørnet, mens Nielsen fra Korsør fremstod som noget så besynderligt som et ovenud lykkeligt trafikoffer.

For Brian Nielsen, der gennem hele sin karriere og i kraft af sin nonatletiske udstråling har været boksesportens klumpedumpe – men også undervurderet af modstandere og andre, der mente at have forstand på boksningens naturlove og logik – handlede comebackkampen efter næsten ni års golfpause i det solbeskinnede og skattevenlige Spanien om tre ting: 5 millioner kroner i lommen, endnu en smagsprøve på folkets kærlighed samt én på næsen til de skide eksperter, specialister og kritikere, der mente, at ’Fede-Brian’, som han engang blev kaldt med meterhøje bogstaver på Politikens facade, overhovedet ikke kunne magte at komme tilbage i øretævebranchen.

Brians egen frihedskamp
Men fighter Nielsen overlevede.

Og selv om han blev stoppet i 10. omgang af kamplederen, der mente, at danskeren ikke var i stand til at forsvare sig, og selv om han efter at have taget mod 1.001 stød i det natlige eventyr og derfor så ud, som om han var blevet kørt over af en af sine gamle flyttevogne, sluttede han på benene.

Og da Nielsen sad dér på podiet i nattetimen i sit vante solskinshumør og med et ansigt, der huskede mig på, at der ikke er længe til rødgrødssæsonen, var han den mentale vinder.

»Der har været mange kritikere, men jeg gjorde en så god figur«, sagde Brian Nielsen ud over forsamlingen og med boksesnøvlet stolthed i stemmen, »at jeg må have lukket røven på nogle af jer«.

Og dét – de gentagne verbale nakkedrag til alle de klogeåger, der i analyserende tale og skrift havde dømt ham gammel, fed og færdig – var boksebamsens fortløbende tema fra det øjeblik, kampen var forbi, og ’folket’ havde fået om ikke alt, så det meste af det, de var kommet efter.

Nemlig en Brian Nielsen i klassisk stil; sådan nærmest uformelig og helt uden for misundelsesværdigt kropsligt design, et svulmende fighterhjerte, der ikke anerkendte overmagten, og endelig en provokerende optræden over for modstanderen, den undrende Holyfield.

LÆS OGSÅSåret boksebamse tabte med æren i behold

Og det sidste fik et bizart udtryk i kampens 8. omgang, hvor Brian Nielsen – efter at have fået tæsk, tæsk og atter tæsk – sænkede paraderne, som i øvrigt var nyttesløse, og stak hovedet frem og nærmest sagde ’bøh’ til den skarptskårne amerikaner, der ikke helt forstod, hvad der foregik i hovedet på sin uortodokse modstander.

Jamen, havde han ikke fattet, denne latterlige boksekopist, at han var slået og overvundet?

Her i majdagene var det, med lidt god vilje, Brian Nielsens sammenkogte version af den danske frihedskamp. Dog med den krølle, at det kostede op mod 10.000 kroner at være vidne i Koncerthuset. Og at man hjemme i sofaerne skulle betale 500 kr. for at modtage tv-signalet fra det pæææne sted.

Skidegodt, Nielsen
I salen blev Nielsens rækken tunge af autoriteten modtaget med brølende jubel. Så kendte vi ham igen.

Herregud, hvad er ni år? Ingenting blandt venner. Han kom jo tilbage, det var alt, hvad ’vi’ ønskede, ikke sandt? Gode, gamle Brian.

Så bliver alt godt igen, ikke? Skidegodt, Brian. For sådan skal de have det, de udenlandske hundehoveder, dilettanter og socialdemokrater. Det kan godt være, at de kan slå os, men de kan ikke slå os ned – nåh ja, det skete i tredje omgang – men vi bliver fandeme ikke liggende. Gør vi vel? Gu gør vi ej!

LÆS OGSÅBrian Nielsen vandt to omgange mod Holyfield

»Du ser jo slet ikke ud, som om du har været i ringen«, lød det højlydt fra en af kammeraterne, da boksebamsen var kommet ned fra ringen og havde overstået tv-interviewet med Claus Borre.

»Overhovedet ikke«, råbte Brian Nielsen tilbage. Og så blev der grinet. Som mænd nogle gange griner, når der ikke er kvinder til stede.

Og Nielsens grin havde en værdi af 5 millioner kroner. For det er efter sigende det beløb, den tidligere olympiske medaljevinder, hvis muskler engang gjorde vor prinsesse Benedikte ganske benovet – »jamen, du godeste«, sagde hun i Barcelona i 92 – kan tage med hjem til huset, konen og døtrene samt golfbanen i Spanien.

»Brian fortjener endnu en kamp«
Var det så det? En enkelt optræden til kasseapparatets pragtfulde rytmer? Et enkelt show for at drille alle dem, der var modstandere af kampen? En hurtig nostalgisk rejse tilbage til de festlige dage, der var Brian Nielsens trygge tid i familien Danmarks favn? Eller ser vi ham igen?

»Han fortjener endnu en kamp«, lød det fra hele showets idémæssige og økonomiske bagmand, tyskeren Calle Sauerland fra foretagendet Sauerland Event, der anses for at være det femtestørste boksefirma i verden, og som har udmanøvreret den hjemlige promotor Mogens Palle, der nærmest havde karakter af en institution i professionel dansk sport.

»Det er svært at svare på, når man sidder her og ligner en trafikulykke, men lige nu er jeg fristet«, sagde Brian Nielsen – et par minutter efter at han havde lænet sig frem, kigget hen til Holyfields bordende og spurgt, om de ikke skulle have sig en revanchekamp.

»Det bliver der ikke noget af«, mente amerikaneren, der har været verdensmester flere gange, og som stadig håber – efter at have mistet sin formue til forskellige smarte ’hjælpsomme’ managers og forskellige underholdskrævende hustruer og deres sultne børn – at få, trods sine snart 49 år, en ny indbringende titelkamp, der kan understøtte folkepensionen i Guds eget land.

»Jeg behøver ikke endnu en kamp mod Brian, det her var nok, han er for hård. Jeg slog og slog, men han blev ved med at komme og komme og komme, uanset hvad jeg gjorde. Brian gav mig modig modstand, og til sidst kunne jeg se, at han ikke ville gå ned«, lød de anerkendende ord fra den høflige vinder.

For den glade og nærmest triumferende taber var det et vidnesbyrd om, at han havde givet et godt show – og at det velbetalende publikum havde fået smæk for skillingen. »Stemningen var god, og når publikum er tilfredse, er jeg det også«, lød det fra Brian Nielsen på podiet.

Og da jeg et øjeblik senere spurgte ham, om det var dét, han boksede for, nemlig at gøre tilskuerne tilfredse og nyde deres reaktion, svarede han:

»Ja, det er det hele værd, det betyder meget for mig. Og hvis ikke tilskuerne er tilfredse, fortsætter jeg ikke. Men jeg elsker også at bokse, ellers gjorde jeg det ikke. Nu har jeg fået vist, at jeg magtede det, og at alle kritikerne ...«.

Skal boksning forbydes?
Endnu en gang langede Nielsen ud efter dem, der havde sat spørgsmålstegn ved, om manden med de svage knæ og den blafrende svinekrop skulle have lov til at gå i ringen igen, fordi det ikke alene ville være en parodi på boksningen og hele sportens væsen, men også helbredsmæssigt være ganske uforsvarligt.

Ja, at det hele ville være et patetisk show, vi hellere skulle være foruden.

LÆS OGSÅHans-Henrik Palm: Kampen var en joke

I en pause i Koncerthuset, inden kampen gik i gang, spurgte jeg Jyllands-Postens Michael Enggaard, nok den førende boksejournalist i Danmark, om hans syn på det mondænitetsindpakkede Brian-comeback mod den også midaldrende Holyfield. Han trak lidt på skuldrene – Enggaard, ikke Brian eller Holyfield – og sagde:

»Det er deres profession, deres håndværk, og man kan spørge, om det har noget aldersudløb. Eller burde have det. Jeg synes også, Bruce Springsteen burde stoppe med at indspille plader, han har ikke lavet noget godt i mange år, han er ude af form. Men at spille er nu engang det, han kan og vil. Det har jeg respekt for. Og når vi taler om det helbredsmæssige, er det vel heller ikke hos folk som Brian Nielsen og Evander Holyfield, man skal gribe ind, de skal nok vide at beskytte sig. Hvis man virkelig vil gøre en helhjertet indsats på det felt, altså at tage fat om boksningen, fordi man er overbevist om, at den er sundhedsfarlig, så er det da, i sin yderste konsekvens, at kæmpe for at forbyde den i sin helhed. Det er til at forstå«.

Tøffe  og Barbie-svansen. Publikum holdt sig ikke tilbage med tilråb, da René Dif og Stig Tøfting kastede sig over hinanden. Foto: Martin Slottemo LyngstadTøfting på vild jagt
Man kan ikke sige, at det var stemningen i den fine sal lørdag nat – det at forbyde boksning.

Men forbudstanken havde dog strejfet en af programmets øvrige kampe, nemlig det udprægede og uafgjorte showopgør mellem fodboldsportens slemme karl, Stig Tøfting, og popfyren René Dif, der har skabt sig en forrygende efterlønsordning gennem de 35 millioner plader, han har solgt sammen med gruppen Aqua.

Det professionelle bokseforbund ville ikke have noget med kampen at gøre, det ville politiet heller ikke, men nede i Østrig ville man skam gerne give Tøfting og Dif en showlicens – hvilket betød, at kampen skulle dækkes ind af en østrigsk læge, og at TV3-foretagendet og tilskuerne fik deres lækkerbisken af en kendiskamp, der bl.a. blev overværet af Peter Belli og bokseikonet Mikkel Kesler og dennes søster, Linse, der har væsentligt større bryster end René Dif – så store, at de hver især repræsenterer to liter fadøl, har hun fortalt på morgen-tv.

Og det giver jo den gamle revysketch ’Babs & Nutte’ en helt ny dimension.

Tøffe og Barbie-svansen, som Dif højlydt blev kaldt fra tilskuerpladserne, jagtede hinanden rundt i ringen i en stil, der var en vild blanding af et værtshusslagsmål, et taskerøveri og en politisk diskussion.

Begejstringen var så stor, at den har måttet få tv-bagmændene til at savle med tanke på fremtidens muligheder. Med eller uden boksebamsen fra Korsør.