Linnea bøjer sig frem og skænker rødvin, helt op til kanten.

Hun har langt sort hår og et tappert smil. Jeg drejer rundt på stolen for at sige tak, men væk er hun. Hun styrter ned ad trapperne, siksakker mellem bordene og forsvinder ud bagved.

Øjeblikket efter hvirvler tolv hvidklædte mænd og kvinder ind på scenen i den tidligere manege. Den mest langhårede af fyrene stiller sig på den yderste kant af et podie, der skyder ud mellem bordene, og synger om sit lækre hår.

»There ain’t no words for the beauty, the splendor, the wonder of my hair, hair, hair ...«.

I højt tempo synger og danser truppen sig gennem en kompakt udgave af den gamle rockmusical ’Hair’.

Pludselig hopper en af de kvindelige artister op og griber fat i en lysekrone. Hun giver sig til at svinge frem og tilbage.

Langt ud over bordene, hvor folk dukker hovederne over noget black angus-højreb. En kraftig stråle af projektørlys følger hendes bevægelse.

Der er noget bekendt ved hende, synes jeg ... Jamen, for pokker, den er god nok. Det er Linnea!

Det syn sidder jeg stadig og bearbejder, da hun vender tilbage til bordet. Nu igen klædt ud som tjener.

»Det var flot, da du svingede dig i lampen«, siger jeg.

»Tak, tak«, svarer hun. »Det er jeg glad for, at du synes«.

»Er det ikke farligt?«.

Hun besvarer mit spørgsmål med et smil af den slags, man normalt reserverer til sin gamle, nervesvækkede tante.

Men skidt med det. Lige nu har jeg andet at tænke på. Som for eksempel hvad jeg bestiller her.

Jeg skæver over til teateranmelderen på den anden side af bordet for at finde hjælp. Men han sidder bare som hypnotiseret og stirrer ned mod scenen.

LÆS ANMELDELSE Her ansætter man ikke stjerner - man udklækker dem

Det er ham, der har slæbt mig med. Han siger, det skal være slut med kun at slubre den sædvanlige finkulturelle suppe i os. Vi skal ud i yderdistrikterne, mener han. Ud og se på det mere folkelige.

Derfor har vi lagt Rådhuspladsen bag os og er draget ud i verden. Rundt regnet 200 meter ud i verden. Hen til den fjerne ende af Jernbanegade, hvor der ligger en bygning, vi til daglig haster forbi, men aldrig før har overvejet at besøge.

I hvert fald ikke siden et svensk underholdningsimperium for syv år siden overtog driften. Svensk!

Nu sidder vi her så. Til dinnershow hos Wallmans i Cirkusbygningen. Så folk kan se, hvor alsidige vi er.

Opvarmning
Klokken er 18 lørdag aften, da gæsterne begynder at strømme ind. Mændene har smurt voks i håret. Kvinderne er steget op på de højeste hæle. Alle skinner, som man nu engang skinner, når man er på vej til årets fest.

Lige inden for døren spiller en mand på et flygel. På en høj stol ved siden af ham sidder en lys kvinde og synger, at hun drømmer om white christmas. Begge bærer nissehuer.

Det er nemlig juleudgaven af Wallmans’ aktuelle show, ’Smile’, der varmes op til. Og langt de fleste af gæsterne er der sammen med firmaet for at holde julefrokost i en mere spektakulær ramme, end dets kantine kan præstere.

»Har du tænkt dig at flytte ind her«, spørger en tjener en kvindelig gæst. »Siden du har taget sådan en stor taske med!«.

Kvinden ser desorienteret på den uforskammede tjener. Han har måne omkranset af ekstremt strithår, et vildt gedebukkeskæg og sære briller.

Han hedder Jocke Assarsson, er komiker og skal sammen med sin schweiziske kone, cirkusartisten Karin Odermatt, binde aftenen sammen.

Henne i en krog af forhallen langes de første fadøl og drinks over en bardisk. Her står så personale fra Tøjeksperten skulder ved skulder med Scandinavisk Dentalservice og TDC Hillerød.
Showtime.  Wallmans i Cirkusbygningen har gearet sit show til julen og leverer rammen til en hidsig fest. Foto: Joachim Adrian
Jeg kaster mig ind i en samtale med fire kvinder, der siger, de arbejder hos Louis Nielsen, hvor de sælger briller og kontaktlinser til faste lave priser.

»Hvad forventer I jer af den her aften«, spørger jeg.

Tre af dem trækker sig baglæns med en blanding af ubehag og irritation malet i deres ansigter. Den fjerde siger allernådigst:

»At det bliver flot og underholdende«.

Hvad fanden havde jeg regnet med?

Optikeren ser på mig, som om jeg forsøger at score hende med verdens elendigste replik. Og i øvrigt tre-fire timer for tidligt i forhold til festens koreografi.

Hun vender mig ryggen og slutter sig til veninderne. Jeg mærker to sveddråber forlade hver sin armhule med et sekunds mellemrum.

Men nu åbnes dørene ind til salen.

Så gælder det bare om at finde sit bord. De er anbragt i syv cirkelformede niveauer under den blå kuppel. Gelænderne er smykket med kunstgran og julelys.

Og i centrum af det hele stråler scenen, hvor Jocke byder velkommen og siger, at dette arrangement går ud på, at vi alle sammen skal smile, når vi ud på natten forlader bygningen.

Ja, ja. Lad os nu se.

800 gange and
Anmelderen sætter sig over for mig med et suk. Tidligere på aftenen var han i Betty Nansen Teatret og er stadig inde i en omstillingsproces.

Ved siden af mig sidder Wallmans’ pr-chef, Casper Engmark. En stor og energisk yngre mand, som har flyttet vores aftale fra fredag til lørdag for – som han forklarede – at formindske risikoen for, at en masse mennesker brækker sig ud over vores reportage og anmeldelse. Fredag er det vildeste.

Linnea, hvis fulde navn er Linnea Stenbeck, fortæller om menuen. Derefter fortæller Engmark, at Wallmans’ dinnershow har udviklet sig betydeligt, især det seneste år.

»Vi taler ligesom mere i øjenhøjde til kulturfolket«, siger han.

»Hvad vil det sige?«, borer jeg.

»Jo, før var det nok lidt mere svensk«.

»Nå, på den måde ...«.

Nede på scenen er Jocke i gang med sit solonummer. Det er noget med lange balloner, lidt trylleri og en masse sjofle bemærkninger. Som for eksempel den afsluttende:

»Tak, fordi I kom ... Hvis I altså kom«.

Folk klapper og griner som gale ad Jocke. Temperaturen i den store sal er allerede kravlet pænt i vejret, selv om vi kun lige er ved at nærme os hovedretten.
Showtime.  Foto: Joachim Adrian
En midaldrende mand i overtjenertøj og en lille påmalet sort moustache på overlæben prikker mig på skulderen og spørger, om jeg vil med ned i køkkenet og betragte cirka 800 tallerkener blive anrettet med and. Så lad gå da.

Han præsenterer sig som Michael Hansen, event producer. I aften har han ansvaret for et arrangement i et sidegemak kaldet Buddha Lounge. Et lille rensdyr blinker i hans knaphul.

Vi træder ind i køkkenet. I cirkustiden var her elefantstald, har jeg fået at vide. Nu er der varmt som ind i helvede. Et hav af kokke og tjenere råber til hinanden på svensk.

Køkkenchefen står selv og høvler skiver af de langtidsstegte ænder. Kniven bevæger sig hurtigere, end jeg egentlig troede det muligt.

»Der må højst gå tre minutter, fra kokken slipper tallerkenen, til den serveres ved bordet«, siger Michael.

Linnea haster forbi os. Hun skal hente and til vores bord. Jeg skynder mig tilbage.

Norske piger elsker Jocke
På scenen er Karin Odermatt i gang med et halsbrækkende trapeznummer oppe under kuplen. Jeg kan ikke lade være med at fokusere på en tatovering, der fylder hendes venstre overarm.

Linnea når frem til os med anden og haster så ned for at blive klar til julenummeret.

Hun dukker kort efter op på scenen som en slags nissepige i høj rød hat. Nummeret byder også på et steppende juletræ.

»Så er det fandeme jul«, mumler jeg til anmelderen.

»Skål«, svarer han og løfter glasset.

Det sner tilmed på scenen. Og da Linnea efter nummeret dukker op iført sit nissestrutskørt og begynder at servere kaffe og cognac, er jeg tæt på at blive revet med af stemningen.

»Er det godt«, spørger Linnea.

»Ja tak«, svarer jeg. »For mig er det godt«.

Tre mænd og en pianist har nu overtaget scenen. De kaster sig ud i en serie pophit. Aerosmith, Bon Jovi, Bryan Adams.
Komikeren  Jocke Assarsson har netop fået en ubehagelig nyhed. Foto: Joachim Adrian
»Okay, nu går der party i den«, konstaterer anmelderen.

Han har ret. Folk begynder at danse mellem bordene i alle syv niveauer. Parvis. Andre steder rejser kvinder i de fleste aldersklasser sig og svinger deres store hvide servietter over hovederne. Hujende.

Lige under os svanser syv kvinder rundt ved bordet og skråler med på U2’s ’In The Name of Love’ ... Jeg lister ned for at høre, hvem de er.

»Det her er bare så fedt«, råber en af kvinderne til mig. Der skal noget til for at overdøve musikken.

Hun siger, hun hedder Janike Presthus. Hun og hendes seks veninder kommer fra Bergen, eller rettere fra den lille by Os syd for Bergen.

De er en »tøseklub«, som fejrer 10-års jubilæum med en weekend i København. I går var de ude og shoppe. I morgen skal de i Tivoli.

»Jeg kan godt lide dem. De er fantastiske«, siger Janike og peger ned på scenen. »Også selv om de er svenskere«.

»Hvad har været det bedste indtil videre«, spørger jeg.

»Ham komikeren, helt klart«, svarer Janike.

De andre nikker. Så danser de videre.

Klar til den store finale
Jeg bevæger mig længere nedad. Vil ud og kigge bag scenen. Men på vej ud standser en vagt mig.

»Du skal se det, hun laver lige nu«, siger han og peger op mod scenen. »Det er for sygt! Gå derover, der ser du bedre ...«.

Jeg følger hans råd og når da også at se en af pigerne vride sig rundt om en stang midt på scenen. I programmet står det her opført som et sexet nummer. »I kissed a girl and I liked it ...«, synger de.

Da jeg når ud bagved, er artisterne allerede i gang med at klæde om til den store finale. Jeg træder ind i garderoben ...

»Hov«, udbryder jeg. »Er det et dårligt tidspunkt?«.

Flere af pigerne må siges at være nærmest nøgne.

»Måske er det bedre om fem minutter«, foreslår en af dem.
Wallmans  i Cirkusbygningen. Foto: Joachim Adrian
Jeg bakker ud i den trange gang. Nogle scenearbejdere slæber gravsten og skumle kirkegårdsgitre ind på scenen. Så kommer trapezkunstneren Karin gående.

Jeg spørger hende, hvordan det er at optræde hos Wallmans.

»Det er sjovt«, svarer hun. »Jocke og jeg har været her i seks år, og vi kan virkelig godt lide det«.

Hun tøver lidt, inden hun siger:

»Men nu er det slut«.

»Hvad mener du?«.

»Vi har netop fået at vide, at de ikke vil have os med til næste år«.

»Det virker ellers, som om publikum er vilde med jer?«.

»Ja. Måske synes show produceren, at vi løber med for meget opmærksomhed ... jeg ved det ikke. Den gamle Hasse Wallmans holder meget af os, men nu er han stoppet og kan ikke længere beskytte os ...«.

Karin ser rystet ud. Pludselig står Jocke der også. Han fatter heller ikke, hvad der sker. Lige nu virker han ikke munter.

Til sidst bliver man næsten venner
Linnea træder ud af garderoben iført et zombieagtigt kostume. Hun fører mig op ad trapperne uden for salen.

I det afsluttende nummer er det meningen, at hun skal komme styrtende ned gennem publikumsrækkerne fra en dør højt oppe. Vi har lige to minutter til at snakke.

»I starten var det meget mærkeligt at skulle servere, når man lige har været på scenen og spille«, siger Linnea. »Især sidst på aftenen, når jeg har kostumet til ’Kissed a girl’ på, kan det godt være lidt svært at servere for mændene ... uha«.

Men hun synes, det er »en genial ide«, at artisterne også skal servere hos Wallmans.

»Når de mennesker, man ser på scenen og forhåbentlig synes er rigtig gode, når de kommer og siger hej ved bordene, så giver det en særlig kontakt, tror jeg«.

»Bliver man ikke udmattet«, spørger jeg.
Musicalartist  Linnea Stenbeck serverer også ved bordene. Foto: Joachim Adrian
»Selvfølgelig er det hårdt. Jeg har overhovedet ingen pauser fra 19 til 23. Jeg løber! Men det er også sjovt«, siger Linnea.

Og så forsvinder hun. Ned til finalen, der bygger på Michael Jackson og hans ’Thriller’-univers.

Jeg finder tilbage til bordet, hvor show producer Johan Espeland nu også har sat sig. Han er en erfaren svensk musicalmand.

»Hvordan kan det være, at artisterne også skal servere«, spørger jeg ham.

»Det er et gammelt Wallmanskoncept«, svarer Johan. »Hasse Wallmans var engang et sted i Paris, hvor sangerne serverede. Og jeg synes, det er fint, at de møder gæsten med en tallerken i hånden. Det er fantastisk. Til sidst bliver man næsten venner. Det bliver ’du og jeg’. Og det er det, hele aftenen bygger på. Et møde!«.

»Hvorfor bruger du for resten kun svenske artister?«.

»Danske artister ser lidt ned på det at servere. De vil hellere gå arbejdsløse. Der er en kulturforskel på Danmark og Sverige, men jeg håber, det kan blive anderledes«, siger han.

Publikum hviner og klapper i takt, mens artisterne fyrer op under Jacksonrepertoiret. Pigerne i salen rejser sig og svinger med servietterne. Hyler.

Det her er den vildeste fest i byen. Med moonwalk! »I’m starting with the man in the mirror ... Ooh! ...«, lyder det. Og så er showet forbi.

Men ikke festen.

Afterparty
»Prøv lige at se, der går maks. tre minutter, så er der ryddet plads til dansegulvet«, siger pr-chefen.

Og det er et enormt dansegulv. Det er fra første sekund stoppet med festdeltagere. Den modne dj oppe på scenen gør sit bedste for at gejle folk yderligere op.

»Hva’ så, kan I lide noget rock derude?«, råber han for eksempel og sætter Lenny Krawitz på ... ’Are You Gonna Go My Way’.

Jeg kommer i tanke om, at jeg hellere må spørge show producer Johan om det med komikeren, som nu hældes ud.

»Hvad synes du om Jocke?«, siger jeg.

»Han er forrygende. Fantastisk«, svarer Johan.

»Hvorfor har du så fyret ham?«.

»Fornyelse«, siger Johan og ser rigtig trist ud. »Man må overraske og finde andre ting, der er spændende. Han har jo været her længe ...«.
Foto:  Joachim Adrian
Pr-chefen bryder ind. Vi skal vist lige have en øl mere.

»Det, vi sælger, er en god aften ude, simpelthen. Det er ikke højkulturelt. Det er ikke plat. Det er bare en god aften ude«.

Det er, som om Casper Engmark kan mærke på mig, at jeg efterhånden har indset, at det var umagen værd at rejse ud for at opleve livet og kunsten på den anden side af Rådhuspladsen. Han giver den en tand mere:

»Det er sgu lige før, jeg vil sige, at hvis du ikke smiler, når du forlader bygningen, så får du pengene tilbage!«.

Dj’en sætter Lille Per på. ’Til Julebal i Nisseland’. Det er lige meget. De danser til hvad som helst nu.

»I er så seje dernede, I er!«, siger dj’en.

Jeg forlader salen. Smilende, det må jeg indrømme.