Om trekvart år er han ude, og der sidder en englænder i ’hans’ stol med den spektakulære udsigt ud over Københavns havnebassin, der glitrer dovent, når der er sol på.

Når Kasper Holten forlader Det Kgl. Teater, har han været operachef i et dusin år, og dog vil han kun være 38 år gammel. Richard Strauss’ ’Kvinden uden skygge’ bliver til maj Holtens afsked som instruktør på Det Kgl.

LÆS OGSÅBrite udpeget til ny operachef på det Kgl.

Hans sidste år bliver et sjovt vi-må-holde-hjulene-snurrende år. Da jeg foreslår ham at sætte en trilogi i gang af operaer af forskellige komponister – eller alternativt alle komponeret af Rufus Wainwright – over Grace-figuren i Lars von Triers film, vifter han afværgende med hænderne:

Dansk opera er en dyr fornøjelse, og det ville ikke være rimeligt at lade hans afløser, Keith Warner, hænge på den regning.

SE WEB-TVVon Trier-film sættes nu op som kongelig opera

For meget rødvin
»Jeg skal til at være freelanceinstruktør, og lige så glad jeg er for den beslutning, lige så spændt er jeg på, om der er job til mig derude, om folk vil glemme mig«, siger Kasper Holten.

»Og nok så vigtigt: Har jeg lyst til at bo i en kuffert størstedelen af mit liv? Jeg ser jo nogle af de instruktører, der virkelig slår igennem internationalt, og som også kommer på besøg her. Nogle af dem ser jeg som relativt ulykkelige mennesker, der ender som ensomme, omrejsende nomader, hvor de tilbringer seks uger her og seks uger der og så videre«.

»Og drikker for meget rødvin. Jeg vil efterlade nogle huller i min instruktørkalender, som jeg håber at kunne fylde op herhjemme. Ellers må jeg vænne mig til at leve for lidt færre penge«.

LÆS OGSÅOperachef: »De andre teatre har stjålet vores gode ide«

Det er dog ret teoretisk indtil videre. Kasper Holtens kalender er fyldt op til og med 2014, og blandt engagementerne, der tæller Mungo Park og Den Anden Opera, er en helt ny ’Lohengrin’ for Deutsche Oper i Berlin i april 2012. Og i dette efterår får hans Mozartspillefilm ’Juan’, hans første film overhovedet, premiere ude i verden.

Katarsis og nutid
Mulighederne synes at stå åbne. Ikke mindst inden for et operafelt, der ifølge Kasper Holten er blevet mere tilnærmeligt i hans tid som udøvende og som tilskuer.

Det citat, man hyppigst vil kunne finde fra Holtens mund, når man slår tilbage, er det om, at opera er en slags »følelsernes fitnesscenter«, og at følelsesmuskulaturen har lige så godt af at blive rørt og tæsket igennem, som kroppen har det, og han er ikke bleg for at mene, at også det blaserte nutidsmenneske har brug for katarsis, renselse gennem den storladne tragik.

»Kunsten hjælper os til at smage livet bedre, minder os om, hvor kostbart livet er. Men vi lever i et samfund, hvor ord og logik og rationalitet fylder enormt meget«, siger han.

»Vi taler, og vi diskuterer. En stolt operatradition har igennem 400 år dyrket, at heltinden, heroinen, dør til sidst, og så bliver vi forløst. Senta i ’Den flyvende hollænder’ stiger til himmels med sin hollænder, Violetta i ’La traviata’ styrter om i sengen, og vi har set rigtig mange operaheltinder dø en tragisk og lidelsesfuld død, så vi mænd kunne sige: Hun var spændende, hun var farlig, hun var fascinerende, og nu kan vi gå ud«, og Kasper Holten stønner på vegne af mænd i operaens plyssæder gennem århundreder, »og tage vores forløsning«.

Intet kavaleri
Martyriet, lidelseshistorien er en ureuropæisk konvention, og vi får lov til at have den for os selv.

»I Europa har vi ikke den grundlæggende optimisme, som findes i amerikansk kultur«, mener Kasper Holten. »I USA er der altid chancen for, at kavaleriet kommer og redder dagen, mens vi i Europa har vænnet os til, at helten gennemgår en frygtelig masse lidelser, er hamrende meget i tvivl om, hvad han skal gøre, og derefter dør en smertefuld og ensom død«.

»Der er ikke så meget kavaleri over os, og nede i Bosnien må vi vente, til amerikanerne kommer og bestemmer, før der sker noget. Det er hverken godt eller skidt, men en grundlæggende forskel«.

»’Hamlet’ og ’Ødipus’ er grundfortællinger i vores kultur, og det mener jeg faktisk også, at Lars von Triers ’Dancer in the Dark’ er«.

Smittet af Ibsen
Det er Henrik Ibsen, den norske dramatiker, der er skurken. På én måde. Ibsen er gennem stykker som ’Et dukkehjem’ og ’Vildanden’ blevet et kodeord for, hvordan pæne, ordentlige mennesker opfører sig psykologisk forsvarbart i krisesituationer.

A fører til B, som fører til C og det, man kalder ’kausal logik’. Og skuespillere vil til enhver tid giver Ibsen æren for, at de har lært at agere forholdsvis naturligt på en scene. Men hvad der går på CaféTeatret, er ikke nødvendigvis den højhelligste sandhed i Operaen.

»I Skandinavien er vi smittet af Ibsen. Sådan fortæller vi historier, også selv når livet slet ikke arter sig sådan. Livet er jo tit uforståeligt og irrationelt, folk gør mærkelige ting, der ikke kan begrundes logisk«.

»Når det ville være klogere af dem at gøre én ting, gør de en anden. Det er alle dimensioner af tilværelsen, og det er en dimension, som operaen har mere frihed til, fordi den mindre end nogen anden kunstart er bundet af realismen«.

Den uforklarlige cis-mol
Men ligefrem at gå i den anden grøft og gøre opera til ren følelse?

»Selvfølgelig er det en tilsnigelse at sige det; så reducerer man sig selv til at være en B-film, der kun kan være sentimental. Men erstat ’følelse’ med ’det irrationelle’ så«.

»Men hvis du på den anden side kun går til opera med intellektet, nytter det heller ikke. I fjerde akt af ’La bohème’, da Rodolfo opdager, at Mimì lige er død ovre i sengen, kommer der den der cis-mol-akkord, som jeg ikke kan forklare. Måske en musikolog kan forklare, hvorfor det lige er en cis-mol-akkord, der virker stærkt lige der, men jeg er ligeglad. It works«.

»Dér har opera noget væsentligt, som ikke er refleksion, men en umiddelbar påvirkning af sanserne«.

Mozart i trakt arm
Men er du ikke også bare produkt af din tid? Hvis du havde arbejdet i Tyskland i 70’erne, da ideologi var alt og følelser vulgære, havde du vel æklet dig ved den cis-mol-akkord, måske ligefrem ikke taget den til dig?

»Muligvis. Jo. Jeg har også selv sat operaer op, hvor jeg ikke ville vedstå mig følelserne i værket. Min sidste opsætning af Mozarts ’Figaros bryllup’ led af, at jeg ville overintellektualisere figurerne i stedet for at lade operaen være det, den var«.

»Grevindens figur holdt jeg helt ud i strakt arm. Jeg havde lavet en fin analyse af, hvem hun var og hvorfor, men man kom ikke ind under huden på hende. Ingen mennesker kan jo stå for sådan en ren analyse, alle har de skævheder, der gør os til mennesker«.

»Det tror jeg nok, at jeg er ved at åbne mig noget mere for. Min produktion af Wagners ’Tannhäuser’ var et stort skridt på vejen. Der er sket noget med mig i det seneste par år. Begyndelsen af min karriere var præget af stor energi og glæde ved at få lov til at kaste bolde op i luften og så løbe derudad med dem«.

»Den måde at instruere på toppede – og det siger jeg med nogen stolthed – med den samlede opsætning af ’Nibelungens ring’. Der viste jeg alt, hvad jeg havde gjort og kunne og havde undersøgt, og den var en slags endestation. Den gav mig noget friværdi, og nu føler jeg, at jeg kan tage lån i huset og eksperimentere med andre måder at iscenesætte på«.

Kritikken og dogmet
Hans egne opsætninger, Holtens, har altid haft deres kritikere såvel som fans. En af de mest tv-egnede kritikere er Dansk Folkepartis operaglade Morten Messerschmidt, der igen og igen har haft lejlighed til at klage over, at brynjerne, mjødkruset og Brünnhilde-fletningerne i Holtens Wagnerforestillinger var, i princippet, erstattet af maskinpistoler, coke og rastahår.

Og Danmark bevidnede noget så ualmindelig sjældent som en operainstruktør, der var i Deadline på DR 2 for at forsvare et kunstnerisk valg. Med netop Messerschmidt som modpart.

Det var, da Holten havde vist sin opsætning på Det Kgl. af Verdis ’Don Carlos’, en opera om magt og misbrug med en snert af incest i 1500-tallets Spanien. Visse af forestillingens scener foregik så ubetvivleligt i en fangelejr, hvor de indsatte var kostumeret som i Guantánamo.

»Jeg er sådan set ret stolt af ’Don Carlos’«, siger Holten i dag. »Men jeg blev i nogle år nok forledt til at lave opsætninger, der skulle vise publikum, at jeg havde alle svarene, og som var meget samfundsorienterede, endog politiske. Jeg kunne godt finde på at skære svarene ud i neon, så ingen var i tvivl om, hvad jeg mente«.

»Efter pausen synes jeg, den blev bedre. Der satte den spørgsmålstegn ved, hvem der var god, og hvem der var ond, og der sneg sig noget irrationalitet ind. Men ellers jo, ellers var kirken ond, magthaverne var onde, og det skræmte folk væk«.

Rensede ud i klicheerne
Det er en af de få operaer i Danmark, hvor anmelderne forholdt sig decideret ideologisk i deres kritik.

»Den skilte i hvert fald vandene. Berlingske og Jyllands-Posten var ikke så vilde med den, men i sig selv er det jo godt, at opera kan afstedkomme sådan nogle reaktioner. Vi kunstnere bliver altid tudet ørerne fulde med, at vi ikke tager stilling til, at vi er et land i krig«.

»I ’Tannhäuser’ synes jeg selv, jeg kom et nyt sted hen. Dér kastede jeg bolde op i luften, som jeg lod hænge der. Eller rettere: Jeg overlod til publikum at gribe dem«.

»Og jeg rensede ud i nogle af de klicheer, der omgiver figurerne i operaen og lod Tannhäuser selv være denne her superselvoptagne krukke, som man dog ikke kunne lade være med at holde af, fordi han også er et barn, der ikke kan styre det, og som river andre med i sin ulykke«.

Historien om Kasper
Der blev i sin tid gjort meget ud af, at du selv spejlede dig i figuren?

»Det blev jeg spurgt rigtig meget om, ja«, medgiver han. »Og selvfølgelig gjorde jeg det, men det gjorde jeg i mange af personerne, og det gør jeg også i Selma i ’Dancer in the Dark’«.

»Det kom jo efter al den ballade om mit privatliv, hvor jeg skulle finde ud af, hvordan jeg kom på banen igen. Og om jeg overhovedet nogensinde ville kunne tale om mig selv længere ...«

»Men intet af det, jeg sætter på scenen, må i sidste ende være historien om Kasper. Når jeg tolker en Mozart-opera, skal den ikke handle om mig, men selvfølgelig er man et filter, som værket bliver hældt igennem. Men det er noget vås at prøve at få mit liv til at passe på en rolle«.

Voldsomme oplevelser
Vil du selv fylde lidt kontekst på? »Al den ballade om mit privatliv«, siger du.

»Jeg tror ikke, der var mange, der ikke opdagede det«, siger han. Mødigt. Det er ikke hans yndlingsemne, men når han nu selv startede.

»For to år siden var jeg igennem nogle voldsomme begivenheder med min ekskones død, følelsesmæssigt meget voldsomme ting. Og dertil kom en meget voldsom eksponering i pressen af det«.

»Det føler jeg ikke trang til at tale om i dag, og det har ingen direkte relevans til, hvordan jeg arbejder, men det er blevet en del af mig, og jeg kan ikke bare tænde og slukke for det. Jeg er, ligesom alle andre mennesker, sat sammen af mange ting, og det er svært at sige, hvordan jeg havde udviklet mig, hvis de ting ikke var sket ...«.

Har de givet dig en modenhed ...?

»Det ved jeg ikke. Måske har de tværtimod bremset en udvikling, who knows? Men det er i og for sig kun interessant for mig og min psykoterapeut«.

For moderne
Kasper Holten som instruktør har været et stridspunkt, lige siden han som purung i 90’erne anskuede de klassiske operaer på lige netop sin måde. Scenerne kunne være Amager Bio, Århus Sommeropera, dem der nu havde scenerum og adgang til orkester og sangere.

Han blev tiljublet af de unge og klappet tolerant på kinden af de ældre. Dét ændrede sig, da han chokerende, endnu midt i 20’erne, blev udnævnt til operachef på nationalscenen og ændrede på alt, fra hvordan figurerne gik klædt til helt ind i hjertet af f.eks. et nationalklenodie som Carl Nielsens ’Maskarade’.

Når gamle abonnenter på Det Kgl. rutinemæssigt bliver spurgt, hvorfor de opgiver deres abonnement, lyder svaret ofte: ’Kasper Holten er for moderne’.

»Heldigvis er der også mange, der siger, det er, fordi det er for besværligt at komme herud på Holmen, eller at de er blevet for gamle! Men jo, der er dem, der har angivet det andet. Tænk, at det skulle være en anklage. Men nu slipper de jo snart. Medmindre Keith Warner giver mig job, for det ville jeg jo næppe sig nej til«.

LÆS OGSÅMusikredaktøren: Det Kgl. har fået en ny solid operachef

Fokus på det ydre
Men der er lys ude i horisonten for operaelskere, der hader at se deres romantiske helte på scenen i cowboybukser og med snus under tungen.

»Både jeg og andre instruktører er på vej væk fra de meget moderne kostumer. Been there, done that, tror jeg. Folk fokuserer meget på det ydre: Er det cowboystøvler eller rokokokostumer? Selv synes jeg, det er ligegyldigt«.

»Det er jo ikke realisme, det der foregår på en operascene, alligevel. Hvorfor er det ikke i orden at skabe et associativt rum, hvor kostumerne i en ’Figaros bryllup’ f.eks. kunne associere til moderne adel eller til nogle magtstrukturer, der findes i dag?«

»Det behøver vel ikke at gå op«, og Holten tegner anførselstegn i luften, »i et eller andet skema? Og man kunne spørge folk, der hadede min ’Don Carlos’ pga. referencerne til Guantánamo: Men var det rørende, da man ser kong Filip begynde at græde, den store, stakkels, kæmpemand? Var det rørende? Men folk er for optaget af ydre symboler«.

Delvis tilbagevenden
Så tilbage med pludderbukserne. Måske endog Brünnhilde-fletningerne. Og spyd i stedet for Kalasjnikover.

»Jeg håber bare, at den bevægelse ikke bliver en tilbagevenden til det der ’gå og stå’-teater i klassiske kostumer, men lad os prøve at forene tingene«.

»Masser af moderne iscenesættelser har skærpet vores blik for, hvem disse operafigurer egentlig er. Som mennesker. Hvordan har de det? Hvem er de faktisk?«

»Selv med klassiske kostumer på kan vi godt bevare den subjektivitet, den nysgerrighed, den rejse ind i værket og lyst til at sætte figurer på spidsen, som de sidste generationer af iscenesættere har budt på. Jeg håber på en syntese af de to strømninger snarere end en pendulbevægelse fra det ene til det andet«.

Hyggelig reaktion
Så jo, det er snart ovre. Og det lønligste håb, nogen kan have til fremtiden for opera, er, at den skarpe kant ikke bliver afløst af tilbagelænet velbehagelighed. Som Kasper Holten engang selv har hørt det på vej ud af et teater, der havde spillet Donizettis ’Lucia di Lammermoor’ om en kvinde, der på bryllupsnatten myrder den mand, hun blev tvunget til at gifte sig med:

»Der var nogen foran mig, der sagde, at næ, hvor havde det været en hyggelig aften. Altså ... excuse me. Sådan en reaktion vækker min trang til at vække jer, få jer til at kigge efter en ekstra gang«.

Den ’Lucia di Lammermor’, Holten refererer til, er næppe hans egen opsætning på Folkoperan i Stockholm i 2002, hvor han fik sit publikum til at gispe hørligt, fordi han lod Lucias berømte vanvidsarie udspille sig, mens hun snittede sine pulsårer over og langsomt forblødte, mens musikken piblede ud.