Julen havde stadig sit greb i folket, da vi gæstede det gamle spisehus, hvortil indgangen nu går direkte fra Magstræde og op på første sal i det meget gamle og historisk hyggelige hus.

Adskillige større grupper havde indtaget især det lange lidt håbløse rum (kvægloftet), vi som a la carte-gæster slap for at sidde i.

Og alligevel måtte der tales meget højt hele aftenen, især efterhånden som den gode vin fik gjort selskaberne mere løsslupne.

Lyst og robust interiør
Betjeningen har overtaget lidt af den gamle nonchalance med charme og fik efter lidt tid givet os et kort og på anmodning også et glas spumante.

Interiøret er meget lyst og robust med postmoderne udgaver af plankebordet, menukort på træplader, og i det hele taget er det en ren og naturorienteret linje, der køres både i stil og mad.

Enkel menu
Opbygningen af kortet er enkelt. En kort version koster 400 kr. og omfatter to antipasti, en pasta, en hovedret og en dessert, mens den lange version koster 475 kr. og byder på fire antipasti, to pastaretter, en hovedret, ost og en dessert.

Vine koster for 5 glas 400 kr. og 700 kr. for luksusudgaven. Vinkortet er ikke stort, men der er gode vine i både det betalelige og det blærede hjørne.

Vi tog den lange menu med en flaske fra vinkortet suppleret med et glas rødvin fra dagens vine til osten.

Indledningsvis fik vi en meget lille appetizer med nogle sjove små dybstegte vandbakkelser, lidt rødbede i vinaigre og lidt chilitomatsovs.

Det kunne ikke på nogen måde jage sulten bare lidt væk, så vi bad om brød og fik noget meget friskbagt, men også meget lyst flute, hvortil jeg ikke forstår, hvorfor de ikke stiller en flaske olivenolie eller kommer med lidt på en tallerken, så man kan dyppe brødet.

Antipasti med udsving
At kokken har en fortid på en af landets fineste italienske restauranter er formmæssigt ikke til at komme uden om.

LÆS ARTIKEL Stjernekok siger op og går solo

Antipasti kom i fire dybe skåle med en stegt tigerreje på en bund af agurk, rødkål og appelsinsovs.

Sjov ide at medtænke julen, men hvorvidt rødkål i appelsinsovs gjorde noget godt for rejen, ved jeg nu ikke.

I øvrigt forstår jeg heller ikke, hvorfor man vælger en kinareje, der både har sit opdræt og sit væsen imod sig.

Marineret løg og auberginerulle
Langt lækrere og mere originalt var det store milde marinerede borretane løg (meget aromatiske runde løg med særlig form), der blev serveret med sprødt brød, sprøde babysalater og en mild ostesovs, der matchede løget fint.

Håndværksmæssigt var auberginerullen den fineste med en grov puré af aubergine viklet i en måske lidt understegt skive aubergine og serveret med en sauce af tragtkantareller.

Trods den store energi, der lå i retten, manglede den dog lidt skarphed i tilsmagningen – f.eks. ville salt have gjort sig her.

Salt, sødt, bittert og surt
Den smag, der manglede her, kom så til gengæld i den syltede griseskank med marineret fennikel og ostesovs, der markerede, at retterne havde hver sin dominans af henholdsvis salt, sødt, bittert og surt.

På dette tidspunkt var der kommet bund i glasset med spumante, og vi gik over til en Rosso di Montalcino (nærmere specifikation har nissen gemt), der var rar og let at drikke til det meste af det grønne, vi skulle have.

Vinmenuen gik en lidt tungere vej, som jeg havde svært ved at forestille mig til de lettere grønne sager, men vinene i sig selv lød dejlige.

Velsmagende enkelhed
Så fulgte pastaretterne, hvor den første var en hjemmelavet rustik model med artiskok, hvidløg og persille, der i al sin enkelhed smagte ustyrlig godt.

Det er nok på pastasiden, jeg synes, Fabio er i topform, selv om også hans antipasti er herlige at indlede med.

Herefter kom en krydsning mellem en cannelloni og en meget tynd pandekage med fyld af spinat og ricotta med et par hakkede tomater over.

Den hed toscansk tomatconcassé, men her kommer kvaliteten af tomater til kort – danske tomater kan ikke gøre det, som italienske kan, og smagen var for vag.

Udvidelse af horisonten
Hovedretterne var et valg mellem en vegetarret eller en kødret, og vi testede en af hver.

Den grønne var en rejse tilbage til 70’erne. Savojkål rullet om citronrisotto med zuccinistykker. Hertil en parmesan tuille og en grøntsag jeg ikke lige kendte, da den blev præsenteret ved navn kardon.

Det viser sig at være en tidsel-blegselleri-lignende plante med smag af artiskok, der har været kendt i Danmark siden 1600-tallet. Herligt med udvidelse af horisonten.

Stedmoderlig juleand
Hele retten var ikke superskarp i smagsudtryk, og det samme kan man sige om Il Donas juleand, hvor ideen om at lave noget, der var julet, ikke havde fået køkkenets sjæl med, så kødet lå lidt stedmoderligt på tallerkenen med lidt grønt ved.

En fin mundrenser af marineret hvidkål med grappagelé før ostene, der bød på en frisk tomme (bjergost med mild smag i retning af lidt hvidskimmel), en fastere Ubriacone på rå komælk lagret i vin og en gorgonzola med syltede grønne tomater, kastanjehonning og brød til.

Vi fulgte kortet og fik et glas Rubrato 2006, Feudi de San Gregorio fra Campania, der smagte herligt, men måske overdøvede ostene en smule, men grundlæggende var det en sympatisk anretning.

For meget ris
Den titel får desserten ikke hos mig. Også her ville køkkenet lege jul og havde lavet en risalamandetærte med en klat risalamande til og en sprød, meget lang og tynd cantucini (mandelkage).

Ganske vist kommer maden fra landet med risotto, og det serveres i huset for de basisnære cerealier, som var så rigtige i 60’erne og 70’erne, men med risfyld i hovedretten blev det et nummer for meget ris.

Rødvin i mandelgave
Medspiseren fik formildende en mandel i risalamanden og gjorde sig fortjent til et glas rødvin mere.

Stemningen er god og afslappet, men måske er maden en smule for afslappet, i forhold til hvad Fabio kan.

Det må gerne være rustikt, men smageskeen skal sidde lidt skarpere. Derfor kommer vi ikke op på de fem huer, som stedet nemt kan ramme med lidt mere selvjustits.

Det bliver til fire gode huer og en stadig begejstring for konceptet.

GUIDE: Det bedste fra det italienske køkken