Gourmet bliver trængt tilbage af bøf bearnaise og moules frites.

Den enkeltstående vel nok største trend i de seneste par års prægning af restaurantudbuddet har formentlig været overgangen til det ’uformelle køkken’ – primært inspireret af Frankrigs bistroer og brasserier og Italiens trattoriaer.

I Jægergårdsgade i Århus har de for længst fanget melodien. Ikke af hensyn til trenden, men fordi det er der, deres hjerte ligger.

I en gammel tidligere tobaksforretning har Søren Andreasen og kompagni banket en utrolig sympatisk lille restaurant op. Klassisk Bistro hedder stedet – og det er konceptet i en nøddeskal.

En bid af Frankrig
Det er det franske landkøkkens eviggrønne klassikere, der er på tallerkenerne. Man sidder omgivet af den vin, der kommer i glassene – reolerne med flasker er alle vegne i de små lokaler, der er præget af en charmerende trængsel af gamle borde og stole, små nicher og hyggekroge.

Det er på mange måder drømmen om den lille sidegade-bistro, der er realiseret på stedet. Kortet er præcis, som man kunne tænke sig det, når man er i det franske hjørne.

Der er muslinger, dagens rillette, paté eller terrine, snegle i hvidløg eller chevre chaud. En lille skandinavisk afstikker er laks gravad efter den navnkundige Fru Ingeborg Suhrs opskrift (hende med husholdningsskolen ...).

Hovedretterne omfatter først og fremmest stedets bravur-nummer, den klassiske, flamberede peberbøf – dernæst dagens fiskeret (kaldet dagens svømmer) eller hovedretten fra aftenens bondemenu.

Menuen koster 280 kr. for tre retter. Ikke galt, når man både vil gæsterne det godt i forhold til portionsstørrelserne og kokken rent faktisk mener noget med det, han laver.

Glad italiener
Maden er som sagt ærkefransk, men vores tjener denne aften var til gengæld italiener – med al den tilbagelænede verdensmandscharme og flirten med gæsterne, den kunne trække.

Han havde tid nok til at sætte sig ved bordet og tage imod bestillingen og besynge hver enkelt ret med et længere heltekvad.

Bestemt hyggeligt – om end bestillingen velsagtens tog omkring tyve minutter af den grund. De andre tjenere var dog ikke blege for at komme forbi med et: »Vi fjerner ham, hvis han bliver for meget ...«

Delikat men ikke uforglemmelig
Min gæst lagde ud med en gang muslinger i forretsstørrelse til 95 kr. Det var en ret pæn mængde muslinger, tilberedt på klassisk mariniere-vis og drysset med masser af friske krydderurter.

Suppen havde fået et pænt skud fløde, og det havde den ikke taget nævneværdigt skade af. Ikke raffineret på nogen måde – men 100 procent i orden, som Vor Franske Madmor ville have lavet den.

Min gæst var mild og god og travlt optaget de næste minutter. Selv gik jeg på menuen, der lagde ud med en anretning med farseret kyllingebryst med en medfølgende lille grøn salat.

Ordentlig, pæn lille servering – lige præcis med den løse hånd, der ofte kendetegner bistrokøkkenet i Frankrig. Delikat – uden dog at være uforglemmelig.

Vi drak to ret forskellige glas hvid til retterne. Min gæst søbede en fed, venligtsindet Chardonnay i sig, hvis nærmere data forsvandt i blæsten på Jægergårdsgade.

Selv prøvede jeg et udmærket glas af den sicilianske Alastro fra producenten Planeta i 2005 udgaven.

Flamberende festfyrværkeri
Hovedretterne nærmede sig. Et klassisk flamberings-blus blev kørt i stilling. Flambering er et hæderkronet gammelt stykke tjenerhåndværk, som efterhånden er ved at gå i glemmebogen.

Det har værten på Bistroen, Søren Andreasen, besluttet sig for at gøre noget ved – hvorfor det klassiske køkkens to, store flamberingsretter peberbøf og crepes suzette begge er at finde på menuen.

Vores italienske tjener ankom med hele batteriet af flasker og skåle. De næste par minutter var han travlt optaget af at overgå Tivolis nytårsfyrværkeri med meterhøje stikflammer og skødesløse bevægelser med panden og diverse flasker alkohol.

Vældig god underholdning. Kødet interval-steges og hviler ude i køkkenet, hvorfor at stedets peberbøf tager omkring 50 minutter fra bestillingen.

Et uppercut af smagsoplevelser
Resultatet er en uhyre fin og smør-mør, saftig bøf, der dog så også koster 295 kr. Saucen får både et skud fond, portvin og cognac – og ender med at være en mørk, intens sødmefyldt sag med et godt skud peber.

Absolut venligtsindet, om end måske nok lidt for sød efter min mening. Min gæst havde nu ingen indvendinger. Tilbehøret er husets hjemmelavede pomfritter i rå mængder.

Det ville måske klæde det delikate ved serveringen, at man serverede halvdelen af fritterne i en skål ved siden af. Det var lige ved at blive uelegant.

Men smagen fejlede intet. Hvad drikker man til sådan en peberbøf? Med så heftig en sauce, måtte vi helt ud i en australsk Mollydooker Shiraz The Boxer.

95 point hos Parker i 2005 og 100 kr. glasset på Bistroen. En uppercut af et glas rødvin. Man bliver tavs og taknemmelig på en nærmest svedig måde.

Blommer, solbær, lakrids og bøllebank til alt, hvad der stiller sig i vejen.

Gris med mos
Det gik lidt fredeligere for sig på min tallerken, hvor menu-hovedretten befandt sig. Spoleben af gris, sprængt først og siden tilberedt, til det faldt fra benet med grov mos.

En rendyrket herreret fra det fransk-inspirerede mormorkøkken. Og der var nok af den. Mildt sagt en gavmild portionsstørrelse, når vi taler om tre retter for under 300 kr.

Det siges, at portionsstørrelserne vokser, når man tager fra København til Århus – og med denne ret passede påstanden.

I den søde afdeling måtte min gæst naturligvis ud i flamberings-cirkusset igen. Crepes suzette er en klassiker, der i mange år levede en hengemt tilværelse på glemte hotelrestauranter og landevejskroer.

Franske evergreens
Det er herligt at se den blive taget alvorligt igen. Kombinationen af pandekager, citron- og appelsinsaft, orangelikør og vaniljeis er ikke til at komme uden om – prisskiltet lyder på 138 kr.

Vor italienske ildkunstner svingede atter panden over det fine, gamle gasapparat, og alle i restauranten sagde: Næh, Ih og Åh – efterfulgt af min gæst, der sagde det samme om smagsoplevelsen.

En klassisk sauternes som et glas Chateau Suduiraut skader på ingen måder til sådan en dessert. Menuen sluttede af med endnu en fransk evergreen, tarte tatin.

Æbletærte-klassikeren over dem alle var mørkt karamelliseret og blev serveret med en venlig vaniljeis. Ikke så mange dikkedarer:

godt afviklet, god smag. Karamellen var så mørk, at vores vært mente, at et glas Pineau des Charentes var det eneste rigtige at drikke til. Det havde han egentlig ret i.

The new black
Summa summarum: For en fuldblodsaften på Klassisk Bistro lander to personer nemt på en 1.200-1.500 kr. Holder man sig til menuen og et enkelt glas vin, kan man slippe for under 400 kr. pr. næse.

Men det bliver nok svært at slippe af sted derfra uden lige at prøve et glas mere. For sådan er der på Klassisk Bistro. Det er næsten som at være hjemme hos gode venner.

Så kommer værten lige gående med en sjov flaske, så falder man lige i snak, så skal der lige smages noget, de lige har lavet ude i køkkenet.

Maden er glimrende – lavet med stor charme og løs hånd. Den er sine fire gode huer og en anbefaling værd. Når den særlige, hyggelige og utroligt personlige stemning på stedet lægges til, er man lige ved at være tilbøjelig til at hænge en hue mere på knagerækken.

Men da det dog primært er køkkenets evner, det drejer sig om i denne spalte, så holder vi os på de fire huer og en varm anbefaling.

Franske førsteelskere: Tag trygt på besøg på Klassisk i nummer 65. Bistro is the new black ...