December er mere end and, finker, ribbenssteg og lageflæsk. Når dagen er svundet ind til en lille, grå stribe næringsfattigt lys, og regnen drypper fra granguirlanderne, er det blevet karrytid.

Drømmen om den eksotiske sommer lever i de pakistanske og indiske jerngryder, når spidskommen, chili, nelliker, bukkehornsfrø, gurkemeje og koriander ristes til brændende krydderblandinger, der giver varme i hele kroppen. På Vesterbrogade i nummer 94 har en af vores bedste pakistansk-indiske restauranter ligget i en årrække.

Al-Diwan har et stort og trofast publikum, der ved, at kokkene på stedet gør lige det ekstra ud af retterne, der hæver dem over gennemsnittet og gør stedet til byens måske bedste repræsentant for regionens køkkener.

Længe - alt for længe - var der vandskade på stedet, så karryelskerne måtte gå forbi den låste dør og vente på bedre tider. Nu er de kommet - man kan atter smide sig på diwan'en og få én på smagsløgene. Værterne er utroligt høflige, venlige og korrekte i deres optræden på stedet; her smides der ikke bare en skålfuld karry på bordet uden forklaring. Man fortæller gerne om retterne og deres tilberedning og er tydeligvis stolt af sit køkken - og det med rette.

Vi lagde klassisk ud med en gang poppadums til 12 kr. stykket. Selve poppadums'ene var en udmærket standardtype - men ikke noget ud over det sædvanlige. Det var til gengæld tilbehøret af ikke mindre end 4 små chutneys og relishes. Alt hjemmelavet og med tilhørende forklaring forstås.

Rød chili, umiddelbart rund i smagen - men med et ordentligt spark af chilistyrke. Grøn chili, mere frisk i smagen - og voldsom i styrken. Forsigtighed tilrådes. Min gæst lyttede ikke efter - og betalte med en let røg ud af ørerne i nogle minutter. Så var der en raita-lignende yoghurtdressing med mynte og andre urter. Og endelig en fin, hjemmelavet blomme-mandel-chutney. Sød og delikat.

Vi fortsatte med et par pakora hver. Pakora er en klassiker fra de pakistanske/indiske køkkener. På Besan-mel (kikærtemel) laves en beignetagtig dej, som 'pakora-emnet' vendes i og dybsteges. Min gæst fik fish-pakora, lavet med laks og diverse krydderurter. En velsmagende og godt krydret lille fiskeforret.

Selv fik jeg paneer-pakora. Paneer er den traditionelle friskost fra Nepal og Indien/Pakistan. Her var den indbagt i pakora-dejen med urter, små stykker kartoffel, bønner etc. De to små pakora-kager lå i en let yoghurt, sådan som retten traditionelt serveres i Pakistan. Let krydret og delikat. De medfølgende små salater var ikke så pokkers interessante - men følger altid med, traditionen tro.

Ikke kød i mørke
Hovedretterne var rigtig gode. Man kan undertiden have oplevelsen af, at karryretter bliver en slags 'kød i mørke', hvor kylling, lam eller okse i mundrette bidder svømmer i en olieret, brunlig sovs, der smagsmæssigt dominerer totalt. Men ikke på Al-Diwan.

Min gæst havde valgt klassikeren Chicken Buhna (109 kr.). Buhna-saucen laves typisk med ingefær, hvidløg og tomat - foruden karryblandingen. Her var gode, møre, velsmagende stykker kylling anrettet i saucen med små strimler af ingefær på toppen. Man fornemmede tydeligt de forskellige ingrediensers samspil i retten.

Retten var i kortet beskrevet som ret stærk; det var ikke tilfældet lige denne dag. (Hvilket min gæst egentlig var meget taknemmelig for. Hans smagsløg ømmede sig stadig ovenpå chili-relish'erne fra forretterne ...) På min side af bordet stod den på husets specialitet: Lamb Jalfrezi. Jalfrezi er også en karryret - her med rød og grøn peber og stykker af kogt æg i blandingen.

I de Jalfrezi-opskrifter, jeg kender, indgår der egentlig ikke peberfrugt, men derimod strimler af rød og grøn chili. Men peberfrugterne var meget velsmagende. Kommen og stødt koriander - foruden frisk koriander - indgår også i krydringen.

En meget delikat ret, ikke voldsomt stærk i krydringen, men med fine nuancer fra de forskellige smagsgivere. Tilbehøret var en gang vegetable rice (udmærkede ris iblandet lidt grøntsager - ikke uforglemmeligt) og to vældig gode brød. Tandoori-nan brødet var rygende frisklavet, dampende og velduftende. Vi rev store, velsmagende stykker af og dyppede dem i karry'erne og følte os som veritable pakistanere.

Et andet brød måtte også lige prøves: Shahi-kulcha var et pandestegt brød, stegt i fedtstof og pudret med safran. Sidstnævnte gav dog mere farve end smag til brødet. Der kom en 2-3 pandekagefoldede brød for 35 kr. Drikkevarerne var de traditionelle mango-lassi (yoghurt-drik), som var friske og delikate og ikke helt så tykke i konsistensen, som man undertiden møder dem.

Stort dessertudvalg
Desserter findes sjældent i særlig stort udbud på indiske og pakistanske restauranter. Det skyldes ikke, at de ikke findes i køkkenerne, men først og fremmest, at de er svære at få solgt til gæsterne. Desserterne er typisk meget massive i sødmen; kondensmælk, nødder, figner, dadler og sirupper indgår i mange af dem.

På Al-Diwan er det en glæde at se, at der bliver gjort meget ud af de traditionelle desserter. Der findes som regel flere i køkkenet, end hvad man kan finde på kortet, så spørg endelig. Vi fik et fint lille udvalg af desserterne med behørig forklaring til.

Den traditionelle 'jule'-dessert i Pakistan kom i en lille skål: fine nudler i en sød mælkesauce med en enkelt daddel i. To slags halva var det også blevet til. Halva findes i et utal af afskygninger. Der er typisk tale om kage eller pastalignende, tætte, søde desserter med masser af nødder i, ofte krydret med rosenvand, safran eller andet. Her var der to slags - en mørk og en lys - begge massivt søde i smagen.

Den traditionelle is på kondensmælk - kulfi - drysset med nødder kom i en lille skål. Men aftenens hit var alligevel klassikeren Ghulap-Jaman (direkte oversat: rosen-blommer) - små, friturestegte maizena-kager overhældt med en mørk sirup. Ikke ligefrem en let og frisk dessert - men meget velsmagende.

Med to kopper kaffe sluttede regningen af på 757 kr. Det var da dyrt - kunne man fristes til at mene, fordi fordommene fortæller os, at indisk eller pakistansk mad ikke må koste mere end en hund pr. næse. Men det er jo forkert, hvis man som på Al-Diwan insisterer på nuancerne, den lille detalje, den højere kvalitet.

Der findes desuden en stor, delikat buffet på stedet, som man kan forsyne sig fra for meget små penge. To personer kan sagtens opleve køkkenet for 400 kr., hvis man holder sig til buffeten. Vi siger pænt tak for mad og god betjening og kvitterer med fire pæne huer til Al-Diwans pakistansk-indiske køkken.