Den tid, hvor økologi var synonym med vadmel og træskodans, er heldigvis forbi. Det er BioMio et glimrende udtryk for.

Stilen i dette store spisehus med plads til ca. 200 gæster er smart, kommunikationen omkring mad og bestilling er ligefrem ’interaktiv’ – ifølge ejerne Karsten Hoydal, Hans Schmidt og Lars Svensen – og maden rammer lige midt i den senmoderne wokgryde med hang til nostalgi og multikulturelitet.

100 procent økologisk
Det er efterhånden en kompleks affære at skulle spise sig et måltid god mad. Alt det, maden kan, skal nu italesættes så tydeligt, at lidt af forførelsens skønne ordløse spil går fløjten.

Gæsterne får et lille hæfte, hvor ejerne redegør for stedets filosofi.

Fint nok – man kan jo bare springe det over, hvis man ikke er i humør til etiske, æstetiske, videnskabelige eller økonomiske refleksioner.

Centralt er det dog, at her er 100 procent økologisk.

Serveringskonceptet er anderledes og meget nede på jorden – fint til en travl hverdag.

Man får udleveret et plastikkort og kan med dette i hånd gå til de fire-fem stationer med kokke og bestille mad og ligeledes gå i baren og bestille drikkevarer.

Alt, hvad man bestiller, registreres på kortet, og man afregner ved kassen til sidst.

Ægte American style
Man bærer selv maden ned til de lange højborde, hvor man sidder bænket på en slags barstole, hvis man da ikke falder ned i bløde sofagrupper i det ene hjørne.

Maden er beskrevet i det udleverede hæfte og udstyret med en stribe ikoner – i alt 20 styk! – der kræver en halv times læsning, før de er begrebsliggjort og forstået.

Under de smarte titler på maden – Dyp i dip, Suppe-das, Krummer, Jomfru i pasta eller Glad gris på gaflen – står med en anden farve skrift, hvilket ernæringsmæssigt udbytte der er i retten, og hvorledes den gavner kroppen. Ægte American style.

Desuden er der kostberegnet på retten med kilojoule, proteiner, fedt og kulhydrater, men kun i gram, hvilket aldrig har været tilstrækkeligt – her må der procenter til, hvis det virkelig skal begribes på kort tid.

Appetizers koster 25-75 kr., salater og pasta 85-125 kr. og hovedretter 115-125 kr.

Det er sådan cirka den klassiske middelpris for cafémad – her er der tale om restaurantmad, men med en fuldstændig selvbetjent servering. I baren er der saft, øl, varme drikke, vin og cocktail samt desserter (35-45 kr.)

Ernæringsopdragende stof
Udvalget af vine er mildest talt begrænset, men selv lidt kan jo være godt. Det var det ikke.

Jeg havde sendt medspiseren i baren, og hans valg af den dyreste (ud af tre flasker rødvin) – en Merlot 2007, Villa Teresa, Veneto fra Italien til 240 kr. – smagte cirka som Ribena.

Han vendte tilbage og bad om at måtte betale for to glas og købe en anden flaske.

Venligheden var stor, så nu blev vi sat til at smage udvalget, altså de to andre.

Den franske Côtes Catalanes var sur og nok også lidt for varm, så den mindst ringe var en spansk Casa Mon Frare 2004 på monastrell-druen fra Valencia til 220 kr.

God rødkålsknas
Imens havde jeg bestilt tre appetitvækkere, der ret hurtigt kom på disken og kunne afhentes.

Rødkålsknas var nok noget af det bedste denne aften. Meget fint snittet rå rødkål vendt med hasselnødder, granatæblekerner og græskarkerner i en tahina-dressing med sesamolie, citron og hvidløg og serveret med et stykke, fint ristet, tyndt groft brød.

Sundhedsanprisningen var besynderlig. Omega-3 fedtsyrer, fibre og K-vitamin er såmænd da godt nok, men jo ikke det essentielle i denne ret.

Langt mere ville omega-6, kålens antioxidanter og granatæblets mangfoldige fortræffeligheder være værd at anprise.

Skal man skrive den slags ernæringsopdragende stof, skal det være fokuseret. Men smagen var supergod.

Rodfrugter med wasabi-mayo
Det var den også i den grove gode dukkah – en nordafrikansk krydderblanding af sesamfrø, korianderfrø, peber, hasselnødder og kanel, der i øvrigt siden er blevet fast bestanddel i det australske bushkøkken.

Den blev serveret med olivenolie og brød. Brødet kunne sagtens have været bedre, men når det blev dyppet i olie og dukkah, gik det an.

Igen en ufokuseret næringsanprisning, hvor nødderne roses for kalkindholdet frem for E-vitaminindholdet.

Anprisningerne bliver da bare fyld. Sidste appetitvækker var fritter af rodfrugter med wasabi-mayo. Ideen er god, men fritterne var slaskede.

Mayoen kunne godt have haft mere bid af wasabi, mens smagen i fritterne var god.

Aftenens hit
Man kan afgive alle bestillinger på én gang, så passer det meget godt med, at man kan få sin hovedret hurtigt efter hapserne.

Spizy beef var en frisk og velsmagende wok med oksefilet i en blanding af rucola, cashewnødder, gulerødder, rød peberfrugt, spidskål, koriander og sprøde spirer.

Her kan man så overveje, om økologi er alt, eller om sæson ikke også kunne være på sin plads i disse miljødebatterende tider.

Men ellers var det aftenens hit på hovedretsiden.

Grisen og kyllingen var samme grundkoncept med små stykker kød (fint med reduceret kødindtag) stegt på grillpande og lagt på rodfrugter af forskellig observans og tekstur, men selv om teksterne lød forskellige, havde maden samme smag og udtryk.

Maden skal smage af mere
Kaffechokomoussen var o.k., men lidt fad i smagen, mens den rødbedetilsmagte chokoladekage var lige ved at vende tankerne til de gode gamle klidkagedage i tyngde og mangel på sødme.

Så hellere helt undvære dessert! Og det sker ellers sjældent.

Regningen for tre personer lyder på 960 kr., hvilket inkluderer en flaske og to glas vin samt en øko-cola.

Prisen og den gode økologiske vilje er ikke nok. Maden skal smage af mere og være skarpere.

I den gode sags tjeneste runder vi op til tre meget små huer og håber på bedre smagsvariation fremover.