Skovriderkroens anden renæssance er begyndt. Whiskybæltets gamle landevejskro fra 1937 er genopstået efter en massiv ombygning i millionklassen med finansmanden Joachim Lars Bruus-Jensen som ejer.

Sportsvogn og hyttesko
Forrige runde startede med de bedste intentioner, men flere restauratører måtte give op undervejs – og kroen fik til sidst nok mest ry for at være stedet, hvor gråsprængte herrer med sportsvogn og hyttesko var løs i baren. Folkeviddet slog af samme grund hurtigt til med tilnavnet Damhus Nord.

Nu er der kommet andre boller på suppen. Det er gastronomi, der satses på. Den nye Skovriderkro rummer flere uafhængige restauranter med hver sin køkkenstil. Vi lagde vejen forbi det italienske trattoria Bottega; søsterrestauranten på Christianshavn har allerede høstet en del rosende ord for sit uprætentiøse, gode trattoria-køkken.

Venten og vinken
Vi blev modtaget af en smilende, lettere opgearet tjener. Det var tydeligt, at der var damp under kedlerne i restauranten i en grad, hvor det næsten kom ud af ørerne på manden.

Man kan ikke bestille bord på Bottega, man kommer bare forbi. Vi fik venligt at vide, at man ikke kunne overskue flere gæster – og blev sendt ovenpå i loungen for at vente på bedre tider.

Nu ville det have været fikst, om vi for eksempel var blevet tilbudt noget at drikke oppe i loungen, hvor der var 30 grader varmt, men vores tjener var ny mand på gulvet, hvilket han nu også selv gjorde opmærksom på.

Vi ventede og havde samtidig udsigt til en tre-fire ledige borde, som man desværre ikke havde overskud til at besætte. Efter 20-25 minutter blev vi hentet ned i restauranten og blev udstyret med hver sit spisekort. Og spisekortet på Bottega ser faktisk grundlæggende godt ud, og priserne er rimelige.

Nu manglede vi bare en tjener til at tage imod bestillingen. Vi ventede igen – og vinkede til forskellige tjenere – uden det store held. Der gik nok et kvarter med det.

Så skete der et markant skift. Vi fik en ny tjener – og gradvist blev vores bord mere og mere mandsopdækket. Nogen har måske ment, at ham idioten, der sad og vinkede vildt efter en tjener, lignede en anmelder.

Kartoffelpizza
Pyt med det. A tavola: Bottega har investeret i en vaskeægte brændefyret stenovn. Det er den napolitanske pizzastil, man kører på stedet, der foreskriver bagning i kort tid på voldsom varme. Bunden skal være tynd og sprød.

Vores pizza var med kartofler, bøffelmozzarella, rosmarin og pesto. Kartoffelpizza er en klassiker. Men vores var nu alligevel ikke helt vellykket. Kartoffelskiverne var nemlig rå – og det skal de bestemt ikke være. Det tyder på, at der ikke har været nok overvarme i ovnen.

Vi drak en udmærket Barbera d’Alba fra Matteo Correggia til 300 kroner flasken. Et godt glas til prisen.

Efter pizzaen sprang vi ud i en klassisk italiensk menu. Vi fik et udvalg af antipasti, der denne aften var grillet aubergine med mynte og chili, zucchini med hvidløg, oliven og bøffelmozzarella.

Det hele var veltillavet og gedigent. Det gode, hjemmebagte italienske landbrød havde en sejhed i krummen og en delikat brændt skorpe – ikke en finger at sætte.

Sejrende carbonara
Dernæst rykkede vi til vores primi: pasta og risotto. Min gæst blev tilbudt en vaskeægte carbonara, lavet af den specialimporterede italienske pastakok, der ikke blot kunne hele historien om den legendariske ret – men også tilbød at lave den ’vero’ – som den virkelig, virkelig laves. Den kom, så og sejrede næsten.

Carbonara er en omdiskuteret og uendelig mishandlet ret. Dybest set pasta med bacon, ost og æg. Bottegas carbonara var vældig fin og original i udtrykket, pastaen smukt al dente, der var anvendt rigelige mængder pecorino og ikke parmesan. Eneste anke var, at retten stod lidt for tør – ellers var det meget gennemført.

På min tallerken blev en lige så berømt ærke-italiensk klassiker serveret: risotto milanese. Her lavet klassisk med marv – og så i øvrigt den primære smagsgiver: safran. Det var konsistensmæssigt en fin risotto: den var våd, riskornene var klart definerede, men stadig tilberedte.

Eneste anke var, at smagen af safran kunne og burde have været mere markant. Når man får denne ret på de bedste steder i Italien, er den orangegul, og trådene af safran er tydelige at se. Denne version var lidt for bleg smagsmæssigt til, at vi kom helt i himlen.

Køddominerede hovedretter
Kød dominerer hovedretterne – og denne dag var der lige blevet lavet porchetta – endnu en fantastisk regional klassiker. Gris på spid, rullet med urter og diverse fyld – alt efter lokal tradition og ristet over brændeild, hvis det skal være helt rigtigt.

Dagens porchetta var vældig flot og blev vist frem af den stolte køkkenchef. Smagen var fremragende, blot kunne retten som sådan godt have været varmere. Den var knap lunken og tilbehøret – i form af en i øvrigt delikat sortkål med æbler – var meget varmere end kødet – hvilket sendte lidt uklare signaler.

Selv prøvede jeg på køkkenets anbefaling deres 300 grams trækulsgrillede T-bone-steak. Flot stykke kød – og meget velstegt. Tilbehøret var store ovnbagte kartofler, der ikke var så pokkers interessante.

Både kød og kartofler havde fået en skefuld hvidløgs-mayo over sig, hvilket ikke virkede helt originalt i forhold til, når man får en vaskeægte bistecca fiorentina serveret på et italiensk trattoria.

Calzone og nutella
I den søde afdeling blev det til en rigtig udmærket tiramisu og en heftig pizzadessert: en calzone med ricotta og nutella. Sidstnævnte var en virkelig mættende, men bestemt veltillavet satan, som ungerne vil elske, spise tre bider af og gå i brædderne.

Den samlede regning endte på 1.370 kr. Vi var som sagt ude i den store rundrejse i Bottegas kort, så prisen er nok lidt misvisende i forhold til, hvad et normalt besøg vil koste.

Pizzaer koster mellem 55 og 80 kroner. Dagens fire retters menu koster 285 kroner. Meget rimeligt.

Man må altså placere Bottega et sted i det absolut økonomiske midterleje. Her kan man godt droppe ind til en pizza, en bøf eller et par småretter og slæbe ungerne med, uden at man skal bede banken om det forbrugslån, som man alligevel ikke får.

Pil op til Little Italy
Der er rigtig gode takter og godt håndværk, som i princippet er fire, gode huer værd i forhold til prisen.

Når der alligevel kun sidder tre huer, så er det, fordi det er umuligt at se bort fra de første 45 minutter af vores besøg, hvor vi praktisk talt blev glemt i flere omgange – og dertil kommer de få, men dog ikke helt ubetydelige smuttere undervejs i måltidet.

Men det er klart sympatiske og kyndige folk med ambitioner, der styrer både køkken og gulv, så mit gæt er, at der kommer styr på detaljerne inden længe.

Tre huer med pil opad må sendes ud til Little Italy i Charlottenlund. Tag forbi og vurder med egne smagsløg. Skovrideren rider igen