Der er fart over feltet, alle smiler, og der er fantastisk liv og stemning, så snart man er drejet fra Christianshavns Torv ned ad Dronningensgade og ind på den i juli åbnede Bottega.

Her har et mere end almindeligt trekløver fundet sammen. Jeppe Mikkel Madsen (Noma), Boris Buono (Formel B) og Maurizio Addone (Italien) styrer det hele med stor professionalisme i den let underspillede genre, hvor det skødesløse er i højsædet, men maden så sandelig skal være lige i skabet.

Alene et blik på Addone i fuld gang ved stenovnen, mens pizzaerne (55-85 kr.) ekspederes over disken, er et bevis på stedets sans for god mad. Efter et sekund klemter han utålmodigt på tjenere, efter tre kommer der to hårde klemt, og efter fem sekunder basker han løs på klokken, for gæsterne skal sørme have varme og nybagte pizzaer og ikke sløvt serveret mad.

Løbende mundvand
Man kan ikke bestille bord – med mindre man er et selskab over otte – men vi var tidligt ude og fik et af de tre sidste borde i den pænt store og svært fyldte restaurant. Straks kom der vand, hjemmebagt brød og olivenolie på bordet og kort efter også et glas bestilt pro secco. Det overskuelige menukort fik både mundvandet til at løbe, erindringer om Rom til at komme strømmende og smilet frem hos den betalende.

En middag med antipasti, primi, secondi, contorni og dolce koster 250 kr. Men så skulle vi spise det samme, og det ville ikke vise stedets kvaliteter, selv om det var fristende bare at læne sig tilbage. Så vi gik a la carte-vejen, og det blev i øvrigt alt rigeligt og herligt varieret.

Pres på køkken og kasseapparat
Først fik vi den største udgave af antipastierne (man kan vælge mellem tre, fem eller syv forskellige) til 95 kr. Små pølser, oliven, skinke, gratinerede courgetter, vandmelon, grillet radiccio, ricotta rørt med grøntsager og ovnbagte tomater i olie. Lige til at sidde og pille i, mens roen sjovt nok falder over en, selv om stedet nærmest koger.

Kasseapparatet brød i øvrigt sammen, alle gæster kom næsten samtidig, og køkkenet var lige ved at vælte. Buono slog på glasset som en anden god vært og bød os alle velkomne, men forklarede, at der var gået lidt rigeligt koks i den, så vi måtte være overbærende. Faktisk var ventetiden ikke spor længere end mange andre steder, men det gavner altid den gode stemning at få at vide, hvad der sker, og måske var det årsagen til, at et glas vin ikke kom på regningen.

Personligt vinkort
Så vi var ikke spor frustrerede over, der gik lidt tid, før vores pastaret – tre små fine cannelloniruller med ricotta og spinat (45 kr.) – blev placeret imellem os til deling. Hjemmelavet helt til fingerspidserne og herligt uforfalsket.

På anbefaling fra Buono fik vi et glas Nerello Cappuccio Rosso di Verzella, DOC Benanti, fra Etna, 2004 (330 kr. for en flaske og 80 kr. for et glas). Fremragende drue fra det vulkanske område og i øvrigt fint udtryk for et meget personligt vinkort med små håndplukkede sager i både økonomiklasse og lidt dyrere fra kælderkortet. Om det så er sodavandene, er de italienske.

En god klassiker
Hovedretterne var lige til at fordele. 300 gram trækulsgrillet T-bone som i Firenze (dog knapt så vulgær, som jeg ofte har fået den der) kom enkelt med grillet tomat og aïoli (160 kr.), og til det bestilte vi en gang friterede kartofler (30 kr.), der rakte så rigeligt til hele bordet.

Dagens fisk var en slags fiskegryde med både fisk og skaldyr i tomatiseret fiskeskaldyrssky – enkelt, velsmagende og lige efter bogen (140 kr.). Mens dagens ret var en gang kalve-’frikassé’ med grøntsager og hvide bønner (100 kr.).

Som tilbehør bestilte vi blandet grøn salat, der så kom med netop den mængde gode dressing af olivenolie og citron, som en sprød salat kræver, og lidt tomater for at pifte den op (30 kr.). Desuden en god klassiker som sott’olio, der er grillede grøntsager (auberginer, zucchini og rød peber) i hvidløg og olie serveret kold, men herlig (40 kr.).

Pizzaer som ekstrabestilling
Portionerne var lige tilpas i størrelse og lever fint op til stedets formulerede målsætning om, at maden, der serveres, er sund i den gode forstand, at det er god smag, friske råvarer og ingen brug af tilsætningsstoffer. Uden at man hænger sig så voldsomt i fedtprocenter. Man opnår, som de lover på kortet, god mavefornemmelse.

Men mætte var vi da ved at være, mens vi kiggede beundrende på tre nydelige mænd i skjorter og slips, der efter tre retter, hvoraf hovedretten havde været bøffen, også bestilte pizzaer. Da jeg ikke kunne lade være med at forhøre mig, om de ikke var blevet mætte, var svaret, at alt var så lækkert, at de lige måtte tjekke de gode pizzaer også. Og ifølge dem var de virkeligt gode. (En uge senere tjekkede jeg faktisk pizzaerne ud – de er nok noget af det bedste, man kan købe i København).

Italiensk jubelsang
Vi bestilte i stedet en tiramisu og en gang hjemmelavet is, der denne aften var cremet let italiensk ferskenis og vanilje. Tiramisuen var ligesom i hjemlandet. I mange lag og med ordentligt rørt creme. Ikke nogen udskejelser – og som den slags skal være en smule tung i det, men helt igennem korrekt.

Ud over den gode og fuldstændig gennemført ræsonnable mad, så er stemningen og det, at man sidder tæt og må småråbe, en del af hyggen og charmen. Det er et lille stykke kulinarisk Napoli i hektiske om end stilfulde newyorker-omgivelser på Christianshavn, og når man for to en halv person står med en regning på 780 kr. for hele aftenen, trænger et udbrud af italiensk jubelsang sig på.

Det bliver til fire huer, fordi der er så flot sammenhæng mellem pris og kvalitet, så det klassiske landkøkken og de simple retter er stof nok til at vække begejstringen til fulde.