Det er altid dejligt at træde ind i et nyt køkken i byen, og gastronomi fra Eritrea er vel ikke særlig kendt herhjemme.

Jeg har i hvert fald aldrig før set en restaurant, der repræsenterede det eritreanske køkken, men jeg har spist på nogle etiopiske spisesteder i udlandet. Og de to køkkener minder en del om hinanden.

Vi skal til Afrika – østpå og ned mod hornet. Eritrea grænser til Sudan mod vest, Etiopien mod syd, og mod øst ligger Det Røde Hav.

Vi er ikke helt i de nordafrikanske, arabiske køkkener og heller ikke i det såkaldte Sorte Afrika – syd for Sahara. Vi er et sted midt imellem både geografisk og gastronomisk.

En mogogo er en særlig pande eller gryde, der bruges til at tilberede de allestedsnærværende pandekager injera, som er selve rygraden i det eritreanske køkken.

Stemningsfulde lokaler
Hvad kunne derfor være mere nærliggende end at opkalde restauranten efter det mest anvendte køkkenredskab? Restaurant Mogogo ligger lige ved Nyboder – i Borgergade 134.

Lokalet er hyggeligt, holdt i brændte nuancer. Man passerer et kædeforhæng af små, farvede kalabas-frugter, hvilket måske nok er mere stemningsfuldt end praktisk, når tjeneren skal servere en tre-fire tallerkener udendørs og hænger fast i de lange snore.

Pandekager en masse

Kortet er bygget op omkring de føromtalte injera-pandekager, hvis betydning vist ikke kan overdrives, når man taler om køkkenet i Eritrea.

Injera laves traditionelt af mel fremstillet af græsarten taf, som vokser i det etiopiske højland. De laves dog også af mere tilgængelige melblandinger af blandt andet hirse.

Dejen får lov at udvikle sig over nogle dage og bliver således til en surdej. Det giver injeraen en let syrlig smag og en svampet konsistens.

Injeraen er på mange måder en afrikansk ækvivalent til den indiske dosa, den franske crepe eller den mexicanske tortilla – et madbrød, der anvendes i alle mulige afskygninger overalt i køkkenet.

I de afrikanske køkkener har den faktisk et par yderligere funktioner, idet den både kan gøre det ud for tallerkener og bestik på samme tid.

Ingen bestik
Traditionen foreskriver, at bordet kan dækkes med injeraer alene; oven på disse kommer diverse kødstuvninger og salater, og man river derpå små stykker af injeraen og bruger dem til at spise kød og grønt med.

Når der ikke er flere pandekager tilbage, er måltidet forbi – og der er således heller ingen opvask. ’Tallerkenerne’ er spist. Ret fikst.

Helt så radikalt går de ikke til værks på Mogogo. Der er tallerkener på bordene – men selve måltidet skal som udgangspunkt spises med fingrene. Grænseoverskridende for nogle – men sundt at prøve.

Værtinden på stedet er utrolig venlig med et smukt og smilende ansigt.

Langsom betjening
Vi satte os, mens aftensolen sænkede sig over Nyboders gule mure og bestilte lidt at drikke, mens vi kiggede kortet igennem.

Der kom først drikkevarer – men ingen glas. Så kom der glas – og så blev vi glemt. Da vi blev opdaget igen, fik vi bestilt maden – og så blev vi desværre glemt igen.

Efter 20 minutter gik vi ind i restauranten for at vise, at vi stadigvæk fandtes, og fandt et bord.

I mellemtiden var der kommet andre gæster, der havde fået mad før os – hvilket ikke giver det skarpeste indtryk af køkkenets overblik.

Vi endte med at vente 50 minutter på forretterne. Det går ikke rigtigt.

Af kortet fremgår det, at betjeningen sørger for, at hænderne bliver vasket – eftersom det er dem, man spiser med på stedet.

Det glemte de desværre i vores tilfælde, men til hovedretterne fik vi en våd serviet af samme tilsnit, som man kender fra sushi-restauranter.

Fedtet forret
Forretterne bestod også af injera-pandekage. Ifølge kortet påsmurt henholdsvis eritreansk smør og chili-pasta og en chili-ærtesovs.

Begge dele smagte udmærket – den røde chili-pasta var dog klart den mest karakterfulde. Smør/fedtstofmængderne var dog ret betragtelige, så det var en forholdsvis mættende og fedtet forret.

Ventetiden kunne godt undre noget, eftersom pandekagerne var bagt for længst, og begge sovse indgik i andre retter og derfor også måtte være lavet. Selve anretningen havde ikke taget mange sekunder.

Der gik nu igen en rum tid, før hovedretterne ankom. Vi var begyndt at spørge efter dem. Den venlige værtinde anrettede og forklarede om, hvordan man brugte injeraen.

Min gæst prøvede en Kulwa Tsaada Begii til 159 kr. – pandestegte lammekødstykker i eritreansk smør og krydret med blandt andet rosmarin og chilifrugt.

Det fremstod som en lille, lys gryderet – næsten som en mild, grøn karry.

Velsmagende lam
Lammet var velsmagende og rimelig mørt, og retten fungerede som sådan fint. Selv prøvede jeg Zigni Derho til 149 kr. En gryderet med kylling simret i tomat og chilisovs og garneret med kogt æg.

Det var præcis den samme chilisovs, som jeg havde fået på pandekagen til forret – så oplevelsen af retterne var meget ens.

Kyllingestykkerne og ægget fungerede udmærket sammen med sovsen, men selve tomat-chilismagen blev lidt endimensional i længden.

Vi prøvede også lidt af en af vegetarretterne på stedet, Hamli – bestående af frisk spinat tilberedt med chili, hvidløg, ingefær og diverse eritreanske krydderier.

Forglemmelig vegetarret
Udmærket – uden dog ligefrem at være uforglemmelig. Vi fik en skål salat til 69 kr. til hovedretterne. Der lå hele stykker chili med kerner nede mellem salatbladene og stykker af rød og grøn peber, hvilket jeg opdagede, da der pludselig gik ild i min mund.

Det skulle man måske overveje at gøre opmærksom på – eller servere for sig selv. Vi bad om vand – men dette blev igen glemt to gange og ankom først til desserten.

Til min hovedret prøvede jeg et glas af husets åbne rødvin, en 2006 Cotes du Rhone fra Bressy-Masson til 45 kr.

Et stilfærdigt gennemsnitsglas, der dog blev serveret en hel del for varmt, hvilket tager en del af fornøjelsen. Når temperaturen er 28 grader i køkkenet, er man faktisk nødt til at køle rødvinen også – men pyt.

Fabriksis
Dessertafdelingen bød ifølge kortet på en kage, men den var udsolgt denne aften, så der var kun is. Vi nøjedes med en enkelt portion.

Den var en fabriksis af en meget gennemsnitlig skuffe, om hvilken der ikke er så meget smukt at sige, ud over at den var kold og sød.

Køkkenet havde dryppet lidt karamelsovs over – sandsynligvis endda hjemmelavet karamelsovs. Det gjorde, at den stivnede til et sejt klister på isen, der ikke rigtig gjorde noget godt for retten.

Det kan godt undre, at man ikke bare har lidt frisk frugt som alternativ. Kaffen måtte vi naturligvis også prøve.

Støvet og fin kaffe
Det etiopiske kafferitual er en ældgammel tradition, der også lever i Eritrea. Man får kaffen serveret i en lergryde, og ’støvet’ skal lige sætte sig, før der kan hældes.

Smagen er støvet og fin; personligt kunne jeg dog godt ønske mig lidt mere knald på bønnerne end lige denne aften.

Min gæst prøvede teen, der blev serveret i et glas med teposen i; mere eksotisk var den heller ikke.

Vi endte med en regning på 685 kr. Det er jo ikke dyrt for et fuldt måltid på restaurant for to personer – men hysterisk billigt er det nu heller ikke.

Man skal huske på, at regningen kun rummede et enkelt glas vin og kun én dessert.

Logistik - og serviceproblemer
Mogogo er et sympatisk sted, som man egentlig kun kan ønske alt godt som restaurant.

Problemet var denne aften primært serviceniveauet, som i bedste fald var svingende og undertiden helt fraværende.

Maden er for så vidt udmærket og fremstår original og veltilberedt – om end variationerne var meget små.

Men med den betragtelige ventetid og de mange små kiks i løbet af aftenen er det svært for mig at komme over to huer, hvor gerne jeg end ville. Dertil sad vi alligevel lidt for længe og gloede i den afrikanske gryde.

Der skal strammes klart op omkring logistik og service – så kunne man håbe, at det ville lykkes for Mogogo.