Den sidste yuppie er ikke død, selvom der begynder at blive langt mellem snapsene – eller sjusserne – selv når man opsøger hjertet af deres gamle jagtrevir, Rungsted Lystbådehavn.

Pludselig kan man dog stadig få et pust af forgangne tider i form af ældre spændstige og solbrændte herrer i docksides, charmeklud og blazer med yachtklubbens mærke.

Men ellers var det nu en forholdsvis stilfærdig og finanskriseramt flok søndagssejlere, der sled promenaden langs de små barer, cafeer og restauranter denne aften.

Gammel kending
I nummer 22 har de haft ry for at lave god mad i adskillige år – under skiftende kokke og køkkenchefer.

Røgeriet hed restauranten i gamle dage. Nu har den skiftet navn til No. 22 – og der er endnu en gang kommet nye folk til.

Vi blev modtaget af en rigtig god ung kvindelig tjener. Opmærksom, meget venlig og godt styr på sine borde.

Vi blev bænket med udsigt til aftensol over marinaen og fik et par spisekort i hænderne.

Rimelige priser
Kortet er opdelt i en aftenmenu med tre forretter, tre hovedretter og tre desserter, der kan kombineres enten som to- eller trerettersmenu til henholdsvis 278 kr. eller 338 kr.

Et forholdsvis rimeligt prisleje, når retterne f.eks. rummer både kammuslinger, kalvemørbrad og ristet helleflynder.

Den anden del af kortet kalder sig ’signaturretter’, hvilket plejer at være et begreb, der knytter sig til en stor koks helt personlige kreationer, der kendetegner hans eller hendes køkken.

Også her holder priserne sig i et rimeligt midterleje.

God start
Min gæst lagde stort ud med bouillabaissen til 198 kr. (hovedret). Den var rigtig udmærket.

En varm, duftende rødbrun suppe på en solid bund af fiskefond og skaller og et ret pænt udvalg af fisk.

Multe, laks, rødtunge og kammusling var at finde i den store dybe tallerken med lidt spansk kørvel på toppen.

Dertil fulgte lidt ristede croutoner og en lille hvidløgsmayo. Vældig godt – absolut aftenens bedste indslag.

Udmærkede muslinger
Selv prøvede jeg moules frites til 138 kr. De var også udmærkede – om end ikke lige så skarpe som bouillabaissen.

Muslingerne var lidt små i det og havde måske fået lidt for længe. Men smagen var god – også suppen i bunden af gryden.

De medfølgende fritter var på kanten af det bløde, men smagte fint. Ikke mindst med et dyp i den medfølgende hvidløgsmayo, der nærmest var en tartarsauce.

I det lille vinkort fandt vi en sydafrikaner med masser af fad og smæk for skillingen; chardonnay fra Radford Dale, Stellenbosch, 2006.

Ned ad bakke derfra
En ret god start med de første to retter, der satte forventningerne noget i vejret. Det gik til gengæld ikke helt smertefrit med de næste to.

For det første skred tiden. Der gik et godt stykke over en halv time, hvor vi spejdede efter hovedretterne.

Der var også kommet flere gæster til, og der var nok at lave for både pigerne på gulvet og drengene i køkkenet – men alligevel må ventetid spille ind i en samlet bedømmelse.

Reglerne må være ens for alle.

Blodig bøf
Min gæst modtog en 250-grams steak af striploin. Hun havde bedt om at få den medium rare. Den var dog klart mere rå og blodig end det.

Det kan selvfølgelig ske, når der er travlt i køkkenet. Aftenens bøf var nu heller ikke særlig mør – og det trækker jo altid noget ned i oplevelsen.

Striploin bør være mør, uanset at den måske ikke kan konkurrere i mørhed med ribeyen, der skæres ikke langt derfra.

Halvflydende ratatouille
Den blev serveret med en såkaldt sauce Marco Polo.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kender denne sovs fra de almindelige opslagsværker, en halvstuderet madanmelder som mig normalt betjener sig af.

Sovsen fremstod som en form for ratatouille med ret store mængder rød peber, der var tilsat en fondbaseret sauce.

Det fungerede efter min mening ikke optimalt; man oplevede det ikke som en sauce – men mere som en halvflydende ratatouille, og smagen var ikke helt klar.

Kødet var samtidig fuldkommen dækket af saucen, hvilket gav et lidt rodet serveringsindtryk. Det lignede mere en braisseret ret end en nystegt 250-grams oksebøf.

Koldt tilbehør
Tilbehøret var provencalsk i tilsnittet: fyldt tomat, fyldt artiskok og en stegt spækomgjort fennikel.

Pænt lavet, men desværre overhovedet ikke varme. Virkede som en klar fejl eller misforståelse.

Pomfritterne var som de forrige – dvs. store og håndskårne, men desværre lidt på den bløde side.

På min egen tallerken ankom en flot helstegt rødtunge – på ben. Godt stegt fisk, bare anrettet med lidt citron og en gevaldig persilledusk.

Selve fisken var pænt gyldenstegt og havde rigtig god smag.

Hollandaise uden karakter
Tilbehøret var kogte kartofler og hollandaise. Når man vover sig ud i noget så enkelt som dette, så skal alle elementer være skarpe.

Det var min hollandaise virkelig ikke denne aften. Den var på kanten til at skille, var fad og let sødlig, og den savnede karakter og klarhed i smagen. Det nytter ikke.

Hollandaise er nærmest at betragte som et grundstof i det klassiske franske køkken. En af modersovsene. Dén skal sidde i skabet. Dens fedme skal være holdt i skak af syren fra citron og saltet.

Aftenens hollandaise fortjente at blive pisket – om igen.

Desserten manglede harmoni
Så var det tid til det søde. Det blev til No. 22’s gammeldags æble-rabarber-kage – lavet som trifli med lag mellem crumble-knas.

Selve æble-rabarber-blandingen smagte fint og knaset ligeså. På toppen var der kommet en vaniljecreme, der var let syrnet.

Tja, variationer og nyskabelser er jo altid godt, men den totale harmoni var efter vores mening nok opnået endnu bedre med god gammeldags flødeskum på toppen.

Ellers udmærket. Den anden dessert lød i al sin enkelhed: en hel bakke hindbær med rørt vaniljeiscreme.

Der er noget utrolig eksklusivt ved at have så mange hindbær til rådighed – og mere end de rene bær og lidt mejeri skal der ikke til for at gøre lykkelig på en sommeraften som denne.

Isen var udmærket – en velsmagende vaniljeis lige efter bogen.

Ærgerlige udsving
Vi endte med en regning på små 1.700 kr. for aftenens Rungstedske lyksaligheder.

Aftenen startede rigtig godt – og tog så nogle lidt ærgerlige udsving i kvaliteten undervejs. Men gennemgående leverede No. 22 pæn kvalitet for pengene.

Der var for mange smuttere til, at vi kan nå de fire huer, men lur mig, om det ikke nok skal blive en god, lun sommer i Rungsted Havn uanset hvad.

Find docksides’ene frem og døm selv.