»Et glas Lepanto Solera på husets regning. Den skal I smage!«, lød det fra den sympatiske tjener fra Tenerife. Og god var den.

Sammen med den karakterfulde Duque d’Alba bør den kunne overbevise flere danskere om, at spansk kvalitetsbrandy er værd at dykke ned i.

Byens ældste spanske restaurant
Låg blev drejet, ånden i flasken slap ud, og entusiasmen glimtede for første gang i øjnene på de tre tjenere, mens de fortalte om vin, brandy og brændevin fra deres respektive regioner og gav hånd, grinede og sagde tak for i aften, da vi forlod El Meson på Hauser Plads, byens ældste spanske restaurant.

En trio man gerne ville gense. Og hvor ville jeg gerne skrive, at de havde serveret spanske retter, der er værd er vende tilbage til.

Men Dios mio!, hvor var maden dog ligegyldig, når den var bedst. Og rent ud sagt rædselsfuld, når den var værst.

En fiktion
Vi havde det lidt på fornemmelsen, da vi trådte ind i dette postkort af en charterfantasi om et gammelt ruralt Spanien.

Fra dengang Don Quijote stangede vindmøller mellem landevejskroer, hvor læderdunkenes vinstråler sprøjtede over gris på spyd og autenticitet på fad. En fiktion.

Sådan som vi gerne vil forestille os Spanien? Ja, måske tilbage i 1976, da restauranten åbnede i hovedstaden i en tid, hvor danskerne havde taget Spanien til sig som foretrukket rejsemål og derfor gerne genoplivede de solskoldede ferieminder midt i København.

Man overvældes af ironisk attitude
I dag er det anderledes. Vi har rejst mere, set mere og er blevet klogere på forskellen mellem rejsekatalog og virkeligheden derude.

Så man overvældes af en ironisk attitude og en følelse af snyd, når man sætter sig her blandt blottede loftsbjælker og pudsede vægge, pakket med kobbergryder, muskedonnere og platter med motiver af Cordoba, der i højere grad signalerer souvenir end ’denominación de origen’.

Men well, well. Mañana, mañana og hakuna matata. Pejsen knitrede, røgen sad allerede i tøjet, så hvorfor ikke bare glemme sine fine fornemmelser og håbe på noget godt og rustikt i brune lerfade?

Så vi bestilte et par aperitiffer. En sur, bitteræblet sherry (manzanilla) uden personlighed i mit glas, mens min gæst sprang på hovedet i feriefantasien og drak et glas sangria, der var læskende, men mere som sød saftevand end frugtig vin.

Man savner begrænsning
Der er sket meget med spansk gastronomi siden 1970’erne, men ikke på El Meson.

Her rører man stadig rundt i samme forestilling om, at folk elsker at vælge mellem en helvedes masse tapas, bare de rimer på fritos eller frutos.

Så tapaskortet var alt for langt. Man kunne ønske, at de begrænsede sig til ti og så brugte lidt længere tid på at tilberede dem.

Smattet peberfrugt uden smag af sol
Vi havde bestilt seks til deling, men fik også hvidløgsbrød med tomat (27 kr.) uden at have bedt om det. Til gengæld var det et eksempel på, at tomater skulle forbydes uden for årstid i Danmark.

En af mine favoritter, albóndigas, mindede mere om de hårde grå farskugler i kinagrillens karrysovs end de saftige krydrede kødboller i tomatsauce, man kan få i hjemlandet. Og den salte sovs? Indkog på bouillonterning?

Næste tapas var pimientos del piquillo relleno de marisco, også en klassiker. Men her var den fyldte røde peberfrugt smattet og uden smag af sol, og skaldyrsfyldet en flad fidus uden havhukommelse.

Gummiblæksprutte
Den spanske omelet var saftig nok, men uden finesse, og kartoffelskiverne i vores pulpo galega var kedeligt udkogte under de overstegte blækspruttearme.

På gode restauranter kan det ottearmede muskelbundt ellers få lov at svømme i mundvand, når den får armene skåret i skiver og stegt smørmøre i olie og paprika.

Men her var der gummi i biddet, og enkelte gange måtte jeg give op og spytte cykeldækket ud. Puha.

Uspiselig klipfisk
Værre blev det med vores bacalao a la vizcaína, klipfisk serveret på baskisk, det vil sige i en sauce indkogt på løg, tomat, rød peberfrugt og hvidløg.

Indkoget var her ikke så dårligt og de medfølgende blæksprutteringe decideret delikate. Men klipfisken var en katastrofe.

Bacalao er torsk konserveret ved saltning, så den skal gerne stå i vand i mindst 24 timer, for at saltet kan trække ud af kødet. Det var helt sikkert ikke tilfældet her.

Én bid hver og vi blev enige om at levne resten og skylle saltet væk med hvidvin. En Fillaboa, 2009, fra Rias Baixas, Galiciens bedste vinområde, på den delikate albariñodrue.

En god acceptabel vin, der blev helt velsignende som efterskyl mod saltet.

Sortfodssvin sikrede en ekstra hue
Det begrænsede vinkorts manglende oplysninger om årstal og druenavne vidnede ikke om nøje udvalgte flasker.

Men regionsinddelingen fortalte dog, at der var seks røde fra Priorat, en af øjeblikkets interessante regioner i Spanien.

Vores Joan Giné fra 2006 var da også en god kraftig, cremet ambassadør for spansk kvalitet denne aften, med egetræ og bær i fin balance.

Og sammen med den meget lækre portion jamón pata negra de bellota, lufttørret skinke af sortfodssvin, der har spist agern hele livet, sikrede den en ekstra hue til El Meson.

Bundfisk.  Havtaske hedder rape på spansk, men ordets engelske betydning føles passende, når man betaler 219 kr. for så overstegt en gummiversion, som de serverer på El Meson.En havtasketragedie
Men det holdt hårdt. Og hovedretterne gjorde det ikke nemmere.

Min havtaske var en studie i, hvordan man ødelægger en fisk, der ellers kan minde om hummer i smag og konsistens, hvis den tilberedes korrekt, men ender som hærdet gummi, når den har ligget for længe på panden. Det havde den her.

Og serveret i en sød, fed flødesauce med alt for kraftig safransmag var det en næsten vammel udgave af en af mine favoritter fra havbunden. Til 219 kr.! Man kan spise en hovedret på flere af byens bedste restauranter til den pris.

Min gæst havde valgt husets flamberede tournedos til 235 kr.

Den gjorde ikke meget væsen af sig under den gråbrune flødesauce med en garniture, man kan finde i antikvariatets falmede kogebøger: champignon, broccoli, gulerod og kartoffel. Kedeligt, uambitiøst og med god grund outdated.

Køkkenet skal genopfinde sig selv
Med et par ikke videre nævneværdige desserter, køkkenet har ganske enkelt ikke klasse til at lave en lækker hjemmelavet nougatis, og to gode espressoer med mælk kom den samlede pris op på 2.135 kr.

O.k., så havde vi også købt et par brandyer og den spanske brændevin orujo for at blive forsonet med aftenen. Men da var det allerede for sent. Alt for sent.

El Meson bør standse op, kigge hjem mod Spanien og genopfinde sig selv i en tid, hvor man ikke kan skjule dårlige råvarer og køkkensjusk med eksotiske manerer.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN