Annonce
Café+Restaurant 29. apr. 2011 KL. 13.26

Gourmetkro serverer klassisk kvalitetsmad

I gamle fine krostuer uden for Kolding gemmer sig en gedigen restaurant.

Anmeldelser

Anmeldelse Aagaard Kro

Politiken synes
Politiken synes
Drikkevarer 245 kr. for husets vin
Telefon 75 55 37 11
Adresse Bramdrupvej 136, Aagaard By, 6040 Egtved
Menu 2 retter 355 kr. 3 retter 445 kr. 4 retter 525 kr. 5 retter 589 kr. 6 retter 645 kr.
Mad og vin for to Vi betalte 2.794 kr. for to personer. Den billige version: 2 retter til 355 kr. per næse og en flaske husvin til 245 kr.

Det fik vi

Vagtelæg med estragoncreme

Karljohansuppe med stegt jomfruhummer

Hjemmerøget laks med sprøde salater, lakserogn, små croutoner og rygeost

Stegt foie gras med stegte æbler og vild brøndkarse

Stegt okse med Pommes Anna-kartoffel

Ost og iscreme samt sorbet

Vi drak Chateau Dauzac, Margaux 2003 og velkomstchampagne

At København på alle måder vejer tungt i kulturlivet er ingen hemmelighed – og det gælder også gastronomien.

Alene det faktum, at den famøse og forkætrede Michelin-guide alene dækker restauranter i København og omegn, er med til at give indtryk af, at alt foregår i hovedstaden, og at det derfor også er det eneste sted, folk for alvor kan lave mad.

Det er jo heldigvis noget sludder. Og med de senere års momentvise hovedrysten over Michelins vurderinger – eller manglen på samme – er der forhåbentlig ikke mange, der stadig tror, at ’Mavens Lille Røde’ altid har det endegyldige svar på sandheden.

Talent og hår på brystet
Men det er dog et faktum, at der kan være langt mellem snapsene ude i det gastronomiske Udkantsdanmark.

Det kræver mod og en god bankforbindelse at operere i restaurationsbranchen i det hele taget, men at gøre det uden for de større byer i det momentvist mørke Jylland kræver både talent og hår på brystet.

Køkkenchef og vært Jesper Jensen på Aagaard Kro er heldigvis i besiddelse af begge dele. Han har i adskillige år drevet stedet sammen med Janneke Schiøler Andersen, og sammen har de opbygget et solidt ry omkring den fine, gamle, kongeligt privilegerede kro fra 1777.

Vi befinder os i midten af det berømte trekantsområde, men jeg må nu blankt indrømme, at en københavnersnude synes, der er mørkt og lang vej hjem, når man drejer fra hovedvejen for at finde den lille landsby Ågård lidt nord for Kolding.

Sprøde og kontrasterende smagselementer
Indenfor i den gule krobygning var der dog ild i pejsen og flere gæster i restauranten, på trods af at det bare var en almindelig hverdagsaften.

Kortet rummer en gourmetmenu og en lille a la carte-afdeling, og kroen rummer flere fine gamle lokaler, der er nænsomt restaureret i den oprindelige stil, og kik ud til landsbygaden udenfor.

Bygningerne ser ud som for 100 år siden, men de nye tider har dog for længst indtaget køkkenet. Vi startede med en delikat appetizer på ske: et vagtelæg med tilhørende estragoncreme.

Selve menuen blev indledt med en virkelig fremragende karljohansuppe med stegt jomfruhummer og diverse små sprøde og kontrasterende smagselementer, blandt andet chorizo i den gamle dybe suppetallerken.

Suppen var virkelig flot tilsmagt med en dyb og intens smag af karljohan. Glimrende.

Ikke kunst, men kvalitet
Min gæst modtog herefter en lille fin anretning med kroens hjemmerøgede laks, sprøde salater, lakserogn, små croutoner og rygeost. Ikke på nogen måde revolutionerende, men afviklet smukt og gedigent.

Laksen var virkelig en fornøjelse, der smeltede på tungen, godt og velsmagende håndværk. Dejligt.

På min egen tallerken var et lille stykke sandart blevet stegt med sprødt brød på toppen, dertil en stribe blomkålscreme og små toppe af grøn blomkål. Igen var anretningen meget præcis og gennemført. Velsmagende og ingen fingre at sætte.

Forståelig, gedigen gastronomi
Herefter gik menuen klassisk og fransk til værks. Stegt foie gras med stegte æbler og små nip af vild brøndkarse. Leveren var velstegt og havde sat sig rosa og fint, æblerne gav god sødme til retten og brøndkarsen pebersmag og friskhed.

Hovedretten holdt sig i det klassiske hjørne med et vældig smukt stykke stegt okse, en reduceret glace, små gulerødder med en lille skum på toppen, perleløg, sprøde løg og en lille fin udstukket Pommes Anna-kartoffel.

Igen er det vigtigt at holde fast i, at det ikke er avantgardistisk, grænsesøgende gastronomi, vi er ude i. Vi befinder os ude på landet i en lille landsbykro nord for Kolding.

Her skal det være forståelig, gedigen gastronomi, der møder gæsterne – og det er, præcis hvad køkkenchefen Jesper Jensen sætter på tallerkenerne.

Men man fornemmer kvalitetssans, kendskab og præcision i alle elementer – og så er det velkendte ikke banalt, men bare velafviklede klassikere. Stor smag, og alt er smagt i bund.

Ost, ost, ost, ost, ost ...
Vin har også Jensens store interesse, og kortet rummer mange fine flasker til ret rimelige priser. Det er en kunst at få mad og kælderkøb til at balancere, så man kan give gæsterne muligheden for en god vinoplevelse, der ikke kræver pant i fast ejendom og bankrådgiverens tilladelse.

Til hovedretten fandt vi en flaske Chateau Dauzac, Margaux 2003, til 598 kr. Virkelig ikke galt for en glimrende 5. cru.

Ostebordet på Aagaard Kro er et kapitel for sig. Vi talte 22-23 forskellige oste. Og det er altså ret pænt, når man lige husker på, hvor i landet vi sidder. Alle oste var velmodnede og godt præsenteret af værten.

Som en yderst sympatisk lille feature specielt for kroen kan nævnes, at Jesper Jensen gerne serverer ostebordet som hovedret, hvor man kan boltre sig for 258 kr.

Vi fik bare en almindelig osteservering – og der var mere end rigeligt. Også antallet af blå oste imponerede – jeg tror, der var 5-6 stykker i varierende styrkegrader på vognen.

I den søde afdeling prøvede vi det store udvalg af iscreme og sorbet med »knas til«, som der står i kortet. Et fint udvalg, blandt andet en vældig god solbær- og æblesorbet. Alle præcist tilsmagt og fine i konsistensen.

Menudesserten, en panna cotta med tilhørende is og små sprøde elementer, var også en ren fornøjelse.

Kvalitet går aldrig af mode
Vi endte med en samlet regning på 2.794 kr. Af dette udgjorde maden 1.290 kr. Det vil sige, at hvis vi havde nøjedes med et par glas vin fra udvalget af åbne flasker, var vi endt med en regning på mindre end 2.000 kr. for denne aften.

Summa summarum: Jesper Jensen og Janneke Schiøler Andersen driver en gedigen restaurant i de gamle fine krostuer i Ågård. Man fornemmer tydeligt kvalitetssans og fornemmelse for detaljen i totaloplevelsen.

Som sagt skal man ikke forvente at blive udfordret voldsomt af futuristisk gastronomi på kroen. Det er kendte klassiske kombinationer ofte med en lille fin og til tider overraskende kant af personlighed, der er rygraden i køkkenet.

Kvalitet går som bekendt aldrig af mode, så når vejen går gennem det midtjyske, bør man unde sig en afstikker til Ågård. Fem huer til Jensen, Andersen & Co.

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu

Bedst lige nu