Sankt Gertruds Kloster er på alle måder et sted med historie – både som bygning og som restaurant.

Huset er 700 år gammelt, og store begivenheder har fundet sted bag de tykke mure, der både har tjent som kloster, kapel, hospital, handelshus og varelager igennem århundrederne.

Som restaurant blev stedet kendt som et romantisk og meget kostbart spisested, og med tiden fik klosteret også ry for at være lidt af en turistfælde med priser på linje med de dyreste restauranter i byen – uden at kvaliteten kunne følge med.

Det blev til en del dårlige anmeldelser og en noget omskiftelig tilværelse med vekslende køkkenchefer og ejere. I efteråret 2009 genopstod klosteret endnu en gang – nu med en lidt mere moderne brasseriestil med lidt nordiske toner hist og pist.

LÆS ARTIKEL Kæmpe-restaurant gør comeback

Vi valgte at gå i kloster en travl aften sidst på ugen og prøve det nye køkken.

700 år gamle hvælvinger
Ved ankomsten blev vi straks inviteret ind i vinkælderen og tilbudt lidt friske østers og champagne. Vi skridtede kælderen af og drak et glas i de gamle hvælvinger.

De åbner det meste af champagnen på klosteret med sabel, da man har gamle traditioner for dét. Fire udmærkede østers ankom lidt efter med lidt vinaigrette og citron.

Lokalerne ligner sig selv – og er da bestemt et besøg værd. 700 år gamle murede hvælvinger er imponerende og smukke. Kortet er opdelt i en lille a la carte-afdeling og en menu, hvor der kan bestilles fra to til fem retter.

Min gæst gik a la carte-vejen med hummerbisque og tournedos rossini (to meget kostbare retter til henholdsvis 198 kr. og 295 kr.), mens jeg tog en treretters menu til 380 kr.

Ventetid
Der gik over en halv time, før forretterne ankom. Det er klart for længe. Min gæsts hummerbisque var en forholdsvis lille anretning i en stor tallerken med en mindre skålformet fordybning.

Suppen var en rosa, meget klassisk bisque med ret gavmilde flødemængder. Smagsmæssigt var den pæn, lavet på brændte skaller – men dog intet ud over en udmærket gennemsnitsbisque.

I den lå der to små stykker hummer og en stegt kammusling. Det kunne på ingen måde berettige en pris på 198 kr. Til sammenligning koster f.eks. Krogs Fiskerestaurants hummerbisque 145 kr. og den nylig anmeldte, fine hummerbisque på Skovshoved Hotel koster 140 kr.

Menuforretten var et udmærket stykket bagt letrøget torsk med en lille jordskokkepuré, lidt hasselnødder og en beurre blanc-sauce tilsmagt med æble. En pæn lille ret, der dog savnede den sidste tilsmagning – ikke mindst manglede den salt.

Vinvalget til de to retter undrede os noget. Vi valgte at køre glasvis – og den i øvrigt venlige tjener ville gerne styre showet. Til torskeretten, der absolut var den mest spinkle af forretterne, var der et glas fuldfed israelsk chardonnay fra producenten Yarden i Golanhøjderne. Intens og med en del sødme i eftersmagen.

Til suppen foreslog tjeneren et glas Marani fra Veneto-producenten Sartori; også en glimrende vin med masser af frugt, men dog mere syrerig og slank end chardonnayen, hvorfor den klart gik bedre til torskeretten – ligesom chardonnayen bedre kunne matche bisquen.

Helt skævt
Der var igen et tidsproblem ved hovedretterne. Noget måtte være skredet i køkkenet, for der gik igen over en halv time, fra forretstallerkenerne blev taget væk, og til hovedretterne blev serveret. Det går ikke.

Min gæst fik kortets dyreste ret, tournedos rossini til 295 kr. Retten er en af det franske køkkens store klassikere opkaldt efter den italienske komponist og gourmand Giacomo Rossini.

Klosterets tournedos rossini denne aften var en pænt stegt, mør oksebøf med et stykke stegt foie gras på toppen. Foie gras’en havde en lidt speciel, meget fast konsistens og en påfaldende lys farve, som vi ikke helt kunne lure. Når man bare steger et stykke foie gras på panden, får det i hvert fald ikke uden videre denne struktur.

Kød og foie gras var anbragt på en brødcrouton med lidt stegt spinat. Spinaten er ikke normalt en del af en klassisk tournedos rossini – men fred med det.

Crouton’en havde en lidt kedelig smag af stegeolie; den burde nok bare være ristet op i lidt klaret smør.

Saucen, der ifølge opskriften bør være en Madeiratilsmagt demi-glace var lidt uklar i smagen og havde en lidt speciel, emulgeret konsistens, der i hvert fald fremstod anderledes, end når man bare reducerer kalvefond helt ned og eventuelt monterer med lidt smør.

Derudover var der nogle aspargeskartofler til i en skål for sig; de virkede måske ikke helt som en naturlig del af retten i øvrigt. Alt i alt en lidt ujævn servering i forhold til prisen på næsten 300 kr., hvor man virkelig kan tillade sig at forvente en tournedos rossini, der sidder lige i skabet.

Meget lille hovedret
Min hovedretsservering var desværre heller ikke helt i orden. Den ankom i samme type tallerken som forretterne og var på størrelse med den lille torskeforret. Det går overhovedet ikke.

Man kan ikke tage 380 kr. for en menu og så servere en hovedret i denne størrelse. Hvis man havde taget en seksrettersmenu, kunne størrelsen måske have været passende, men det siger sig selv, at man portionerer op, hvis der kun er tale om en trerettersmenu.

Der var, hvad der svarede til en enkelt svinekæbe på tallerkenen (!). Den lå i en ret sødlig sauce, der igen manglede salt og endelig tilsmagning – nederst var der lidt mos af pastinak. Ikke en ret i smagsmæssig balance.

Til sammenligning kan man få fire retter på Famorestauranterne til 350 kr. På Le Sommelier koster tre retter 395 kr. Det er altså i dette konkurrencefelt, at vi befinder os – og der var menuen på klosteret denne aften slet ikke på niveau.

Gærede blommer
Det søde køkken var desværre heller ikke 100 procent skarpt kørende.

Min gæst prøvede sveske-armagnac-parfaiten med blommekompot til 125 kr. Parfaiten var udmærket, om end man nok kunne have fået endnu mere knald på sveske-armagnac-smagen.

Blommekompotten var ikke helt i smagsmæssig balance i forhold til syre og sødme, og vi havde begge en smagsoplevelse på enkelte stykker blomme, der nærmede sig det gærede, hvilket undrede en del.

Der fulgte nogle lidt tykke stykker karamel-tuile til retten, der denne aften havde en svag nuance af det salte køkken (løgsmag!). Uheldigt.

Menudesserten var en hvid chokolade- og lakrids-ganache med hindbærsorbet. Klart den bedste dessert. Igen undrede det, at denne dessert var den største af de tre serveringer, der udgjorde menuen til 380 kr.

Mystisk regning
Regningen blev et mystisk afsluttende kapitel denne aften. Først ankom tjeneren med en regning, der var 500 kr. for lav. Det undrede os stærkt.

Jeg har i min tid som anmelder aldrig oplevet at få en regning, der var så mangelfuld. Jeg gjorde tjeneren opmærksom på det – og vi fik så en regning på 1.814 kr. At det alligevel ikke blev dyrere, skyldes ikke mindst, at vi kun drak vin på glas.

Men faktum er, at pris og kvalitet ikke balancerede denne aften. Der var flere regulære kiks fra køkkenets side, hvorfor vi, endda med god vilje, kun kan ende på en ren middelkarakter for maden.

Og når der dertil så skal lægges to gange ventetid oveni, så ender vi under middel – og dermed på to huer. Før pris og kvalitet for alvor kan hænge sammen, må der vist lidt bodsgang i klosteret til.