Det er få steder, der kan prale af at have holdt stand både i koncept og kvalitet igennem mere end 20 år.

Det kan de to generationer af familien Lolli, der stammer fra Abruzzerne i den nordligere del af Italien. I køkkenet står kokken Antonio Spatafora, der stammer fra Sicilien, og dette forklarer, skriver værtsfolkene, hvorfor menukortet spreder sig over hele Italien efter et princip om at finde skøn enkelhed og velsmag.

Må prøve antipastibordet
La Buca’s antipastibord er berømt, og det var vel et af de allerførste af slagsen i dansk restaurationsliv. Familiens eget importfirma har leveret vine, der på et meget tidligt tidspunkt viste den almindelige dansker, at italiensk vin var andet end surt billigt sprøjt pakket ind i serenader.

Den høje vinstandard har altid været et varemærke hos La Buca. Lokalet er rustikt og hyggeligt indrettet, og den varme modtagelse fra det venlige personale fuldender følelsen af at være velkommen. Vi havde valgt en dag, hvor antipastibordet blev serveret (torsdag-lørdag), for denne klassiker måtte prøves igen.

Indledningsvist kom friskbagt brød, olivenolie og postevand og på anmodning et glas Prosecco fra Bisol (60 kr.). Menukortet er en hel bog, og der er virkelig mange og fristende retter, der ikke lige er standard på kortet hos almindelige italienske spisesteder. I menukortet advares man om, at god mad tager tid, men vi følte nu ikke på nogen måde, at tiden trak ud denne aften. Kun at vi fik masser af god mad.

Små fristelser
Priserne er ikke billige, måske man snarere skulle understrege, at god mad med gode råvarer og masser af håndværk nødvendigvis også må koste. For forretterne ligger på omkring 100 kr. og opefter, pastaretter serveres i både halve (ca. 100 kr.) og hele portioner (ca. 180 kr.), og hovedretter koster mellem 200 og 280 kr.

Vi valgte at spise efter den gode sultne italienske model og indledte med henholdsvis suppe og antipasti. En tallerkenfuld med små fristelser, hvis form udtrykker køkkenets begejstring for små toppe og sprøjtetylle, og hvis indhold byder på rig variation i smag og gode italienske produkter.

Fremhæves især skal en skive pære marineret i balsamico med rucola og parmesan som mellemlag og en tynd skive røget gåsebryst som top til at fuldende en smagseksplosion i munden.

Herefter en evergreen af en skive vitello tonato (kalveinderlår med tunsovs), en skive af ærtepuré omviklet med panchetta, der også satte gang i smag og konsistens registreringen ved bordet, i midten en klassisk gang marinerede rejer med pift af artiskokhjerte på lidt letbitter radicciosalat, en pude butterdej med mascarpone og tyrolerskinke, en lille krydret kold blomkålsfrikadelle og til sidst en lille vandbakkelse med svampesauté som fyld.

Tallerkenen rummer mange smagsoplevelser og er bestemt sine 139 kr. værd. Samme pris for en siciliansk fiskesuppe, der som klar grundsuppe rummede stykker af fisk og skaldyr og en intens god fiskesmag. Medspiseren søbede tilfreds hver eneste dråbe op med det gode brød.

Så mange skønne vine
Efter denne formidable åbning af måltidet var boblerne blevet drukket, og vi kastede os over vinkortet, hvis omfang ikke er mindre end menuens. Her er i alt 530 vine i alle prisklasser og fra stort set hele Italien, men med forkærlighed for klassiske smagsudtryk, hvilket passer rigtig godt til den lige så klassiske mad.

Den usnobbede, men superkompetente og empatiske tjener blev derefter sat på en opgave. Med så mange skønne vine kan det være svært at vælge – især da italiensk vin udmærker sig ved at være mindre standardiseret end så mange andre.

Saverios intuition
Med andre ord skal man kende sine vine godt for at vide, hvordan de smager. Derfor bad vi tjeneren, Saverio, om at finde os den bedste vin, vi ville kunne lide til 750 kr. Dermed havde vi valgt i den absolutte øvre del af middelprislejet.

Opgaven blev modtaget med begejstring, og vi blev præsenteret for tre vine. To der lænede sig op af den smag, vi havde beskrevet var vores, og én han selv faldt over som mulig. Vi tog den sidste i troen på, at intuition rækker langt.

Og hvilken herlig vin. Min medspiser benævnte den som »en statsmandsagtig vin«. Der var tale om en San Giousto a Rentannano fra Percarlo lavet på ren Sangiovese drue i 2001. Trods alderen masser af garvesyre, der efter dekantering gjorde vinen flot og ’stram’ – ganske som en statsmand. Flot valgt.

Vi fortsatte med to halve pastaretter, en klassisk gang ravioloni med kødfyld, smør, salvie og hvidløg samt en cremet og velbehagelig gang mezzalune (halvmåner) med fyld af ricotta og sovs af Aquila safran og courgetter. Godt knald på safranen og utrolig flot tynd pasta som indpakning. Hovedretterne er, som de også er i Italien, ultra-enkle, men virkelig velsmagende.

Saftig og mør lammeryg med rosmarin og hvidløg fås ikke bedre. Den pistaciefyldte udbenede vagtel med cremet sovs var også glimrende i smagen, om end en smule bastant i farsen, og tilbehøret med grillede grøntsager og ovnstegte kartofler sikrer både alsidighed og mæthed.

Vi måtte dog alligevel smage ostene (138 kr.), som var mere og mindre kendte oste, men alle i den ypperste kvalitet. Til osten fik vi igen hjælp fra tjeneren, for den gode vin var blevet drukket. Vi fik et godt glas – en amarone, 2004 fra Allegrini (115 kr. for et rundhåndet glas).

Fire flotte huer
Desserterne byder på en fuldstændig snorlige tiramisu, en affogató al caffé, som jeg i bagklogskabens lys nok hellere ville have haft end den lidt tunge chokoladekage med mascarponecreme med en lidt uinteressant appelsinsorbet til.

Afslutningsvis en kop kaffe, og så var man sådan set også både mæt og glad.

Regningen lød på 2343 kr., men vi havde jo været hele vejen rundt i manegen og flottet os med vinen. Man kan sagtens gøre det for det halve og nøjes med forret og pasta samt dessert og en lidt billigere vin.

Fire flotte huer for klassisk rustikt køkken og fremragende vin.