Tyve år er der gået, siden Knud Munks arkitektur til Planetariet rejste sig og blev en del af den københavnske skyline.

Om man er fan af det bolsjestribede gulstensbyggeri, er nok en smagssag – men det er ubestrideligt markant og for længst et vartegn med sin fantastiske beliggenhed for enden af Skt. Jørgens Sø.

Bevidstløst standardhotel
En restaurant råder Planetariet naturligvis også over – beliggende i den flade, kantede bygning.

Indgangsparti, trappen op og selve restaurantlokalet er ikke ligefrem inspirerende i sin indretning.

Man kunne være på et kursuscenter hvor som helst i landet, for både møbler og væg til væg-tæpper i restauranten råber standardhotel på den bevidstløse måde.

Der herskede en mildt sagt fraværende stemning blandt personalet. Vi blev dog omsider opdaget og fik anvist et vinduesbord.

Det undrede os, at en vandkaraffel allerede var stillet frem på bordet. Skidt idé.

Isterningerne var stort set alle smeltet, og det lignede, at vi havde overtaget nogle andres vand.

Ingen personlighed
Kortet på Cassiopeia er underligt blottet for personlighed eller en klar retning.

Der er tre forretter (a 95 kr.): fiskesuppe med aioli, (der vel signalerer en form for fransk tilknytning), tun med mynte, yoghurt og agurkepickles (hvor tilbehøret umiddelbart sporer tankerne mere i retning af Tyrkiet eller den nære orients køkkener) og unghaneterrin med hvedeøl og ærtepuré (der tyder på en mere dansk-nordisk profil).

Vi prøvede en af hver af de to første muligheder.

Besynderligt tilbehør
Blandt hovedretterne finder man den mildt sagt nedslidte evergreen stjerneskud (men det er vel næsten obligatorisk for en planetarie-restaurant ...).

Betryggende er det dog ikke at læse, at kortet samtidig beskriver det som en specialitet, at stjerneskuddet rent faktisk laves af friske rødspætter.

Man opsøger vel ikke en restaurant for at sidde og æde frosne, panerede rødspættefileter for 155 kr.

Der er derudover en urtepaneret mørksej og en oksesteak med bearnaise-smør i udvalget foruden en vegetarret med parpadelle-pasta.

Vinkortet skal have den ros, at det holder sig i et tilgængeligt prisleje med letdrikkelige muligheder inden for de mest gængse områder.

Vi endte ved en flaske Beringer Culinary Chardonnay, en pæn standardvare til 298 kr.

Anonym myntecreme
Forretterne ankom og så nu meget tilforladelige ud.

På min gæsts tallerken var anrettet en salat med skiver af køleskabskold, ret salt, røget tun.

Den blev serveret med lange strimler syltet agurk og nogle små toppe af en ret anonym myntecreme, der lod en del tilbage at ønske i tilsmagningen.

Tja, tjoh – først og fremmest en lidt intetsigende ret.

Min fiskesuppe var en svagt rosa sag med en del fedtperler på overfladen. Næppe tilsigtet.

Suppen var desværre heller ikke særlig varm – nærmere lunken. Den var smagt til med lidt fløde, der dog ikke cremede suppen, men blot gjorde den lidt mælket i konsistensen.

Der lå lidt hvidt fiskekød i suppen, men ingen skaldyr – som man ellers kunne læse i kortet.

Suppen smagte så anonymt, at det var meget vanskeligt at sige, om der rent faktisk var blevet brugt skaldyr i tilberedningen.

Derudover var der lidt grønne asparges og nogle mildt sagt uelegante, meget store kviste af dild på toppen.

Tilbehøret var uforståeligt: én enkelt crouton og en ret anonym hvidløgsmayonnaise, der ikke havde meget med en aioli at gøre – uanset at den var beskrevet som en sådan i kortet.

Man jævner ikke fiskesupper med fløde og serverer aioli til samtidig. En af delene.

Suppen i sig selv gjorde som sådan ingen skade – den var først og fremmest bare kedelig.

Et uheldigt flymåltid
Hovedretterne, der begge kostede 185 kr., havde det ikke meget bedre.

Min gæst fik en stor, noget usammenhængende bøf med et besynderligt tilbehør: Den var overhældt med en sødlig kødsky, derudover var der en tyk skive citron og en skive smør tilsmagt med bearnaise essens.

Intetsigende kartoffelbåde og en grøntsagssauté på bl.a. courgette, rød peber og asparges.

Endelig var der en umotiveret og lettere uforståelig sød relish, primært på tomatpuré – som kortet beskrev som »bagt tomat-asparges-sauté«.

Alt i alt et uinspireret stegerets-rodsammen.

Det gik desværre kun værre med min hovedret, der absolut var aftenens lavpunkt: Et stykke mørksej, der havde kendt bedre dage, var blevet tørbagt med en ret fedtet panade af brødkrumme på toppen.

Den blev serveret med en besynderlig, såkaldt bønnesalat af haricots verts i en underlig stiv hollandaise-lignende sauce.

Derudover var der et par bagte tomater og en lille, tør spinattærte på tallerkenen. Jeg ved ikke, hvad man skal kalde en sådan anretning. Den bragte minder om et uheldigt flymåltid.

Meget brugt restaurant
Marginalt bedre gik det med desserterne. Min gæst fik en rabarber-trifli med vaniljecreme og karamelliserede mandler.

Vaniljesaucen, som triflien primært bestod af, var særpræget tyndtflydende (trifli plejer at have en mere fast creme, hvis ikke det ligefrem er flødeskum), hvilket tog noget af fornøjelsen.

Men rabarberen smagte fint, og karamelliserede mandler er også en forholdsvis sikker ting at lægge på tallerkenen.

Min egen dessert var lakrids crème brûlée.

Bortset fra, at sukkerlaget var endog meget tykt, så fungerede den udmærket.

Den blev serveret med en ret uinteressant citronsorbet og en appelsinsalat, hvor man ikke havde taget sig tid til at skære appelsinerne ordentligt i filet, hvorfor der var stykker af både den hvide hinde og kerner i.

Sløset.

Intetsigende oplevelse
Den samlede regning endte på 1.143 kr., hvilket naturligvis er alt for meget for den gennemgående intetsigende og momentvis vældig ringe oplevelse.

Først og fremmest oplevede vi ingen personlighed overhovedet, fra det øjeblik vi gik ind ad døren, til vi stod på Gammel Kongevej igen.

Jeg har ladet mig fortælle, at Cassiopeia rent faktisk er en meget brugt restaurant.

Blandt andet for teaterpublikummet, der kan få stedets teatermenu til 325 kroner for tre retter. (Hvor jeg noterede mig, at hovedretten var den særegne kombination af stegt kalvefilet, der serveres med skipperlabskovs?).

Men også turister og planetariegæster fylder lokalet.

Dybt kedsommelig
Hvad laver en restaurant i denne dybt kedsommelige kategori på så markant en adresse?

Køkkener, der ikke vil gæsterne mere end dette, kan man opleve på hotelkæder og i lufthavne verden over. Det slipper vi næppe for.

Men at man ikke kan svinge sig op til noget mere inspireret, når man ikke er underlagt noget koncept, og både har udsigt over søerne og adgang til et stort publikum, det kan undre.

Vi lander med nød og næppe på to små huer.

Før der skiftes kraftigt ud i rollebesætning og indhold, kan titlen på aftenens forestilling i Planetariet aldrig blive andet end: Mød mig ikke på Cassiopeia.