Jeg bilder mig ind, at man kan fornemme Jordens krumning fra stranden ved Jammerbugten. Vesterhavshorisonten er kolossal, sandet er hvidt og fint, og lige bag klitterne ligger Svinkløv Badehotels karakteristiske malede træfacade. En agtværdig gammel dame med minder fra utallige somre.

Der hersker en let pensionatsstemning på stedet. Mange borde i restauranten, solbrændte familier og unger med salt og sand i håret. Lise Emborg, Svinkløvs ejer og værtinde, går rundt mellem bordene og taler med gæsterne på en måde, man ikke oplever så ofte mere.

Det er ægte, uforfalsket værtskab. Man taler med sine gæster. Vejret, havet, solen er uudtømmelige emner. I morgen lægger vinden sig. Solnedgangen bliver fin i aften. Vi prøver at finde et vinduesbord til på torsdag.

Mønstereksempel
Svinkløv er for længst blevet et ikon for badehotellet par excellence. Det er lige præcis sådan, et badehotel skal se ud. Stedet emmer af evig sommer og lange skygger på de gamle planker, hvis helt særlige patina er rundet af vind og vejr og endeløse lag maling.

Svinkløv har også længe gået for at være et godt spisested. Den nuværende køkkenchef hedder Morten Sandvej, og han står sammen med sine folk for et gedigent brasseriekøkken, ofte på danske råvarer med fransk køkkenhåndværk i bassen.

Serveringen blev denne aften primært varetaget af nogle unge piger, der kompenserede for det til tider lidt svingende tjenerhåndværk med masser af smil og en frisk attitude.

Priser i særklasse
Priserne er pænt høje på stedet. Svinkløvmenuen går for 412 kr. for tre retter. Fiskemenuen, kaldet den havfriske menu koster 505 kr. for fire retter. Det er højere end eksempelvis Le Sommelier, Restaurant Nimb eller Rasmus Oubæk i København.

Også a la carte-retterne er generelt dyre på Svinkløv. Her koster eksempelvis dampede blåmuslinger 124 kr., og en T-bone-steak af svinekød går for 285 kr. Hos Michel Michauds Brasserie i Skagen, som blev anmeldt for nylig, koster en næsten identisk servering 210 kr.

Så Svinkløv må kunne noget helt særligt med det prisleje, man har valgt sig. Vi var tre ved aftenens besøg, så vi kunne komme omkring både i menuer og a la carte.

Gavmilde tilskud fløde og smør
Forretterne var generelt gode. Muslingerne var store, pæne og saftige, muslingesuppen var pisket med smør, og der var persille på toppen. Ikke så mange dikkedarer.

Den havfriske menu bød på stegt pighvar med en lille ledsagende cremet suppe tilsmagt med karry. Fisken var velstegt, og suppen havde en god bund bag det gavmilde skud fløde. Endvidere var der en lille, fin croustillant på siden, en sprødstegt pakke med muslinger og urter i en lille karrycreme. Udmærket servering.

Vi prøvede også tataren af kalveinderlår. Den var rørt med løg, urter og krydderier, var veltilsmagt og havde en god, forholdsvis let konsistens. Den blev serveret med plukkede salater og nogle yderst få minipomfritter, som man nok godt kunne have været lidt mere rundhåndet med, uden at det havde gjort nogen skade.

Vi flottede os med en halv flaske Meursault Les Narvaux fra Vincent Girardin. En god, fed satan med træsplinter, nødder, frugt og lang eftersmag.

Trængsel på tallerknen
Hovedretterne stod denne aften ikke helt lige så skarpt som forretterne. De var pæne nok, men det var, som om der var lidt for mange indslag på tallerkenerne.


T-bone-steaken af gris var et svin af en bøf – bogstavelig talt. Den kom med kantareller, ærter, ærtecreme, løg, urter og grønt, små stykker stegt ventreche (fransk lufttørret bacon) og kartoffelkroketter.

Der var god smag i grisen, men kødet var denne aften på kanten af det tørre. Og så var tallerkenen måske lige ved at blive til en velsmagende rodebutik.

Spredehagl
Hovedretten på Svinkløvmenuen var ungduebryst, der blev serveret med – og hold nu fast – stegt foie gras, confiterede duelår, fondantkartoffel, en croustillant med due- og grøntsagsfyld, sellericreme, spinat, små blomsterskud og en såkaldt chutneysauce, der var fondbaseret og tilsmagt blandt andet med lyse rosiner.

Som det velsagtens fremgår af ovenstående, så var der trængsel på den tallerken – og vi nærmede os rodebutikken igen. Det er i hvert fald, som om tiden lidt er løbet fra så mange forskellige indslag på tallerkenen, uanset at de alle hver for sig var velsmagende. Det ender hurtigt i spredehaglsgastronomi.

De klareste og mest sammenhængende smagsoplevelser viser sig ikke sjældent, når kokken underlægger sig begrænsningens kunst.

Havtaske i middelhavsselskab
Den bedste hovedret var nok havtasken på den havfriske menu, der denne aften havde fået et middelhavstilbehør i form af niçoiseoliven, baccarones-ansjoser, artiskokker, tomater, smørbønner og krydderurter.

Der var også skiver af stegte samsøkartofler, der dog ikke forstyrrede middelhavsharmonien. En let cremet fiskesauce i bunden af tallerkenen bandt elementerne sammen.

En flaske rødvin, der kunne spille lige op med samtlige tre hovedretter var nok lidt urealistisk at finde, men den Santenay, 1’er cru du Rosseau, 2004, som vi endte med, gjorde dog sit bedste. Lidt for let til duen og lidt for voldsom til fisken, men det skal ikke ligge andre end os selv til last. En udmærket flaske.

Stilsikre desserter
Den søde afdeling kørte udmærket og ikke helt så overlæsset som hovedretterne. Vaniljeis, bærcoulis og chokoladesauce til 79 kr. så ud til at være en favorit hos mange af de yngste restaurantgæster. God, gedigen vaniljeis i gavmilde mængder, delikat coulis og en intens chokoladesauce – og så ikke mere pjat.

Menudesserterne var også pæne. På den ene tallerken var en hvid chokoladecreme serveret med syltede abrikoser, citronskum og små stykker af crumble-kage-krymmel. Den hvide chokolades sødme blev holdt udmærket i balance af citronen, og det sprøde element fra crumblekagen gav godt modspil til de bløde, cremede konsistenser.

Sidste dessert var en pæretærte, der blev serveret med kanelis og brombær samt lidt brombærskum blæst ud på sifonflaske. Kanelnuancen i isen var måske lige det svageste, men i øvrigt var det en velsmagende lille dessert. Udmærket tærte og gode brombær – både som friske og skum.

Kaffe og finale på terrassen
Solen havde indledt aftenen med at sætte restaurantens gule gardiner i brand og bade hele lokalet i et varmt aftenskær.

Nu nærmede vi os den grandiose finale, som er en af hovedattraktionerne på Svinkløv. Publikum tog deres pladser udenfor på terrassen, og vi fik listet en bakke med kaffe ud af køkkenet.

Aftenens solnedgangsforestilling hørte til de absolut mindeværdige og havde det været muligt at bede om fremkaldelser, ville solen have været mere end velkommen til et encore. Alle sad næsten tavse og milde tilbage efter miraklet, og selv rygerne fik lov til at være en del af det gode selskab.

Tung regning
Regnskabets time bød på en saldo på 2.324 kr. i badehotellets favør. Små 800 kr. pr. næse endte aftenens besøg i Svinkløv altså med at koste. Men der var så også tale om en fuldblodsvisit med tre retter til hver og gode vine.

Kvaliteten, vi oplevede, var generelt god, det skal understreges med det samme. For forretter og desserter lander vi sådan nogenlunde på fire huer. For hovedretterne lander vi på tre.

Det vil sige, at den samlede bedømmelse af kvalitet i forhold til pris ligger et sted lige under de fire huer. Tre huer er for lidt – fire til gengæld for meget. Her kommer altså de tre huers rummelighed endnu en gang på prøve. Vi er helt oppe i de øverste luftlag af kategorien.

Topkarakter til solen
Svinkløv er et fantastisk sted – ingen tvivl om det – og køkkenet er bestemt også et besøg værd.

Reservationer går et helt år forud, og tre eller fire huer gør næppe nogen forskel ud over måske lige stoltheden.

På en god dag bør der være fire huer i rammerne til Svinkløv – men denne aften må vi holde os på tre store. Og så er der solen, der får topkarakter. Og den går jo bare sin gang.

Kokkehuerne er sommeren over rykket ud i det danske ferieland.