Der er så sørgeligt langt mellem gode indiske restauranter.

I Danmark er der ikke den store tradition for indiske spisesteder, og når vi endelig ser noget fra dette verdenskøkken, er det ofte den del af køkkenet, der er knyttet til Pakistan.

Det pakistanske køkken er bestemt spændende, men det favner ikke helt så vidt som det indiske, hvis oprindelse både er knyttet til de lokale regioner og til den store Moghul-invasion i 1500-tallet, hvor det persiske storkøkken fik mulighed for udbredelse og senere videreførelse.

Det indiske køkken er (sammen med det persiske) det store moderkøkken, der har afstedkommet de mangfoldige curries, der genfindes i det malaysiske, det thailandske, det burmesiske og det cambodjanske køkken.

Takeaway-trafik
Netop fordi det indiske køkken har sådan en storhed, at det faktisk kan måle sig med det klassiske franske og italienske køkken i både tilsmagning, variation og kulturhistorie, er det ekstra ærgerligt, at køkkenet slet ikke har fundet sig et højere niveau i København, sådan som det kan opleves i London, Sydney og New York.

Når man så endelig finder en spire, bør den omtales, om end det lille lokale i Buddinge, der huser Curry Nam Nam, langtfra er charmerende.

Her er plads til 25 siddende gæster, men borgerne i Buddinge foretrækker at købe med hjem, lige med undtagelse af os og så tre unge friske gutter, hvoraf de to havde kulturoprindelse i dette køkkens ophavsland.

De spiste begejstret, hyggede sig og skabte en god god stemning i det lille lokale væk fra disken, hvor takeawayordrerne gav lige så meget trafik som på en hovedbanegård.

Gadekøkkenet i Delhi
På kortet står der, at chefkokken Arshad Mahmood fra Manchester arbejder ud fra traditionelle indiske opskrifter, at alle ingredienser er af høj og frisk kvalitet, og at der kun laves mad, personalet selv med glæde ville spise. At hans påstande var rigtige, blev bevist i løbet af aftenen.

Jeg gætter på, at økonomisk overlevelse har fået stedet til også at lave pizzaer, hvilket jeg i øvrigt også har fået så tidligt som for 30 år siden i New Delhi, og da de fastholder brugen af gode tomater og frisk mozzarella, er det jo bare heldigt for de lokale.

Faktisk har stedet en stribe pizzaer med indisk fyld, og jo, smagen var umiskendeligt ikke amerikaniseret italiensk, men snarere ’italieniseret indisk’.

Udvalget af retter spænder meget vidt og over flere regionskøkkener og krydderkombinationer end normalt set i Danmark. Her er tjek på smag og marinering.

Vi indledte – efter tre kvarters ventetid! – med en omgang grøntsags-pakora, der her var en model med kogte grøntsager blandet og vendt i besanmel (kikærtemel) tilsat rigtig gode og stærke krydderier. Super nylavede og meget, meget gode – jeg mindes kun én gang tidligere at have været så begejstret for pakora, og det var i Old Delhi i et gadekøkken.

Fem stykker med lidt salat og myntesovs koster 29 kr.

Indisk pizza
Vegetar-samosaerne (to styk for 34 kr.) var store og sprøde, også helt frisklavede, hvilket også gjaldt fyldet, hvor den grønne farve på krydderurter og ærter netop viste, hvor friskt det var.

For sjov og nysgerrighed havde vi også bestilt en punjabbi pizza (alm. størrelse 75 kr.) med tomatsovs, mozzarella, stykker af kyllingetikka, kalvetikka, løg, paprika, jalapeños, frisk koriander og frisk chili.

Jo, her var godt fyret op under smagen. Ganske vist lyder navnet jalapeños lige så hjemløst her som indianere i Indien, men brugen af pickled chili er helt almindelig i ethvert indisk måltid.

Blandingen var faktisk ret god, fyldet friskt og stærkt og smagen med tydelig erindring til oplevelser i det nordlige Indien lige bortset fra kalvekødet.

Så ventede vi lidt igen og overvejede, om vi faktisk skulle tage hovedretterne med hjem, men da drengenes humør ved nabobordet virkede opmuntrende, blev vi siddende.

Sjældne retter
Valget af hovedret er vanskeligt. Her er kød efter valg (kylling, lam, kalv, kofta), der så kan tilberedes korma, dansak, madras, malahi, do piaza, bhuna, rogan josh eller tikka masala, alle til omkring 90 kr.

Hovedretterne serveres i de klassiske små træskåle foret med en let sølvbelægning, og man begyndte nu at fantasere om, hvad Curry Nam Nams køkken reelt ville kunne, hvis omgivelserne havde været anderledes.

Vi havde valgt nogle af de lidt mere sjældent sete traditionelle retter.

En kylling Gullbar (99 kr.), der er en meget rig og fin ret med milde krydderier, abrikoser og stegte mandler. Måske en anelse til den søde side, hvilket kan skyldes brugen af konserverede abrikoser. Til gengæld var lam i spinat Handi (109 kr.) perfekt i smagen.

Handi er en metalgryde, der traditionelt bruges, når man skal tilberede noget dum pakht, dvs dampet og stegt/kogt. Gryden ligner en krukke, hvis åbning forsegles med hvededej og dækkes med glødende kul, så maden varmes både oppefra og nedefra.

Om køkkenet benytter denne teknik, ved jeg ikke, men smagen i både lam og spinat var netop så inddampet og fyldig, at det var en fornøjelse. Krydderierne hertil er ikke voldsomme, men deres aromatiske mangfoldighed var fin.

At køkkenet giver maden tid og opmærksomhed, viser sig netop i fraværet af den syrligt-skarpe smag, som overdreven brug af spidskommen og korianderfrø giver.

Knap en restaurant
Vi endte med en regning på 389 kr. inklusive kildevand og sodavand.

Bevilling er her ikke, hvilket måske også lokker til at tage maden med hjem.

Selv om stedet kun lige kan kalde sig restaurant, fortjener køkkenet omtale, og man kunne ønske, at Curry Nam Nam en dag fik mulighed for med samme høje standard i tilberedning, men i bedre tempo at åbne et hyggeligt spisested, hvor rummet kan modsvare madens smag og kvalitet.