Der er vel næppe noget, der glæder en kok mere end at se gæsterne køre en stump af brødet over de tomme tallerkner for at suge den sidste sovs til sig.

At vide, at det smagte så godt, at gæsterne polerede tallerkenerne – bedre ros findes ikke.

Når en stump brød bruges på denne måde, kalder italienerne den for ’scarpetta’, hvilket betyder ’lille sko’.

Scarpetta er også navnet på Cofoco-drengenes nyeste skud på imperiet, der slår folderne inden for det italienske køkken.

Fornuftig kvalitet
Cofoco ejes af de to entreprenante herrer Torben Klitbo og Christian Lytje, der indtil videre har ramt midten af dartskiven med deres nu fem populære københavnske restauranter – foruden takeaway’erne Le Marché.

Konceptet er det rigtige kryds mellem rimelige priser og en fornuftig kvalitet parret med bistro- eller trattoria-køkkenerne fra henholdsvis Frankrig og Italien.

Scarpetta ligger på en forholdsvis ydmyg adresse i den mindre fashionable del af Nørrebro: Rantzausgade.

Indretningen er lys og imødekommende. Ambitionen er original, enkel italiensk mad – ind imellem med sovse, som er gode nok til at have fortjent navnet.

Under 100 kroner
Kortet er enkelt opbygget. Der er 15 salte retter og 3 desserter – færdigt arbejde.

Og så er der priserne. De er yderst rimelige. Fem retters menuen går for 275 kr. Det er 55 kr. pr. servering.

Kører man a la carte, så starter priserne på en flad halvtredser for den billigste pizza og slutter på – og hold nu fast – 95 kr. for en okse-entrecote med persille, hvidløg og citron.

Det vil sige, alle retter holder sig under 100 kr. – og de fleste retter ligger i 55-75 kroners lejet.

Meget menneskeligt i en tid med finanskrise og massefyringer.

Man kan håbe på, at det kan holde mere end bare i den gavmilde opstartsfase.

Margherita'en var iorden
Vi snuppede en menu og en håndfuld a la carte-retter.

Der var heller ikke nogen vej udenom lige at prøve husets version af den moderne pizzas moderskib: Pizza margherita. Den var virkelig i orden.

Scarpettas pizzaer er i halv størrelse – lidt i napolitansk stil.

Rimelig tynd bund; den kunne måske have været en anelse sprødere, sagde jeg til min gæst.

Det synes hun nu var en lidt mærkelig og krakilsk holdning.

Udmærket tomatsauce, smeltet mozzarella og små blade basilikum. Visse klassikere skal man ikke lave om på; de er perfekte i al deres enkelthed.

En tur i høet
Første servering på menuen var vegetarisk: Artiskokker med god olivenolie og gremolata (finthakket citron, persille og hvidløg).

Tre små artiskokker – delikate og velsmagende. Selv prøvede jeg husets version af den sicilianske klassiske aubergine-salat: caponata.

Stegte auberginer, pinjekerner, frisk tomat og rosiner fandt hinanden i venlig forening – glimrende.

Nu bød menuen på små pastaruller (trofie) med urter og den delikate, italienske ost med det smukke navn sommervind eller vento d’estate, som italienerne siger.

Den er lagret i frisk hø.

Retten lød nu lidt mere interessant, end den reelt var rent smagsmæssigt – men der var ikke en finger at sætte på selve tilberedningen.

På min side af bordet stod den på den italienske evergreen – carpaccio. Serveret helt traditionelt med lidt rucola, parmesan og god olivenolie.

Kødet var vitterligt papirtyndt skåret, hvilket ser pænt ud, men samtidig kan det næsten forsvinde i smagsbilledet. Alt i alt en pæn standard.

Sødt græskarfyld
De næste to serveringer var nok aftenens allerbedste.

Min gæst fik en cremet risotto med tre slags vilde svampe – smuk konsistens, blød og cremet i munden, lille bid i risen og en fin smag fra svampene, der også indgik både som hele og skåret i mindre stykker i retten.

En dukke-portion, men der var jo endnu også to retter at se frem til.

På min tallerken ankom to runde ravioli med et sødt græskar-fyld serveret med lidt brunet salviesmør og parmesan.

Det salte og det sødmefyldte blev bundet smukt sammen af salvien – og pastaen var tynd og med et blødt, behageligt bid.

Da begge retter var spist op kom en ’scarpetta’ af det i øvrigt gode hjemmebagte brød i kurven i brug til at suge de sidste rester på tallerkenerne op.

Rigtig god bolognese
Hovedretterne var også rigtig gode. Min gæst fik en skive porchetta – endnu en italiensk klassiker: Et stort stykke udbenet grisebasse, der rulles med masser af urter og steges sprød over en sagte brændeild.

Her var det en Grambogård-gris, der havde lagt krop til – og det gjorde den fremragende. En anelse tørt i midter-kødet, men pyt.

Smagen var dejlig, og det var en endog rigtig pæn størrelse servering i forhold til de ret små portioner, der hidtil havde karakteriseret menuen.

Selv kunne jeg se ned på en af de mest elskede italienske frembringelser: Ragu bolognese.

Altså den eviggrønne kødsauce fra Bologna, som jo er alt andet end den millionbøf med ketchup, som den ind imellem serveres som.

Bolognese er en videnskab i sig selv; utallige regler og skoler omgiver retten.

Scarpettas denne aften var en rigtig god en af slagsen, dyb og intens i smagen.

Den blev serveret med en polenta, jeg ville tro havde fået, hvad den kunne trække af smør og parmesan.

Kærlighed til Italien
Vinkortet er lige så enkelt i sin opbygning som menuen. Der er tre hvide og fem røde vine. Prisen stiger med 100 kr. mellem hver flaske.

Vi prøvede en 2005 Vino Nobile de Montepulciano fra Cantina DEI. God dybde og pæn fylde, som lige skulle bruge lidt tid i glasset for at vågne rigtigt.

I dessertafdelingen bød menuen på en tiramisu, der var gedigen og lige efter bogen.

Blød, ikke alt for sød, creme mellem lag af kaffe-marsala-stænkede savoyardi-kager.

Opfinderen af tiramisu skulle have taget patent på skidtet. Det er en kage, der holder.

Selv prøvede jeg udvalget af husets egne is og sorbeter. Der var en vaniljeis, en chokoladeis og en citronsorbet denne aften.

Udmærket smag og konsistens; ærligt og ordentligt håndværk uden dog at være uforglemmelige.

Kvaliteten er iorden
Med to kopper kaffe sneg regningen sig op på lidt over 1.200 kr. Og her havde vi vitterligt ikke holdt os tilbage.

Fem retter til hver plus pizza og vin, vand og kaffe. Kvaliteten i alle serveringer var virkelig i orden, og på den måde holder Scarpetta et godt minimumsniveau hele vejen.

Enkelte retter var endog rigtig gode – og ikke mindst så smager man konsekvent, at der er kendskab og kærlighed til det italienske køkken på stedet.

Til at betale
Der var ingen virkelige smuttere i løbet af aftenen, ud over at tiden en enkelt gang var lige det længste mellem serveringerne.

Betjeningen var ligeledes virkelig ordentlig og venlig. Der var styr på alle borde og overskud til at præsentere retterne.

Ambitionsniveauet og prisniveauet går glimrende i spænd på stedet: Super-enkel, ærlig og ordentligt italiensk mad, som er til at betale.

Det må blive til fire gode italienske huer og en anbefaling til den ’lille sko’ i Rantzausgade.

Her kan man til rimelige priser tage en gastronomisk smuttur til Italien og suge det sidste af sovsen op med brødet.