Det har lige været kyndelmisse, og til kyndelmisse skal der spises pandekager. I hvert fald hvis man tager den katolske tradition for denne lysfest alvorligt.

Det har vi aldrig rigtig gjort i Danmark, så vi fandt på et andet navn til denne vinterens skæringsdag: Kjørmes Knud.

Pandekagehule ved Israels Plads
Ham lader vi dog stå og fryse ovre i hjørnet for en stund, mens vi begiver os ned i en høj kælder ved Israels Plads for at spise pandekager.

Her har Yannick Crozier, der oprindelig kommer fra Ardeche, realiseret sin drøm om at åbne en pandekagehule.

Vel at mærke med fokus på de særlige pandekager, man laver af boghvedemel, og som bærer navnet Les Galettes og hører til i det salte køkken.

Hyggelig og afslappet til rørende priser
La Pétanque, som Monsieur Croziers hule hedder, er dog ikke bare et pandekagested.

En stribe forretter, salater og desserter gør, at man mageligt kan spise et fuldgyldigt måltid ved at kombinere retterne.

Og da priserne er rørende, ville det være dumt ikke at få en hel aften ud af det. Også fordi stemningen – ikke mindst takket være Yannick Crozier selv – er både hyggelig og afslappet.

Her kommer man sandelig gerne igen. Hvem ved – når alle gravemaskiner om nogle år er kørt væk fra Israels Plads, kan man måske oven i købet få sommermånederne til at gå med et slag petanque ude på pladsen.

Kuglerne ligger i hvert fald klar på hylden.

Et glas nostalgi
Min medspiser blev helt nostalgisk, da vi satte os til rette i den næsten kitschet indrettede kælder, og han så på kortet.

»Vi skal da have et glas kir!«.

Ja, det var vel nok mange år siden, vi havde fået sådan et, og jeg måtte konstatere, at det var der vist en grund til.

Det er ikke min smag mere. Men skønt, at man ud over kir kan få Dubonnet, Noilly Prat, Pastis og cider her.

Solmoden vin til vintermørket
De små forretter var alle lige efter bogen. Salade lyonaise med pocheret æg og baconstykker, salade chevre chaud med varm gedeost, snegle i hvidløgssmør, husets quiche, croque i både han og hunkøn og diverse asietter med charcuteri, laks eller ost. Løgsuppe eller fiskesuppe.

Hold nu op – det var svært at vælge! Vi endte med en fiskesuppe (75 kr.) og en stor charcuteritallerken (108 kr.), der også bød på oste.

Fra det meget, meget lille vinkort valgte vi den dyreste: en Côtes du Rhône Village fra M. Charpoutier, 2009, der er en rigtig dejlig, fyldig, solmoden sag at muntre sig op med her i vintermørket (285 kr.).

Ikke så meget pjat
Da kortet fint forklarer, at charcuteriet såvel som laksen kommer fra Daniel Letz, bliver man på forhånd tryg, og forventningerne ryger i vejret. De indfries ganske fint.

Suppen var en klassisk fiskesuppe, der smagte af masser af fisk, men ikke rummede fiskestykker.

Det måtte medspiseren lige have forklaret, så han ikke følte sig snydt. Sådan skal den suppe være! Og den kom også med revet gruyere og croutoner, som sig hør og bør. Ikke så meget pjat.

Overdådigt til prisen
Charcuterifadet var overdådigt til prisen, og ligesom jeg har fået det i Frankrig. To slags gode pølser, to skiver paté og skinke af den lufttørrede og kogte slags. Fin kvalitet fra Daniel Letz.

Ostene var lidt mere blandede i deres udvalg. En glimrende brie de mot, en tomme de savoir og en mere, jeg har glemt navnet på.

Derudover var der en lidt uforklarlig port salut, der i min smag ville have været meget bedre, om det havde været en god comté eller noget tilsvarende i fastostegenren.

Og skulle den endelig være blød, skulle det ikke være den kommercielle bløde, fede ost, der er det franske Lactalis’ svar på Arlas flødehavarti.

Men der var så meget overskud i det fad, at man rent glemte den ene svipser.

Delikat.  De franske boghvedepandekager er fine og sprøde. Foto: Magnus HolmDet ypperste i madpandekagegenren
Der gik en vis tid, før hovedretterne kom på bordet. Men da stemningen var god, kom det ikke til at genere. Og de totalt frisklavede pandekager var bestemt værd at vente på.

Jeg plejer at falde i svime over Sydindiens dorsas, men efter min aften hos La Petanque må jeg give mig.

Les Galettes er lige så fine og delikate, sprøde og med små luftige huller i dejen – det ypperste i madpandekagegenren. Og så er udvalget af fyld varieret og fristende.

Ud over det klassiske med æg, ost, skinke og gedeost er der de lidt mere avancerede med for eksempel gedeost, valnødder og honning eller gedeost og spinat og de helt store med fine navne som basquese (med løg, peberfrugt, hvidløg, kylling og tomat) eller Petanque (med bacon, purløg, ost, løg, æg og champignon).

Der var sågar også en med navnet Yannick, som ejeren selv har kreeret med skinke, æg, ost, løgkompot, tomat og ansjoser.

Fremragende uanset indhold
Alligevel endte jeg med spinat og gedeost, mens medspiseren tog en savoire med bacon, cremefraiche, kartoffel og løg. Uanset indhold var de fremragende.

Fyldet var rigeligt, men ikke overdrevet, og pandekagen var sprød og fin med en stor tot salat vendt i dressing, som kun en franskmand kan.

Der var ikke én dråbe dressing, der dryppede på pandekagen, og alligevel var hvert blad smagfyldt dækket af dressing.

De søde pandekager når ikke de salte
Da vi kom til desserterne, ville jeg ikke have pandekage igen, og det er der heldigvis forståelse for på La Petánque.

Ud over et passende udvalg af crepes, som pandekagerne hedder, når de er søde, byder kortet nemlig på en del is og et par evergreens, blandt andet crème brûlée og chokoladefondant.

Min chokoladefondant var i orden. Hverken mere eller mindre. Men medspiserens pandekage med kastanjecreme, flødeskum og nødder var slet ikke så raffineret som hovedretsversionerne.

Nærmest lidt gummiagtig og småkedelig i konsistensen, og så bliver kastanjecreme ofte ret fad i smagen, hvis man ikke gør sig meget umage med at pifte den op.

Præcision i galetternes udformning, den gode smag i for- og hovedretter, kvalitetsbevidstheden i brugen af blandt andet Daniels produkter bevirker dog, at dette lille ydmyge, men hyggelige sted lige når de fire huer – på de præmisser, der ligger i det, stedet giver sig ud for at være.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN