Annonce
Café+Restaurant 6. feb. 2012 KL. 20.00

Autentisk kinakøkken svømmer i olie

Hos Small Three Gorges kan man fejre det kinesiske nytår med lækre bonderetter.

Anmeldelser

Anmeldelse Small Three Gorges

Politiken synes
Politiken synes
Drikkevarer Qingdao-øl 35 kr., sodavand ca. 40 kr.
Telefon 33 11 05 37
Adresse Linnésgade 14, st. th., Kbh. K.
Menu Diverse retter (der kombineres til et stort måltid): 79-219 kr. (de fleste omkring 100 kr.). Mod forudbestilling til 6 personer eller mere serveres Hotpot (ca. 175 kr. per person).

Small Three Gorges

Vi spiste: Shuijiao (nr. 40), Xianggu Xiaobaicai (nr. 29), Yu-hsiang Qiezi (nr. 27), Congbao Niurou (nr. 9), Gongbao Ji (nr. 12), Shuizhu Yu (nr. 32).

Vi drak: Qingdao (eller Tsintao) øl og en enkelt sodavand

Vi betalte: 818 kr. for fire personer

Den billige: Ca. 150 kr. per person inkl. drikkevarer.

Overalt sad der kinesiske selskaber og snakkede, drak øl og gik rundt, mens de dyppede massevis af lækre grøntsager, fiskestykker, kødstykker og andet, jeg ikke lige har fantasi til at gætte, hvad var, i den store varme gryde – hotpot – midt på bordet.

Vi blev modtaget med en hyldest, der med min ringe sans for kinesisk lød i retning af ’Sin Ja Hau’, hvilket slet og ret betyder godt nytår.

For vi havde indfundet os på intet mindre end aftenen for det kinesiske nytår – og ikke bare til et hvilket som helst år, men til det måske fineste, i hvert fald det med mest held, af de 12 forskellige år, der findes i kinesisk astrologi: Dragens år.

Høj stemning
Så stemningen var høj, og flere gange i løbet af aftenen måtte vi rømme os højt for at få opmærksomhed, da vi f.eks. ville have servietter, vand og regning.

Men det skal være personalet vel undt, eftersom de ikke svigtede i serveringen af den varme mad, og det er svært at blive rigtig irriteret, når værtinden er et stort smil og priserne svært overkommelige.

Kortet er et udpræget hovedretskort. Vores søde tjener fortalte, at hun selv kom fra Nanjing, og at retterne primært kom fra området mellem Nanjing i Jiangsu-provinsen og den langt vestligere provins Sichuan.

Olieret køkken
Ud over at det er pandaens hjemegn, er Sichuan kendt for at have det stærkeste af de underkøkkener, der udfolder sig i det store kinesiske rige.

Ud over at det er pandaens hjemegn, er Sichuan kendt for at have det stærkeste underkøkkenen i det store kinesiske rige.

Der bruges chili, men også den særlige sichuanpeber, en krydret og aromatisk tørret lille frugt med citronens friske smag, let peberfornemmelse og svage noter af træ. Brugt korrekt er det et fremragende krydderi.

Sichuankøkkenet er også kendt for at bruge en del olie.

Man serverer retterne ’kogt’ i olie, hvilket betyder, at temperaturen i fedtstoffet ikke når over de 100 grader, og derfor er olien heller ikke bitter eller branket, hvis der som her bare bruges frisk olie. Der bruges også en del jordnødder.

I det centrale Kina er små retter som dimsum og forårsruller ikke så dominerende, men der er dog dumplings i nogle variationer og en wontonsuppe.

De mildere små dejpakker serveres overalt i Kina tilberedt i stakke af bambuskurve over et enkelt blus, og det er en typisk frokostret på farten, som jeg tillader mig at oversætte til en kinesisk version af en hurtig klapsammenmad.

Hjemmelavede dumplings
Vi bestilte en enkelt portion af sådanne dumplings, shuijiao hedder de, til 99 kr.

Dejen er ganske tynd og fyldet mildt og aromatisk af krydderurter og forårsløg. Når dumplingen er mild og frisklavet som her, fungerer den glimrende som nænsom indledning.

En rigtig behagelig start og tydeligvis hjemmelavet.

På kortet stod der, at man fik 10 stykker, men da jeg havde udstyret mig med et par kinamadkyndige medspisere, vel vidende at det kinesiske køkken tager sig bedst ud med mange retter, havde køkkenet ganget op uden ekstra vederlag til 12 stykker, så vi kunne få lige mange.

Frisk svamperet
Selv om kortet byder på mange retter, der heldigvis er vedhæftet hver sit foto, er det ikke en overvældende menu, som man ofte oplever kinesiske spisekort.

Og så er udvalget ydermere rigtig varieret, hvis man ellers ser bort fra, at det meste er lynstegt og serveret i en let jævnet fermenteret – gæret – sovs.

Den ene medspiser kastede straks kærligheden på xianggu xiaobaicai, som er dagens svampe fra Kina med ’shanghaikål’.

Retten var herlig frisk og ikke særlig krydret, hvilket kan være typisk for østkystkøkkenet, men lidt mere salt havde nu gjort godt.

Auberginer uden vatsmag
En anden bemærkelsesværdig grønsagsret, vi også prøvede, var yu-hsiang qiezi.

Glaseret i en mild hoisinagtig sovs kom de mest fantastiske auberginer, som var tilberedt, så de i konsistens mindede om det indre af en god æbleskive.

Her er ikke storslået kejserkøkken, men rustik og jævn kinesisk mad tilberedt ordentligt og med friske råvarer.

Væk var alt det vattede, og auberginerne var ikke spor fedtede, hvilket ellers ofte er den pris, man må betale for at få vattet ud af auberginen.

Vi indtog de grøntbaserede hovedretter suppleret af en skål ris, hvis langkornede kvalitet var over gennemsnittet.

Congbao niurou – der ikke må forveksles med gongbao – er små stykker oksekød med grønne blade og en dominerende smag af koriander. Ikke så markant, men fin i smagen.

Langt mere styrke får man med gongbao ji ding, der er kyllingestykker og jordnødder i en stærkt krydret sovs med markant dejlig smag af sichuanpeber.

Salt i klumper
Om det nu var nytåret, der havde ramt saltbøssen i køkkenet, ved jeg ikke, men flere af retterne var saltet i klatter, så den ene bid var meget salt, mens den næste manglede salt.

Og saltet er ikke bare natriumklorid, men det noget mere artificielle MSG (det tredje krydderi).

Det gjaldt også aftenens største hit, hvad angår autenticitet, shuizhu yu.

Den blev serveret i en mægtig dyb tallerken med masser af faste velpocherede fiskestykker, vel en 20 tørrede chilier i små stykker, sichuanpeber og strimler af kål, alt sammen i kogelagen, der er ren olie.

Så vær varsom med at hælde ’sovsen’ over risene. En udpræget bonderet med masser af varme og fylde, som jeg kun sjældent har spist uden for Kina.

Tre gode nytårsdragehuer
Det hele skylles naturligvis ned af nationaløllet i Kina, Tsintao, og vi endte med en regning for fire på 818 kr.

Her er ikke storslået kejserkøkken, men rustik og jævn kinesisk mad tilberedt ordentligt og med friske råvarer, lidt skæv brug af salt og det tredje krydderi, serveret i en meget særlig indretningsstil med guld og røde papirlamper som dominerende indtryk.

Det udløser en stor tak for mad, og tre gode nytårsdragehuer.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN

Annonce
 

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu

Bedst lige nu