Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har tabt en del af mit hjerte i den indiske currygryde for mange år siden.

Ydermere var jeg så heldig at deltage i flere kurser med den fremragende kogebogsforfatter og indiske kok Charlotte Kirchheiner, hvor jeg blev grundigt oplært i at brænde krydderierne af, i at morte, i blandingsforhold for slet ikke at tale om kunsten at kunne indkoge mælk i timevis.

Derfor er jeg på evig jagt efter nye kvalitetsorienterede indiske spisesteder, hvis indretning ikke behøver at være indian look-a-like, men hvis kulinariske substans skal rumme al den skønhed, dette fantastiske grundkøkken har budt på og udviklet gennem mange århundreder.

Cave har nogle af disse kvaliteter, og hvert lille skridt må hilses velkommen på den danske madscene.

Enkelt og klassisk
Stedet ligger dybt centralt i St. Kongensgade i hvis omegn, man efterhånden kan finde rigtig mange gode restauranter.

Midt i gaden i en høj kælder er der nu indrettet et relativt moderne rum med hvid som grundtonen.

Foto:  Magnus Holm Hvor tidligere tiders indiske restauranter har haft røde plydsvægge med levn fra britisk klunkestil, så er referencen her langt mere til den rene marmor fra Taj Mahal og glimtende grønne smaragder.

Et enkelt rum er mere klassisk med udskårne træmøbler og dunklere lys og bærer navnet Mogul Lounge.

Menukortet er også ganske stylet, ligesom retterne serveres både på nutidig tallerkendesign eller i de skønne klassiske sølvforede skåle, der kan holde godt på varmen i curryerne.

Sprøde sager
Som sådan ser menuerne ikke meget anderledes ud end hos enhver anden inderrestaurant i byen, men bare kvaliteten er i top, kan den traditionelle linje jo være god.

I Indien spiser man ikke egentlige forretter, men snacks, der her bærer navnet ’Den lille lækre’.

Samosas, pakoras (forskellige grøntsager, fisk eller kød dyppet i kikærtemelsdej og friturestegt), bhaji og chat.

Sådanne små sprøde sager er en god lakmusprøve, så vi bestilte en vegetable samosa (34 kr.), en onion bhaji (39 kr.) og en king prawn pakora (69 kr.).

Perfekte løgringe
Samosaen var ikke god. Dejen var flad og hård, ikke sprød, og overmættet med fedt, som var den varmet flere gange.

Og fyldet, der var et kartoffel-ærte-curryfyld, var klasket sammen i den ene ende af trekanten.

Så gik det bedre med rejerne, hvor dejen var virkelig fin og sprød og tynd i laget, men rejerne var måske ikke af den bedste kvalitet, så ved dybstegningen blev de meget gummiagtige.

Bedst var Onion Bhaji, der var små bolde af løgringe dyppet i dej og friteret til perfektion, de kom meget varme og frisklavede og manglede bare den mint dip, der stod på kortet, men som tjeneren ikke kom med, før vi var færdige med alle tre snacks – og vi spiste ikke hurtigt.

Her kom hun så også med nogle papadums, der kun kunne bestilles fire af. Det er lige mange nok i én portion, da de hverken var noget særligt eller hjemmelavede.

Nutidigt vinkort
Tjeneren var i det hele taget ikke så fokuseret – vi manglede nok en indisk ildsjæl til at fortælle og gøre måltidet nærværende.

Af drikkevarer valgte vi klassisk, og her er hele to forskellige eksotiske øl, nemlig Cobra beer og King Fisher, hvoraf den sidste er min foretrukne (34 kr.).

Vinkortet er betydeligt mere nutidigt end i mangen en etnisk restaurant, og Erik Sørensen (i samme gade) har bistået med et fornuftigt udvalg, der kan matche de kraftige curryer.

Priserne er meget overkommelige, så man kan næsten tilgive isvand til 10 kroner ad libitum. Min medspiser valgte en mango lassi, der jo også hører til i den klassiske, søde drikkeafdeling.

Det vegetariske har høj kurs
Så kom det svære valg. Korma, tikka masala, butter, tandoori eller biriani.

Valget faldt på en klassiker fra husets specialitetsrække, hvor man også kan finde kylling med pistacienødder, nemlig min favorit: Rogan Josh (139 kr.).

Det er jo lamme- og kyllingeretterne, der dominerer, og så lidt fiske- og rejespecialiteter. Men det vegetariske har høj kurs, og det er ofte der, man også fornemmer køkkenets kvaliteter.

Så vi prøvede en paneer sag (74 kr.), der er Indiens svar på hytteost i en blid spinatcurry – en fyldig ret, der sagtens kan mætte en sulten vegetar. Her tog vi den som en del af et større måltid.

Spidskommen i rimelige mængder
Mix vegetables (84 kr.) er de fleste steder bare en frostpose grønt i en hurtig curry. Det var det ikke her.

Det var vitterligt friske grøntsager, og de var behandlet godt, så de både var bløde og stadig sprøde. Curryen, de lå i, var også både pikant og godt afrundet.

Her ville man kunne smage, hvis spidskommen var for fremtrædende, og det var den ikke. Spidskommen er et billigt krydderi, og det bruges ofte i alt for store doser, men brugt med forstand er det meget velsmagende.

Naan og roti
I tilbehøret kom ambitionerne også frem.

Zerra rice er fine niaz basmati ris, der sauteres med spidskommen og safran, som gør ris til en ophøjet spise (29 kr.), og i brødafdelingen måtte vi prøve både en garlic naan og en tandoori roti, der ellers er en sjældenhed på indiske restauranter i Danmark, skønt det er basismad i Indien.

Hvidløgs-naanen var smuk – med grønt drys – og klasser over takeaway-stedernes, og roti smagte, som roti skal smage – basalt og nystegt.

Naturligvis havde vi også bedt om raita (31 kr.), der her var uden væsentlig smag eller fylde af agurker og tomater, men mest smagte af spidkommen og kartofler.

Den ville have været en langt bedre oplevelse, hvis den havde været friskere og med mere syre – og så også gerne i en lidt større portion.

Godt på vej
Vi var blevet behageligt mætte af gode smagsindtryk i den mere milde afdeling – og det fik os til at spørge til desserter.

Tjeneren fortalte, at de havde vaniljeis – ikke desserter som Kulfi og Gajar Halva, som ville have været sjovere på menukortet. Så hertil var køkkenet ikke kommet endnu.

Regningen endte på 629 kroner for to personer, hvilket er i den klart billige ende og fint med den beliggenhed, men rigtig indisk er det ikke blevet endnu – selv om Restaurant Cave er godt på vej.

Tre rigtig pæne huer til grotten.