Kimcafeen hedder det lille spise- og drikkested i Kunstindustrimuseet i Bredgade i Frederiksstaden i den eksklusive del af Indre By. Og den passer virkelig godt ind i sammenhængen.

For i de øvrige lokaler er der – ud over vekslende temaudstillinger, for tiden er det motorcykler – eksempler på formgivning af fineste kvalitet.

Der er gedigne møbler, tekstiler, bestik, redskaber og alt muligt andet, som mennesker med sans for design og tilvirkning igennem tiderne har beriget os med.

Økologisk satsning
Og caféen er således også smagfuldt indrettet med møbler af Wegner og Poul Kjærholm, og når man sidder ned, kan man kigge ud i den smukke have, hvor der om sommeren er teater. Og som man om sommeren naturligvis kan sidde i og nyde sin mad og drikke.

Maden på caféen er også i orden. Man satser på økologiske råvarer, bager sine egne kager og sørger for bæredygtig kaffe og te.

Menuen kan man læse på en tavle på væggen, og den skifter, men man kan være rimelig sikker på at finde ’hønsesalat’ og ’quesedilla med spinat og feta’.

Så dem testede vi, kunstredaktøren og undertegnede cafékontrollant, som altid har været svært glad for Kunstindustrimuseet og endnu erindrer den fremragende udstilling med kniplinger, man arrangerede i slutningen af 1991.

Kunstredaktøren spiste quesedilla, selv om han ikke kunne udtale det. Og han fik den serveret med parmaskinke efter råd fra den meget venlige unge mand i baren. Det kostede 12 kroner ekstra, hvilket bragte prisen op på 106 kroner. En pæn pris, men også en uhyre delikat servering bestående af to stegte ’pandekager’ lagt sammen om spinat, fetaost og altså lufttørret skinke og anrettet med guacamole, tomatsalsa og syltede jalapeno-chilier. Uhyre velsmagende og tilpas mættende.

Det havde dog ikke skadet med lidt mere grønt. Det ville også have passet til servicet, Ursula fra Royal Copenhagen.

Kød med smag og karakter
Hønsesalaten (96 kroner) – og den disciplin er ikke så let, som den lyder – var lavet af pocheret bornholmerhane med friske grønne asparges og masser af champignoner.

Den kom med et par skiver grillet brød, et par meget gode salatblade og tre skiver bacon, der var stegt så sprøde, at de ville være pulveriseret, hvis vi havde fløjtet toner højere end et almindeligt A. Men hvor smagte det dog dejligt.

Hanekødet havde masser af smag og karakter, og helheden var ikke alt for fed og fad, som det ellers ofte er tilfældet. En smule undersaltet måske; men der stod flagesalt på bordet ved siden af det friskværnede peber, så man selv kunne justere efter behag og vovemod.

Funky-øl mangel
Af drikkevarer findes der et udvalg af almindelige flaskeøl, vin, kaffe, juice og vand. Danskvand med citrus forefandtes ikke, men til gengæld fik vi frisk citron.

Men det er underligt, at man et så kvalitetsbevidst sted ikke sørger for nogle lidt mere funky øl end kedelige Carlsberg. Man kunne da i det mindste vælge nogle Jacobsen-produkter fra samme koncern.

Kaffen var rigtig dejlig. Ikke for stærk, friskbrygget, og der var varm mælk i en termokande. Fin lille detalje. Et stykke hjemmebagt citronmazarin – som kunstredaktøren ikke ville have noget af, men det må han selv om – smagte virkelig godt. God balance mellem syre og sødme. Dog var glasurlaget lige lovlig tandtykt til denne smagsdommers gane.

Regningen endte på 336 kroner. Det er ikke billigt, men heller ikke sindssygt dyrt for en god frokost.

Kvaliteten var i orden. Maden kom hurtigt. Det smagte dejligt. Ikke så meget at klage over. Vi smider fem kopper.