»Så er det sgu blevet madtid igen, hva’ Pedersen!«, råber en ældre herre med høreapparat til en anden ude foran, da vi ankommer. Jeps, det er lige, hvad det er, samtykker min kammerat og jeg, inden vi træder indenfor i hulen. Chokket falder prompte.

»I ved godt, der er privat selskab i dag, ikke?«, spørger en ældre kvinde os, da vi med halvtomme blik træder igennem værtshuset i retning mod baren. »Øh, næh det ...« er det bedste, min tilstand tillader mig at få fremstammet.

Da vækkeuret ringede en halv time tidligere, var jeg mildest talt ikke klar på noget som helst. Sjovt hvordan den evige klat sprutsavl på lagenet kan være druknefarlig stor, og ens knastørre drøbel blot kan kigge misundeligt til gennem de kronisk spredte læber.

Øv, dagen afsat til tømmermænd, tænkte jeg. Men kom så i tanke om, hvorfor uret vækkede mig allerede inden middag. Bordet var bestilt, og jeg skulle mødes med en kammerat til god gammeldags dansk mad på Café Samsø, byens nok billigste sted til gris i adskillige afskygninger.

Fyldt med Flyttemand Olsen
Tanken om restituering med sprøde svær og medister overvandt både træthed og hovedpine, og nu står vi her og kan efter lidt knas med tungen fortælle kvinden fra selskabet, at vi skam har bestilt bord.

»Nå ja, bare I så ikke skriver maden på min regning«, gnægger en gråskægget mand, som senere viser sig at være fødselaren i selskabet. Det gør vi ikke, forsikrer vi og finder stille vores pladser nede bag i ved ostebordet efter først at have rippet baren for cola og is.

Café Samsø ligger på hjørnet af Samsøgade og Jagtvej over for Fælledparken. Dér har den ligget siden 1913, og nærmest lige så længe har det lille værtshus haft tradition for i weekenden at servere solid dansk mad til overkommelige priser.

Som i Huset på Christianshavn
Anette Nielsen overtog stedet for 22 år siden. Dengang kostede det 12 kroner at få lov at gå til fadet, i dag er prisen 45 kroner, hvilket stadig er absurd billigt sammenlignet med prisen på den pizza, jeg først havde i tankerne, da jeg åbnede mine blanke øjne.

»Sådan har det bare altid været«, siger ejeren og trækker på skuldrene. »Vi vil jo gerne hive nogle folk til, så selv om det ikke helt render rundt med maden, så får jeg det jo ind på drikkevarerne«.

Jeg nikker, som om jeg forstår og panorerer stille ud over rummet. Det er som at være med i et afsnit af ’Huset på Christianshavn’. Jeg kan uden besvær få øje på både Meyer og Flyttemand Olsen, og gennemsnitsalderen er da også deroppe af.

Våd tømmermandsdrøm
Rummet er traditionelt indrettet med mørkbejdsede træmøbler, høje træpaneler, billeder i sort/hvid fra Samsø på væggene, de obligatoriske to spillemaskiner i midten, og dér, under jukeboxen, står den ...

Buffeten.

På den rød- og hvidternede dug er fade og skåle med alt, hvad en våd tømmermandsdrøm kan indeholde, anrettet. Fiskefilet, flæskesteg, medisterpølse, varm leverpostej, hønsesalat, rullepølse, roastbeef, æg, flere forskellige slags sild og mere til. Og så selvfølgelig al tilbehøret. Rødkål, agurkesalat, peberrod og derudaf.

Det er det, min krop har brug for. Jeg kan mærke det. Fedt og salt. Vi sidder og tripper lidt. Hvornår må man? Hvem siger ’værsgo?’. Endelig kommer værtshusmutter Nielsen ind med brødkurven og nikker blødt.

Vi er i gang.

Uhmm bacon
To midaldrende damer kommer os i forkøbet, men vi når heldigvis til bordet før det store selskab, der rundt om hjørnet kun er nået til velkomstskålen. Ha!, tænker jeg, mens jeg lettere svajende øser hønsesalat på franskbrød og leverpostej på rugbrød. Med bacon.

Uhmm bacon.

Tilbage på plads får jeg hurtigt fortæret min første omgang, mens tømmermændsmanden over for mig er gået mere systematisk til værks. Flæskestegen bliver møjsommeligt skåret i pasform til rugbrødet, og citronen presses sirligt over fiskefileten. Amatørnisse, tænker jeg og når lige anden runde, inden køen bliver for stor.


Tandsmør til tre
Ved bordet ved siden af os sidder Pedersen fra indgangen med to andre mænd i pensionsalderen og småpludrer. »Min kone er blevet fuldstændig skør i bolden med alle sine grøntsager«, lyder det fra en af dem. »Ja, den sang kender jeg sgu godt«, siger Pedersen, inden de skåler fornøjet igen.

»Men selv med de kolesteroltal, vi render rundt med, så er der sgu ikke noget bedre end godt med tandsmør«, griner den tredje, mens han smører tykt på. Bedstemorfedtet holder de sig dog fra. Men det er her, hvis man er til dét. Ingen smalle steder.

På endnu en colamission til baren når jeg lige præcis igennem fødselsdagsselskabet, før det bryder ud i sang. »Tralala ... og sammen skal vi vandre.« Fødselaren hedder John Wolter. Han fylder 78 år i dag og er iført en gråmeleret blazerjakke og et rødt badge på brystet med det letforståelige budskab: ’Øl er godt – Meget øl er meget godt!’.

Pissehyggeligt
Et mantra, hans gæster synes at være enige i. I hvert fald ryger der godt med fadbamser og små skarpe over disken, mens jeg hænger lidt ud med fødselsbarnet i baren.

»Jeg holder det her på ’Samsø’, fordi her er så pisse hyggeligt«, siger den lave feststemte mand og læner sig tættere ind på mig: »Og så er det jo rørende billigt for fanden«, griner han og fortæller, at ham og gutterne også tit kommer her til torsdagsmad.

Café Samsø serverer åbenbart også billig traditionel mad om torsdagen. Jeg følger småbesværet hans finger, der peger på en opslagstavle for anden af baren. Sidst var det frikadeller med stuvet hvidkål. Og torsdag efter påske står den på hjerter i flødesovs. Noteret, tænker jeg og ønsker ham god vind mod de 80.

De unge er ikke til mad
På vej tilbage til mit bord følges jeg med værtshusmutter, der løbende har fyldt fadene op. De tre herrer ved siden af vores bord klapper i hænderne, da de ser hende. »Vi sad lige og talte om, at der snart måtte komme mere steg«, siger en af dem.

Anette Nielsen smiler, og jeg benytter lejligheden til at spørge hende, hvorfor vi er de eneste mennesker under 30. Når det nu er så vidunderlig billigt?

»De unge var her i går aftes. Der var der helt fyldt. Jeg ved ikke, hvorfor det primært er ældre mennesker, der kommer og spiser, men sådan er det altså bare«, svarer hun og tjekker rutineret lige de andre fade, inden hun glider tilbage i køkkenet.

Nå ja, dem om det, tænker jeg og sætter tænderne i endnu et stykke med høns. Halvvejs i maden tager min kammerat sig til ansigtet og indikerer, at jeg har noget i mit. Tager mig til mundvigen, men skal helt op midt på kinden, før jeg får fat i noget vildtfaret rødkål. Puha, i kampens hede ...

Sejret over tømmermændene
Med det store selskab og en snes af os andre er vi vel omkring 50 mennesker til spisning i dag. Det er meget normalt, siger Anette Nielsen, også uden selskaber, som faktisk ikke sker så tit. Men mad har der været nok af, og med tre ture til buffeten og et ekstra stykke steg for sværens skyld kan vi nu heller ikke mere.

Med stopfyldt mave, svedige håndflader og bøvseklar gane har vi sejret. Over tømmermændene. Vi skal dog også lige en tur i frugtsalaten. Jo-jo. Mere fyldt er man vel heller ikke. Den er lidt lunken efter to timer på ostebordet, men smager, som den skal. Osten springer vi over. Den har vi grundet vores placering fået nok af gennem næsen.

Efter tre timer på Café Samsø siger vi pænt farvel. Fødselsdagsmenneskerne synger bravo bravissimo, og John Wolter pakker gaver op. På vej ud af døren spørger Anette Nielsen, om »det så hjalp på tømmermændene?«.

Vi drejer om på hælene og svarer hende tavst med øjnene: »Vi kommer igen«.