»Godaften piger, og velkommen!«

Kl. er 22.25, og jeg og mine to veninder, Line og Nanna, er lige kommet ind ad døren til Café Bopa. Velkomstkomiteen består af to glade mandlige bartendere, der venligt fortæller os, at det godt kan trække lidt ved døren. Helt overrumplet af al den uvante servicemindethed på en københavnsk café sætter vi os hen i et sofaarrangement, hvor der faretruende tæt på hænger et overdimensioneret rødt hjerte med discokugleeffekt.

En god baggrund for aftenens mission: at finde ud af, om Bopa virkelig er så lummer som sit rygte. Til formålet har jeg medbragt et stopur, så jeg kan tage tid på, hvornår og hvor ofte ungersvende i alle aldre, former og typer søger kontakt. Så vi sætter stopuret i gang.

STOPURTID: 0.03.34

Vi får knap sat os ved bordet og bestilt en omgang, før bartenderduoen – der har luret vores mission – kommer hen med store grin og shots til os med beskeden om, at de »vil være de første til at byde os på drinks«, og at de »gerne træder til, hvis der ikke kommer nogen mænd hen til os«.

0.35.09:

Så begynder det at strømme ind med folk, der henkastet skanner rummet.

To stylede fyre med mistænkeligt tilfældigt hår kredser om vores bord med en lidt piget udseende drink plantet i den ene hånd. Vi spotter for første gang denne aften en mand omkring de 30, som tydeligvis havde en plakat med Don Johnson i 80’erne.

I hvert fald har han bakset et ensemble af turkis T-shirt under en kridhvid hørblazer og tilbagestrøget hår sammen.

1.25.40:

Her, små halvanden time efter at vi startede stopuret, kommer den første nærkontakt. To fyre i polobluser, George Michael-skæg og en betragtelig mængde voks i håret sætter sig på yderkanten af vores sofa. Musikken er nu skruet markant op, så det er temmelig umuligt at føre en samtale uden at skrige hinanden ind i ørerne eller sidde meget tæt. Måske et trick til at ’smelte folk sammen’? De spiller i hvert fald Barry White.



1.45.06:

Aftenens første bud på en designskolestuderende har stået i venteposition et par meter fra vores bord i små ti minutter. Line bedømmer, at han leger den gamle ’jeg kigger ikke, og så kigger jeg’-leg, som ifølge hende handler om, at man gør sig tilgængelig, men ikke rykker.

1.48.07:

Et af ’George Michael-skæggene’ går nu mere frisk til værks med en direkte henvendelse til Nanna. »Vi har begge to laksko på«, siger han og sætter sine gummisko tæt hen til Nannas lædersko. Hun smiler pænt og klapper lidt på sit lår i takt til rytmen. »Du er da alt for kedelig«, mener ’Skægget’, »du skal da have begge arme i vejret«.

1.55.36:

Nanna og Line vil i cocktailbaren i den anden ende og efterlader mig alene ved bordet. Eller alene og alene – ti sekunder senere sætter en mand i skinnende Adidas-trøje, en øl og en drink sig ned og spørger, om jeg kommer her tit. Han beder mig gætte hans alder. Pis. Jeg skyder på 40. »Tak«, siger han, »jeg er 48«. Han kommer her for at høre den gode musik og »måske møder man en – man kan jo ikke vide det«. Men han synes, her er lidt for varmt (faktisk er varmt en underdrivelse, alle er helt glinsende i ansigtet af sved), og han har problemer med astma. Jeg når ikke at høre ret meget mere, for ’George Michael-skæggene’ gør deres entré fra den anden side.

2.01.54:

Pigerne kommer tilbage fra deres ekskursion og rapporterer, at dansegulvet nu officielt er åbnet. De har også mødt ’Don Johnson’, der bagte på en pige, men ifølge Nanna havde han alligevel »slutty eyes«.

2.19.11:

Ungersvend med vokset hår kommer forbi vores bord og gør tegneserieagtigt store øjne og pistolfingre (som i ’bang bang Lucky Luke’). Vi konkluderer, at det vist skulle illustrere en form for love gun

2.28.40:

En marketingtype af middel højde med stiv hvid skjorte og fleecetrøje med lynlås møver sig ind ved siden af Line. Han synes tydeligvis, hun er en sød pige, men har den mærkeligste indgangsvinkel so far: Han viser hende en sms-korrespondance, han har haft med en pige, han bare gerne vil have sex med, og beder hende afkode beskederne.

2.30.42:

Ved bordet overfor kan vi se to fyre i midten af tyverne diskutere noget, og med ét trækker de stolene hen til vores bord. »I har taget vores gode kammerat fra os«, siger de og refererer til ’Skjorte-Fleece’. De løfter deres Smirnoff Ice til en skål med hele bordet, der ud over mig, Nanna og Line nu tæller to gange ’George Michael-skæg’, ’48’ og altså de tre nytilkomne.

Det står klart, at yderpositionerne ved bordet er mest sårbare for angreb – eller mest attraktive, alt efter hvordan man ser på det.

2.52.33:

Jeg går i baren, der nu er tæt pakket. I luften hænger en tung blanding af parfume og hårprodukter, der nemt overdøver det lidt tilrøgede præg. En tæt fyr baner vejen for mig hen til baren og er lige ved at blive uvenner med en skaldet fyr, der dog dropper det stærkt irriterede blik, da han opdager, han har fået sidemanden byttet ud med en af hunkøn. »Heeej! Hvor kommer du fra?«, spørger han fra sin lyseblå skjorte. Han er selv fra Aalborg, men er i København på »bizniz«. Jeg undskylder mig og maser mig tilbage.



3.19.54:

Nanna går i baren og møder ’Pistolfingrene’, som åbenbart kan mere end bare skyde. Han klapper hende i numsen med et kækt »hola señorita!« og tager hendes arm, som han begynder at puste på. »Hvad laver du?«, spørger hun og trækker sin arm til sig. Han er så stiv, at han ikke kan formulere formålet, men prøver at forklare det ved at hive hendes arm til sig og puste på den igen. Hun ser helt forbavset ud, da hun kommer tilbage. »Jeg forstår det ikke, og det tror jeg egentlig heller ikke, jeg vil«, siger hun, samtidig med at ’Don Johnson’ hæver sit glas i vores retning med et forsøg på et Bryan Ferry-smil.

3.24.50:

Bartender 1 kommer og rydder af bordet. Han fortæller, at han har været bartender siden 1988 og har oplevet lidt af hvert. Jeg er paf over den udtalt lumre stemning, men han fortæller, at scoretimen først for alvor er mellem klokken 3.30 og 5.00, og at han adskillige gange har måttet ud på toilettet ved lukketid og sige »hvis du lige vil tage hans tissemand ud af munden og gå hjem, ville det være rigtig fint«. Han vurderer, at der på Bopa fredag og lørdag er i snit 15 par, der scorer hinanden.

3.36.09:

Så er det tid til den ultimative test: dansegulvet. Vi maser os gennem parfume/gramse-tunnellen foran baren, hvor jeg overhører en fyr sige »jeg kan godt se, du ikke er særlig pæn, men måske du er meget flink?« til en pige. Jeg er nærmest i chok og bliver nødt til at se ham. Han står med et ’jeg har lige sagt noget skidecharmerende’-blik, og det mærkeligste er, at pigen bliver forlegen.

3.44.07:

På Københavns måske mindste, men til gengæld varmeste dansegulv bliver Nanna chattet op af en høj fyr i mørkeblå blazer og et ’frækt’ blik, han uden tvivl har øvet hjemme foran spejlet. »Hvem af jer tre er den pæneste?«, spørger han hende. Da hun nægter at svare på noget så dumt, henvender han sig til Line. »Er I med på det hele?«, vil han vide.

Her melder sig et af kvindelivets allerstørste spørgsmål: Tror mænd selv, at de kan score nogen som helst damer ved at sige noget så dumt og fornedrende? Bartender 1 fortæller, at det med en småfornærmende eller fornedrende kommentar er helt almindeligt. »For nylig var der en fyr, der ville have, at jeg skulle give en pige en seddel fra ham. På sedlen stod der »Du har sgu nogle meget pæne bryster«. Jeg nægtede at give sedlen videre. Hvad blev der af at sige »Jeg synes, du ser vildt sød ud«?«.



3.58.34:

På vej tilbage fra toilettet springer en lille fyr frem foran mig og skriger »HEEEJ!«. Jeg smiler pænt og prøver at gå udenom, men nej, han springer hele tiden til den side, jeg vil gå. Jeg sætter mit mest bistre blik op, og til sidst lader han mig komme igennem med et »tak for dansen«, hvorefter han triumferende skåler med sin ven.

4.10.20:

Line har været ude for at få noget luft, og på vejen ind møder hun et par, der tydeligvis lige har scoret hinanden og er på vej hjem sammen. Manden giver Line elevatorblikket og siger »wow!«.

4.12.23:

Hitsene flyder fra dj’en, og den udødelige ’I Will Survive’ giver naturligvis den bonus, den skal: De omkring ti par på dansegulvet skriger teksten ind i hinandens hoveder eller giver meget kreative bud på tegnsprog.

4.14.56:

’Don Johnson’ gør sit move på Line, der prøver at undslippe ved at sætte sig ned. Men man kan da sagtens sidde to på en mager klapstol, mener han og planter sig. Da Line bliver prikket på skulderen af ’Lucky Luke’, der mangler ild, tager hun chancen og undviger.

4.23.47:

Fælderne begynder at klappe rundt om os, så jeg går i baren for at betale vores regning. Mens Bartender 1 er ved at regne sammen, er der en, der hiver mig i armen. Forskrækket opdager jeg en lav mand i stramt knappet skjorte (kan ikke vurdere, om det er den stramme knapning eller de mange genstande, han uden tvivl har indtaget, der forårsager det meget røde hoved), der har mistet talens brug, men da ikke synes, det er nogen grund til at droppe at samle damer op. Han fægter lidt mere med armene i min retning.

4.27.03:

Vi stopper uret og forlader Bopa til tonerne af ’Baby Give It Up’. Det store ur siger, at klokken er blevet 3. De vildeste timer venter endnu forude for de glade gæster på Bopa. Det er tid for de modigste at gøre arbejdet færdig, mens vi mere forsigtige typer cykler hjem langs Søerne.

Hvis du lige vil tage hans tissemand ud af munden og gå hjem, ville det være rigtig fint


Se iBYENs omfattende clubbing-oversigt