Hvad er det for kvaliteter, de gamle værtshuse besidder?

David Jacobsen Turner: »De er små lommer af stillestående tid. Nogle af værtshusene har ligget der så længe, at København har haft tre rådhuse i samme periode. Nationalmuseets klunkehjem er også en tur tilbage i tiden, men det er én gang for alle dødt og konserveret. Værtshusene lever stadig, og det er det, der gør dem til helt unikke steder i byen«.

Simon Staffeldt Schou: »Og så er det efterhånden kun på værtshusene, at du kan møde ’Malaga John’, ’Lille Flemming’, ’Koteletten’ og den slags typer, som du ellers ikke møder i den lille afgrænsede ghetto, du normalt færdes i. Bortset lige fra fodboldkampe, så kan jeg ikke komme i tanker om ret mange andre steder, hvor du kan falde i snak med folk, der har andre uddannelser og stemmer på andre partier, end du selv gør. Hvis du uopfordret henvender dig til sidemanden på mange af de nyere cafeer, så tror folk jo, at du er psykopat«.

Barens blandingskultur
Tror I ikke, at mange unge bruger værtshusene som en slags socialturisme, hvor man kan tage ned og se på sutterne og så tage hjem til sin rene lejlighed bagefter?

David Jacobsen Turner: »Jo, man er da en slags turist, og man kommer da også for at se de her mennesker og høre deres helt utrolige historier. Men det tror jeg er et møde, som begge parter kan have glæde af. Jeg tror da, at ’Malaga John’ og ’Koteletten’ synes, det er hyggeligt at have nogle nye mennesker at fortælle deres gamle røverhistorier til«.

Men er I ikke med den her bog med til at forherlige en kultur, som for mange mennesker handler om at drikke sig ihjel?

David Jacobsen Turner: »Vi prøver at have et kritisk blik på den. Men jeg tror ikke, at den form for druk, der findes på værtshusene, er den farligste. Det er da bedre at sidde på et værtshus, hvor vennerne og værtinden holder øje med dig, end det er at sidde alene derhjemme og se dårligt fjernsyn, indtil det begynder at lugte nede hos underboen. I forhold til den nye generation tror jeg, der eksisterer en blandingskultur, hvor mange af dem, der sidder og høvler guldøl lørdag aften, står i fitnesscentret og sveder morgenen efter«.

Mens I har skrevet bogen, har to af de gamle værtshuse drejet nøglen om. Hvad tror I, det betyder for byen, at værtshusene forsvinder?

Simon Staffeldt Schou: »Vi mister et stykke af byens historie hver eneste gang. Et sted som for eksempel Hviids Vinstue er 300 år gammelt. Flygtninge fra den franske revolution har mødtes der, stedet har været udsat for nazistiske bombeattentater under Anden Verdenskrig. og KGB-agenter udvekslede oplysninger under den kolde krig derinde«.

LÆS OGSÅHviids Vinstue truet af metrobyggeri

David Jacobsen Turner: »Det kontinuerlige forsvinder simpelthen, når værtshusene forsvinder. Håndværkerne skræller de fine gamle paneler ned med koben, og jukeboksen ryger til skrot. Og så kommer der en blond pige bag baren, mælkekaffe i alskens varianter og noget dårlig kunst på væggene. København bliver en forvokset udgave af Herning, hvis der kun ligger de samme metervarehuse og kønsløse cafeer her, som du også kan finde i alle mulige andre byer rundt omkring i verden. København bliver mindre København«.

Café Blå Mandag
Skal I ikke bare tørre øjnene? Er værtshusene ikke en del af et København, som alligevel ikke findes længere?

David Jacobsen Turner: »Det er netop udfordringen for værtshusene. De har traditionelt været arbejderklassens steder. Når man fik fri fra fabrikken, kom man hjem til sit lillebitte hummer i en lejekaserne på Nørrebro med tre unger, der rendte rundt og skreg, og så gik man ned på værtshusene for at få lidt fred og ro. De har fungeret som eksterne dagligstuer eller kantiner for arbejderklassen. Og det er klart, at den funktion dør, fordi arbejderklassen er ved at forsvinde.

Men samtidig er det sjovt at se, hvordan værtshusene langsomt tilpasser sig udviklingen, og hvordan klientellet udvikler sig. Vi oplever, at de unge i høj grad er begyndt at tage stederne til sig. Hvis du går ned på Blomsten i Istedgade en lørdag aften, er det jo ikke til at komme ind for RUC-studerende piger, der står i kø«.

LÆS OGSÅByens bruneste værtshus udkommer på bog

Hvorfor tror I, de brune værtshuse tiltaler vores generation?

Simon Staffeldt Schou: »Der er en strøm i tiden omkring traditionel dansk kultur, som man også kan se i sådan et fænomen som Noma, hvor man går tilbage til de gamle dyder i en ny fortolkning. I de her år udkommer der mange bøger om mormors mad. Man er blevet træt af cafeer, der alle sammen ligner hinanden med krom og spejle, og så prøver man at finde et eller andet, der er oprindeligt«.

Men kan man ikke også forestille sig, at værtshusene vil dø, hvis de bliver alt for hippe hang out joints for de unge?

David Jacobsen Turner: »Det kan man godt frygte. Chefredaktøren for modemagasinet Costume skrev for noget tid siden en leder om, at nu skulle hun på værtshus med veninderne, for det var åbenbart hipt. Men værtshusene må endelig ikke løbe efter de unge. I mit barndomskvarter i Vanløse lå Munkekroen, som vi holdt meget af at komme på, da jeg var yngre. Men da stamkunderne begyndte at dø af røg og druk, fik ejerne graffitimalet facaden og kaldte kroen for Café Blå Mandag for at tiltrække os unge, men det fik os blot til at forsvinde; og vi kome først tilbage, da de nye indehavere førte Munkekroen tilbage til sit oprindelige udgangspunkt«.

Eksemplar til Chris MacDonald
Hvad tror I, der skal til for at redde de gamle værtshuse?

David Jacobsen Turner: »Først og fremmest: De der irriterende, tilflyttede århusianere, der køber billige lejligheder oven over værtshusene for at få nedslag i prisen og så bagefter brokker sig over støjen – de skal stikke piben ind. Og så skal man bibeholde rygeloven, som den er nu, med det smuthul, der giver lov til, at man kan ryge derinde«.

LÆS OGSÅ Guide: Her kan du stadig pulse løs

Simon: »Det lidt paradoksale er, at i USA, hvor man er ellers er vant til at pære alt ned, der er mere end ti eller tyve år gammelt, der har man fredet flere værtshuse. Det har vi ikke i Danmark, hvor vi ellers freder alt fra grosserervillaer til gamle fabrikker. Derovre har de en langt større tendens til, at lokalsamfundet bakker op om deres markeder og forretninger og kultursteder. Herhjemme lader vi politikerne om at tage de store beslutninger, og så passer vi ellers vores familie og arbejde og den lokale sportsforening. Man kunne godt savne, at kvartererne herhjemme bakkede op om deres gamle værtshuse, for hvert kvarter bør have et klassisk værtshus, som kan trække historien med sig fra det område«.

Er der noget galt i, at byen forandrer sig, og der opstår nye forsamlingssteder?

Simon Staffeldt Schou: »Vi er jo ikke imod enhver form for forandring. Et godt eksempel på et god forandring er jo Dyrehaven på Sønder Boulevard, som blev kaldt ’Syrehaven’ i sin tid, fordi der blev solgt så mange stoffer og hælervarer. Det var tre unge fyre, der opkøbte stedet, ryddede de knækkede billardkøer ud og friskede det lidt op, men beholdt den klassiske bar og de billige høkerbajere. Det er et fantastisk populært sted og en god fornyelse af værtshuskulturen, som har ramt den der midtervej, som ikke er at gå helt over i Café Blå Mandag. Men når værtshusene lukker fuldstændig, så dør kvartererne. I går var vi inde på Café Nick ved Nikolaj Kirke. Det var engang et gammelt sømandskvarter med prostituerede i vinduerne og sømandsslagsmål, og det er jo ikke, fordi jeg savner det. Men Café Nick er den sidste rest af det liv, der har været i kvarteret, og hvis det sted lukkede, ville kvarteret være fuldstændig mondænt og dødt og færdigt«.

David Jacobsen Turner: »I går var vi på posthuset for at sende et eksemplar af bogen til sundhedsapostlene Bente Klarlund og Chris MacDonald med ønsket om et godt helbred. Vi er så fokuserede på, at vores indvendige skal være sundt og udrenset og rent, og byen skal også være udrenset og ren, og det er alt sammen fint nok. Men jo mere friseret det hele bliver, desto mere sætter man også pris på, at der findes et mørkt sted, hvor du kan gå ind og tage en lille pause fra verden. Det er også derfor, bogen hedder ’Mens verden venter’«.