Dermed er diskoteket det første i Danmark, der får tilladelse til et omfattende register.
»Jeg håber, at det ændrer nattelivet, og jeg tror, det vil virke præventivt«, siger diskoteksejer Henrik Karlsen, der vil tage systemet i brug hurtigst muligt.
Register med strafbare forhold
Inden længe skal diskoteksgæster i Viborg derfor underskrive en erklæring, når de vil til fest på Crazy Daisy.
Derefter oprettes de i registret, hvor strafbare forhold og narkotikamisbrug også kan noteres.
Det hele hægtes sammen via en skanning af gæstens fingeraftryk, og fremover kan diskotekspersonalet således afvise uønskede gæster i døren.
Let arbejde for politiet
Ønsker en gæst ikke at give sit samtykke, kan vedkommende ikke få adgang til diskoteket. Henrik Karlsen mener, at det kun vil være tilfældet med de gæster, der ikke har rent mel i posen.
»Det gør politiets arbejde dobbelt så let, og som ansat må det være rart at vide, at lige meget hvad der sker, vil folk blive fundet«, siger diskoteksejeren, som agter at samarbejde tæt med politiet.
Følsomme oplysninger
Crazy Daisy i Viborg, der i forvejen har 36 overvågningskameraer, har som de fleste diskoteker oplevet voldssager. Der gives karantæne til omtrent to personer om måneden i gennemsnit, vurderer Henrik Karlsen. Det sker, når gæster kommer i slagsmål, tager stoffer eller gentagne gange overtræder husets ordensregler.
Henrik Karlsen understreger, at kun han selv og to daglige ledere vil få adgang til gæsternes følsomme oplysninger. Diskotekets øvrige personale vil kun kunne se navn, billede, samt om gæsten kan lukkes ind, når vedkommende afgiver sit fingeraftryk.
Hos brancheforeningen Horesta Natteliv tvivler man ikke på, at en række diskoteker vil lave tilsvarende registrere i den kommende tid.
»Der er et kæmpe behov for det her. I dag har de enkelte natklubber og diskoteker ikke altid mulighed for at vide, hvem der for eksempel har et polititilhold, for man har ikke et personregister, så det er umuligt at administrere, hvem der ikke må komme ind«, siger formand for Horesta Natteliv, Erik Bresling.
Vildt vigtigt
I Danmark største diskotekssamarbejde, NOx Network, der omfatter 55 natklubber heriblandt Crazy Daisy- og Boddy Holly-diskotekerne, forventer man, at afdelingerne i Århus, Odense og København vil være de første til at følge hælene af kollegaen i Viborg.
»Det er vildt vigtigt for os. Hold kæft hvor er vi glade for den tilladelse, og jeg forventer, at de andre diskoteker vil gøre det samme. Nu kan de få formlen fra Viborg, siger direktør i NOx Network«, Michael Schrøder.
I kølvandet på Henriks Karlsens ansøgning om et fingeraftryksregister, åbnede Datatilsynet i slutningen af juni for, at diskoteker kan kræve fingeraftryk i døren. Uden individuel tilladelse må natklubberne dog ikke registrere personfølsomme oplysninger.
Crazy Daisy i Holstebro indførte adgangsgivende fingeraftryk for en måned siden, og her fungerer fingeraftrykket nu stor set som et medlemskort. Bestyrer Lasse Hansen forventer, at også hans diskotek vil søge tilladelse til at udvidede databasen til et egentligt register med følsomme oplysninger.
»Det vil gøre tingene meget lettere«, siger han.
Print
Send























Læserne skriver - hvad mener du?
Læsernes kommentarer
Bedst lige nu
Værst lige nu
Café+Restaurant-favoritter
Anmeld din favorit