Tid er, som manden med det vilde og hvide hår sagde, relativt. Ti minutter kan føles som et øjeblik, eller det kan føles som en krig. Og i nogle tilfælde føles det faktisk som det, det er. Ti minutter.

For den danske dj Christopher Egeberg, der kunstnerisk går under pseudonymet Flip, viste ti minutter denne lørdag aften sig at vare lige omkring en evighed.

I ti minutter skulle han gemme sig. Sidde under sin dj-pult vridende et medbragt håndklæde i nervøsitet. Kigge op i loftet og blot vente på, at det blev hans tur til at underholde 25.000 mennesker.

LÆS OGSÅCelebrity-dj skal få Parken til at feste

Christopher Egeberg var lørdag aften det danske islæt i den omrejsende kæmpefest Sensation. Topnavn på listen over dj's. Som en landsholdspiller på hjemmebane skulle han vise, hvad han duede til, og så endda i nationalarenaen Parken.

25.000 festhungrende og til lejligheden hvidklædte mennesker var mødt op for at danse og måske være så heldige at glemme, at det udenfor var pissekoldt og støvregnede.

Og i fem kvarter var det Christopher Egebergs job, at de kunne det.

Hold hovedet nede!
I løbet af de ti minutter kunne han ikke høre, at der var så mange mennesker lige der på den anden side af pulten. Lyden var blot en udefinerbar rumlen. Han kunne ikke se dem, ikke danne sig et overblik over, hvor mange de egentlig var.

Men de 25.000 måtte ikke se ham, før det blev hans tur til at spille, og det var derfor, han sad der og gemte sig.

Hvid.  De dj's, der spiller til Sensation, skal ligesom publikum overholde den hvide dresscode. »Du skal bare holde hovedet lavt. Der er ingen, der må se, at du sidder her, sagde stagemanageren til mig. Han sagde: ’Når jeg slår dig en gang på låret, du skal rejse dig, og når jeg slår dig to gange på låret, så trykker du play«, husker Christopher Egeberg her to dage efter sit største job til dato. Griner lidt i telefonen.

Klappene kom, både det første og de to sidste, og Christopher Egeberg rejste sig. Pludseligt med frit udsyn til de 25.000, der rakte armene op mod ham og råbte. Så trykkede han play.

Det hele lå klar
I ugerne op til dette øjeblik har Christopher Egeberg ikke sovet så godt. Nogle nætter har han ligget og vendt og drejet både sig selv og sine tanker på grund af det job, han snart skulle spille.

»Jeg har ligget og tænkt. Jeg har på en eller anden måde ligget og visualiseret, hvordan det skulle gå«, fortæller han.

»Jeg var færdig med forberedelserne allerede onsdag, for så havde jeg overskud til at lave små ændringer, hvis der var problemer. Og det var egentlig helt bevidst, for det betød, at jeg kunne ligge og lytte musikken igennem igen, mens jeg også havde tid til at slappe af«.

Da lørdagen så meldte sin ankomst, og det gør den jo heldigvis altid, tog Christopher Egeberg en løbetur. Klarede hovedet og fik den værste energi ud af hovedet. Hans plader lå i tasken, hans hvide tøj lå klart.

Lidt i seks blev han hentet og kørt i Parken. Her ventede et par kamerahold, interviews med pressen og et presset program.

»Så var jeg på. Jeg skulle noget hele tiden op til min optræden, og det var faktisk meget rart, for så sad jeg da ikke bare og gloede«.

En udefinerbar masse
Christopher Egeberg genkalder sig øjeblikket, hvor han første gang så ud over de 25.000. Har egentlig ikke et ord, han kan sætte på følelsen, så det bliver en lyd i stedet.

Sådan en lyd, hvor man trækker vejret dybt ind, så lidt dybere, for til sidst af udbryde et »WOW«.

»Jeg blev ramt af en væg af lyd. Det var fantastisk, overvældende og intenst. Du kan faktisk ikke rigig fornemme, om der står 5-8 eller 20.000 mennesker, du kan bare se, at der står mennesker, så langt øjet rækker«.

Lys skød ud fra scenen, som i form af en kæmpe lotusblomst stod midt i den enorme betonudørk, der normalt agerer fodboldstation.

Rundt om ham stod de 25.000 i forskellige afarter af hvidt tøj og dansede, de så på ham, mens bassen rungede rundt helt oppe i hjørnerne af Parken.

»Det var stort og fjernt det hele, men det var også muligt at se lige inde i øjnene på dem, der stod tæt på scenen. På trods af at det var sådan en stor, udefinerbar masse, så kunne jeg fornemme folk lige foran mig. Det var helt specielt«, siger Christopher Egeberg.

»Jeg kunne ikke se hele vejen rundt om scenen, men jeg følte det, som om alle rakte hænderne i vejret og brølede. Jeg kunne ikke se det, men jeg følte det. Jeg følte mig sgu som festens midtpunkt, hvor ulækkert det end lyder. Hvis jeg nogensinde har følt mig som det, så følte jeg det dér«.

Det gik godt, ikke?
Christopher Egeberg spillede i fem kvarter. Så var det hele overstået, og han kunne blive eskorteret igennem det bølgende, hvide menneskehav og tilbage i sikkerhed for overvældende lykønskninger fra publikum.

Nu, i telefonen et par dage efter, virker han lettet over, at det er overstået. Man aner også en slet skjult stolthed over den respekt, han fik fra de andre dj's, der spillede på aftenen. Og over den respons han fik fra publikum og fra arrangørerne.

Men der ligger også en erkendelse af, at nu bliver det altså ikke større. Sidst i tyverne har Christopher Egeberg opnået noget af det ypperste, en house-dj kan opnå.

»Jeg vidste godt, at det meget vel kunne blive det største job, jeg kom til at spille. I hvert fald i Danmark, men måske også i udlandet. Så jeg ville gerne have, at alt spillede. Jeg ville gerne have, at jeg ikke vågnede dagen efter og tænkte, at jeg kunne have gjort noget anderledes«, siger han.

»Jeg prøver at tænke, at der kommer noget større. At der er store ting i vente. Men i Danmark der er det nok min karrieres højdepunkt«.

Christopher Egeberg er tilfreds med sin præstation lørdag nat - ti håndklædevridende minutter eller ej.

»Det var en vild oplevelse, da jeg var færdig, og lyset blev tændt. Hænderne i vejret. Den vandt jeg sgu, den her«, siger han.

»Da jeg kom ned backstage igen, satte jeg mig endnu engang ind i et rum i ti minutter for lige at være alene. Og for lige at spørge mig selv: Det gik godt, ikke?«.

Tilfreds.  Christoffer Egeberg fik ros fra arrangørerne og de andre dj's på aftenen.FACEBOOKBliv ven med IBYEN