»Det er James Blake«, siger James Blake. Han lyder træt. Eller måske nærmere træt af.

Dagen igennem har han siddet ved telefonen, dagen igennem har han svaret på de samme spørgsmål, og alene friktionen fra røret må have givet den 23-årige musiker varme ører.

Derfor – vi bryster os jo trods alt af en vis humanisme på Politiken – må James Blake selv bestemme, hvad han vil tale om.

Dubbens redningsmand
Og hvad vil du så tale om?

Der bliver stille i røret. Blake fniser lidt.

»Lertøj«, siger han.

Han begynder hurtigt at grine ad sin egen vittighed.

»Hvad med fodbold?«, spørger han så.

Helt fint. Lad os tale om fodbold

»Okay, okay. Faktisk vil jeg hellere tale om et nyt klaver, jeg har købt«.

God ide. Du er jo trods alt musiker.

Ikke alene er James Blake musiker. Han er måske en af de mest omtalte unge musikere i øjeblikket. Han har for nylig udsendt sit første album. Politikens anmelder gav det fem hjerter og kaldte Blake »et bål midt i atomvinteren«.

Det er ikke kun i disse spalter, der har lydt store ord. The Guardian skriver, at Blake har lavet en »heroisk underspillet plade«. Han har fået bundet i halen, at han er dubmusikkens redningsmand og forandrer, Berlingske siger, at han eksperimenterer i alle avantgardens trosretninger. Og de mener det vist endda positivt alle sammen.

Skønheden i dekonstruktionen
I første omgang kan Blake slet ikke tage sig af rosen, som han selvfølgelig finder meget sympatisk. Han vil hellere fortælle om klaveret.

»Det er et opretstående klaver, altså ikke et piano. Det er lavet i hånden i Bayern, og fabrikken bygger kun 60 af dem om året. Det er noget, jeg har sparet sammen til meget længe. Hvis jeg skal vælge én ting, jeg er oppe og køre over i øjeblikket, så er det det«, siger han.

»Så er det din tur. Hvad skal vi så snakke om?«, siger han grinende gennem røret.

Lad os tale om dekonstruktion. Er du interesseret i dekonstruktivisme?

»Jeg arbejder ret meget med det i min musik. Jeg bygger noget op, og så bryder jeg det ned igen«.

Du laver noget, der er smukt, ja ofte rørende, og så hamrer du det ned igen. Hvorfor?

»Fordi det er ekstremt. Jeg kan godt lide det ekstreme«.

LÆS OGSÅEngelsk wunderkind indfrier alle forventninger

Er det den eneste grund?

»Er du skuffet?«.

Nah, det ved jeg ikke. Det er bare, fordi alle skriver, at du er en åbenbaring for musikken, og at du mestrer den dekonstruktive tilgang særlig godt. Hvordan har du det med det?

»Det hele handler om, at det er rart at høre, hvad en plade kunne lyde som, hvis man huggede den ud i en masse bidder og satte den sammen på en ny måde. For eksempel kunne man fjerne vokalsporet fra klaversporet og lægge dem uens i forhold til hinanden. Når det bliver en vane, er det svært at lade ting være, når man har lavet dem ... «.

»Du ved, så bliver det i virkeligheden en kvalitet at kunne lave et nummer og lade være med at rode rundt i det bagefter. Det nummer, der hedder ’Give Me My Month’, er det eneste, jeg ikke har manipuleret med. Mens jeg lavede pladen, var det virkelig svært for mig at lade være med hele tiden at lave om på numrene«.

Stilhedens magtkamp
Svag støj på telefonlinjen. James Blakes næse fløjter lidt i røret. Ellers stilhed. Og venten.

Der er meget stilhed på din plade. Faktisk er der perioder helt uden lyd, som man vel kan karakterisere som en form for antimusik. Hvordan har du det med stilhed?

1, 2, 3 ...,10,

20,

30,

40 sekunder ...

Det er blevet en magtkamp om, hvem der siger noget først. Blake knækker.

»Stilhed er du åbenbart ikke bange for«, siger han.

Men hvad er det med den stilhed? Du har sagt, at du godt kan lide den?

20,

40 sekunder ...

»Ja, det har jeg sagt«, siger Blake.

10,

20 sekunder ...

Mener du det?

5,

10 sekunder ...

»Jeg kan på en måde godt lide stilhed«.

»Jeg ved faktisk ikke, om jeg kan lide stilhed«.

5 sekunder ...

Støj er den nye stilhed
»Jeg kan godt lide stilhed, når jeg forsøger at tænke mig om. Men i musik er det ikke noget, der betyder så meget for mig. Jo flere journalister der fortæller mig, at jeg godt kan lide stilhed, og at jeg bruger det, desto mindre kan jeg lide det, og desto mindre kan jeg lide at bruge det«.

Okay, det giver måske meget god mening. Du har jo også talt med mange i dag. Kan du så ikke lide stilhed længere?

»Jeg lover dig, at det næste album bliver den mest højlydte fucking ting, du nogensinde har hørt. Det bliver aggressivt, støjende og smadret, og jeg glæder mig til at se dit fjæs, når du hører det«.

Og tror du så, at alle vil fortælle dig, at du bruger støj meget bevidst i dit lydbillede?

»Ja, og så er støj den nye stilhed«.

Det er en ret smart måde at arbejde på. Kan man så bare vende alting om og gøre det cool?

»Det betyder, at du altid er foran. Det er formlen på at være en trendsætter«.

Snuppede navnet fordi det lød godt
Det er der mange anmeldere, der giver udtryk for, at James Blake er. Ikke alene i sit musikalske udtryk, men også i sin sangskrivning og i sine titelvalg, der bliver fremhævet for deres særlige dybde.

En af James Blakes sange hedder ’The Wilhelm Scream’. Det er også navnet på en berømt filmeffekt, et dåseskrig, som efterhånden er blevet en kliché i filmverdenen og dermed en metakommentar til tidligere tiders gyserfilm, som især postmoderne filmmagere bruger. James Blake har også en sang, der hedder ’Wilhelms Scream’. De to titler er der blevet lagt en del symbolik i.

Den ballon punkterer han hurtigt selv.

»Jeg kan godt lide lyden af ’The Wilhelm Scream’. Altså ikke lyden af filmskriget selv, det har jeg ikke noget særligt forhold til, men titlen. Den ligger godt i munden. Jeg kan jo ikke lave den samme titel flere gange, så derfor hedder de to sange næsten det samme, men ikke præcis det samme«, siger han.

Hvad med de sange, der hedder ’Lindesfarne I’ og ’Lindesfarne II’. Det var jo i Lindisfarne, vikingerne angreb i slutningen af 700-tallet og ødelagde klostret. De var vist heller ikke for gode ved nonnerne. Det er om de sange, anmelderen taler om bål i atomvinteren. Hvad er betydningen bag dem?

»De var ret effektive, de vikinger«, siger James Blake.

Et væld af betydninger
Ja, men hvorfor kalder du dine sange det. Hvad er betydningen?

»Altså, jeg kørte derned engang sammen med mine forældre. I bilen hørte vi guitarrock, så vidt jeg husker. Jeg forbinder i hvert fald de numre ret meget med guitarrock«, siger han.

Skulle det være et svar. De udråber dig til den store åbenbaring inden for musikken, og så er det, hvad du kan svinge det op til?

»Er du skuffet igen?«, spørger han.

Nej, nej. Jeg er bare lidt overrasket. Du har lavet en plade, som alle lægger så meget betydning ind i, men som du selv siger, ikke har nogen særlige symbolske lag. Det virker meget modernistisk, at du ikke vil give tingene en egentlig betydning?

»Det er klart, at der ligger tanker bag det, jeg laver. Jeg har bare ikke noget behov for at fortælle vidt og bredt om de tanker«

Hvad er dit forhold til modernismen?

»Meget af den kunst, jeg holder mest af, er modernistisk. Jeg kan godt lide, at man selv må lægge en mening ind i tingene. Du kan selv se alle de ting, der bliver lagt ind i min musik. Alle de ting, du selv lægger ind i den. Det er mere interessant, end hvad jeg siger«.

Så er det bare det? Altså et modernistisk projekt med noget bas og nogle kliklyde i baggrunden?

»Ja, det er bare det«