For 20 år siden var de noget, ildsjæle drømte om at realisere.

I dag er Athelas Sinfonietta Copenhagen en fasttømret realitet. Som ensemble for komponeret samtidsmusik er de sammen med specialensembler som elitekoret Ars Nova og barokorkestret Concerto Copenhagen noget af det bedste, der er sket for det danske musikliv i nyere tid.

Derfor er det fortjent, at Athelas Sinfonietta i denne uge fejrer sine 20 år i dansk musikliv. Og de gør det med dobbelt tema. Dels undersøger de, hvor vi står i dag i forhold til ikonet Carl Nielsen. Dels præsenterer de amerikansk musik – nyklassikere fra US of A.

Musikerne mestrede det
De to første afteners hovedkoncerter under Athelas New Music Festival kom skiven rundt, og den fede oplevelse var en sjælden opførelse af minimalisten Steve Reichs ’Music for 18 Musicians’ søndag på den tidligere Dansescene på Østerfælled Torv.

Slagtøjsmanden Mathias Reumert havde samlet de 18 musikere, den nøgterne titel fordrer. Tilsat visuals gav de os den times pulserende rejse ind i minimalistland, der er essensen af amerikanerens på en gang enkle og komplekse popklassiker fra 1976.

Basklarinetter, strygere, fire sangere, fire pianister og slagtøjsspillerne var alle forstærket, som sig hør og bør, og musikken gjorde den fulde sal ekstatisk. At holde de stramme rytmer og samtidig lade akkorderne pulsere frit og forskudt, er ikke let. Musikerne mestrede det. Vi andre nød det.

Temaet var transskriptioner
Carl Nielsen var på programmet lørdag, og her fik han kam til strithåret af musikhistoriens helt store: forgængeren Gustav Mahler og efterfølgeren György Ligeti.

Projektet var at klæde Carl Nielsen af til skindet, for temaet var transskriptioner: bearbejdelser af symfonisk musik i form af spartanske indkog af partiturerne, så de kunne spilles for det ’solistiske symfoniorkester’, en sinfonietta som Athelas er.

I den forbindelse er det store forbillede Arnold Schönberg, der efter Første Verdenskrig drev en forening for privatopførelser i Wien, hvor mesterværker blev præsenteret i dagligstueformat.

Her oplevede publikum blandt andet Mahlers ’Lieder eines fahrenden Gesellen’, der stod tørt og klart, men levende og rørende, da mezzosopranen Randi Stene med kun ti musikere gav den barberede version af Mahlers sange.

Inden da havde musikerne holdt ungarske Ligetis sfæriske rumklange vægtløse i hans ’Kammerkoncert’ fra slutningen af 1960’erne – og så var det Carl Nielsens tur.

Musikken stod frem nøgen og skæv
Hans sjette symfoni var til lejligheden kogt ind til sinfoniettaformat af den nulevende danske mester i den disciplin, komponistprofessor Hans Abrahamsen. Og hvad skete, da de fire satser blev spillet uden symfonisk schwung og rubato?

Der skete det pinlige, at musikken stod frem nøgen og skæv i sammenføjninger og proportioner.

Carl Nielsens sidste symfoni hænger simpelthen ikke sammen, og vidste vi det ikke før, så ved vi det nu.

Mahler kunne tåle behandlingen. Nielsen kan ikke, og måske var det derfor, Nielsen aldrig fik svar, da han sendte en af sine operaer til Mahler med drømmen om en opførelse i Wien.

Carl Nielsen skrev gode sange, men som symfoniker vaklede han. Især til sidst.

Athelas Sinfoniettas projekt med at kaste nye øjne på Nielsen blev ikke mindre relevant med dette stunt.