I anledning af klimatopmødet var koncerten halvanden time forsinket, men det gjorde kun det hele mere spændende og stemningsfuldt. Kunne vi komme forbi security og ind i Koncerthuset? Det kunne vi.

Den grønne løber var rullet ud, og sandelig om ikke også man som menig koncertgænger for første gang fik lov rigtig at se Jean Nouvels Koncerthus, sådan som det var meningen, det skulle tage sig ud. Nemlig med levende projektioner udenpå og inde i foyerområdet.

Det gør en forskel, skal anmelderen hilse og sige. Mangt og meget i husets imponerende arkitektur falder simpelthen først på plads, når de animerede visuelle effekter rigtig er oppe at spille. Gid de var det, også når der ikke er internationalt topmøde i København.

Darwin og Nietszche
Nå, men det var musikken, vi var kommet for, og hvor tit er det lige, man har mulighed for at opleve Gustav Mahlers små to timer lange 3. Symfoni live? Nej vel. Så der sad vi, spændte på vores pladser rundt om det til lejligheden stærkt opnormerede symfoniorkester med rækkevis af hornblæsere og slagtøj, harper og strygere i lange baner.

Thomas Dausgaard styrede tropperne uden de vilde tempo- og karakterskift i den enorme førstesats, der over en halv time lader livet materialisere sig og sommeren marchere ind.

Mahler skrev sin kæmpesymfoni i 1800-tallets allersidste år, og der er både darwinistisk udviklingslære og schopenhauersk livsvilje i den måde, de seks satser derpå arbejder sig opad via plante- og dyreriget til mennesket, der som en uhyggelig skygge af Nietzsche går på scenen i fjerde sats.

Anna Larsson har i flere år været mange internationale dirigenters foretrukne stemme i det dunkelt gribende uddrag fra Nietzsches ’Also sprach Zarathustra’, og hun stod som en mørk kerne af vokal dybde i salens vokalbefordrende akustik.

Savnede sugende sammenhæng
Strygerne kom til gengæld ikke rigtig op til vores balkonpladser, når de spillede svagt, men Mahlers voldsomme stilsammenstød mellem høj- og lavkultur, kitsch, militærorkestre og smeltende smuk senromantik af den mest højpandede slags kunne sagtens høres. Det kunne også en masse småproblemer med at få instrumentgrupper til at sætte ind samtidigt.

Thomas Dausgaard og hans tropper gav musikken saft og styrke. Drengekoret bimlede klokkekønt.

Men lidt for ofte sad den forvænte anmelder og savnede sugende sammenhæng og overrumplende gennemslagskraft i et værk, som det ikke desto mindre var skønt at få lov at høre live.

Endda i et koncerthus, der i anledning af klimatopmødet havde fået lov at tage sig ud, som det er tænkt af arkitekten.